Sav
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En sav er et værktøj, man kan skære ting over eller igennem med. Har oftest et håndtag, men kan have flere. Der findes flere savtyper med forskellige anvendelsesområder.
Saven er ingen ny opfindelse, men mange træsmede har været længe om at tage den i brug - i hvert fald i større udstrækning. Der findes - eller fandtes indtil for få år siden - fx norske tømrere der ikke ville have med den at gøre, men i stedet klarede sig med økse og skarøkse. I bogen "Hantverk i Sverige" anføres at saven først kom i alment brug ved husbyggeri der i landet omkring 1870. Det er ikke kun krukkeri, for træet har utvivlsomt bedre af at blive flækket på sine egne betingelser frem for at blive voldtaget med en sav, men håndværksmæssigt har en vis faglig stolthed sikkert også gjort sig gældende. Det, at træet hellere vil flækkes med økse end saves kendte de gamle skibstømrere til, men metoden med at spejlkløve store egekævler er besværlig - og frem for alt dyr - så den anvendes kun, så vidt vides, hvor det drejer sig om rekonstruktion af gamle bådtyper. Hvor gammel en opfindelse saven er ikke helt klarlagt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oldtidssave
Klart nok peger Goodman på, at de svære savtakkede flintredskaber ikke er velegnede som egentlige save. Sådanne må simpelthen fremstilles i metal - i hvert fald hvis de skal skære igennem materialet. Det forhindrer imidlertid ikke at man har kunnet skære spor i fx ben og hjortetak med en svær savtakket flintkniv. Det samme kan være tilfældet med bronzealdersaven. Kobbersave kendes fra Ægypten (18. dynasti, ca 1480 f. Kr.) - bl.a. en henved 50 cm lang fukssvans dog kun tandet på den yderste halvdel. Goodman nævner at det var den typiske håndsav i omkring 2000 år. Fordi kobber er et temmelig blødt materiale er savene træksave. Først med indførelsen af jern (stål) blev det muligt at vende tænderne fremefter. Med mindre savbladet er sat i en stilling, hvad der er et eksempel på fra Schweiz. En sav fra Sibirien (6.-3. årh. f. Kr.) ligner i høj grad en moderne japansk sav.
[redigér] Savtyper
Åbenbart gælder det for saven som for så meget andet værktøj: Allerede fra den første begyndelse er de nu kendte typer blevet udviklet. Fra bronzealderen kender man eksempler på stiksav, fukssvans, armsav, skovsav og gravsav. Ud fra disse få typer er vokset alle de andre, der blot er variationer over kendte temaer. Løvsav (dekupørsav) er vel et af de få eksempler på save der er blevet udviklet i den mellemliggende tid. Først med mekaniseringen, ja vel i grunden ikke før industrialiseringen satte ind, kom der nye typer til: båndsav og rundsav og i allernyeste tid de elektriske håndsave.
[redigér] Udlægning af savens tænder
Savtænderne skal "lægges ud" - d.v.s. at de skal være lidt bredere end klingen, for at saven ikke skal sætte sig fast i emnet. Hveranden tand skal til én side og hveranden til en anden side. Jo grovere tænderne er jo mere skal de lægges ud
Det gøres med en savudlæggertang, der undertiden spøgefuldt kaldes en savødelægger.
[redigér] Metalsave
Nedstryger, Nedstrygerbue, Nedstrygerhåndtag, og Nedstrygersav også kaldt buefil.
Metalsave, typisk udformet som buesav forsynet med et vandret eller lodret greb i den ene ende af buen. Tænderne er ganske små og kun en ganske smal stribe langs tandsiden er hærdet for at klingen ikke skal springe. Førhen brugte man klinger der var tykkest i tandsiden og smallest i ryggen, hvorved man undgik at lægge de små tænder ud. Problemet kan klares ved at ondulere klingen, gøre den lidt bølget i tandsiden. Der findes nedstrygerhåndtag, hvori kan monteres en ordinær nedstrygerklinge eller en stiksavformet klinge. Dee er to muligheder for montering af klingen, enten i "revolverform" eller parallelt med klingen. Det er muligvis denne der bærer navnet lommesav.
[redigér] Eksterne henvisninger
Goodman, W. L.: The History of Woodworking Tools, London 1964
