Statskundskab
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Statskundskab kaldes også politologi eller på engelsk political science og dækker over de samfundsvidenskabelige områder offentlig politik, komparativ politik, international politik og administration herunder politisk indflydelse, sociologi, offentlig ret og økonomi.
Den, som har en kandidatgrad i statskundskab fra et dansk universitet, kan kalde sig cand.scient.pol. Titlen cand.adm.pol. brugtes også i en årrække, men tildeles ikke længere.
I Danmark udbydes statskundskabsuddannelsen på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i Odense. Der udbydes på Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitet en nært beslægtet uddannelse i politik og offentlig administration. Kandidater uddannet herfra får titlen cand.scient.adm.