Shell
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Royal Dutch Shell eller bare Shell er et af verdens største energiselskaber. Dets hovedkvarter ligger i Haag, og det er noteret på børsen i London og i Amsterdam. Shell opererer i over 140 lande verden over, i Danmark siden 1913.
Shell har egne olieboringsfaciliteter, olieraffinaderier, samt distributions- og detailhandler, og er også aktive inden for den vedvarende energi. I kortere perioder har selskabet også været involveret i kul- og atomkraft.
Shells logo, som forestiller en rød og gul Pecten-kammuslingeskal, stammer fra handelsselskabet The Shell Transport and Trading Company der sejlede med muslingeskaller i 1800-tallet. I 1892 fik grundlæggerens søn den idé at eksportere olie fra området omkring Det Kaspiske Hav, og til det brugte han også Shell-navnet.
[redigér] Boreplatformen Brent Spar
I 1995 blev en udtjent Shell-boreplatform, Brent Spar, genstand for en voldsom debat da den britiske regering havde givet sin støtte til Shells plan om at sænke den i Atlanterhavet. Det fik nemlig miljøorganisationen Greenpeace til at lancere en verdensomspændende modkampagne, da man var bekymret over de miljømæssige konsekvenser ved en sådan sænkning.
Planen involverede et boykot af Shells tankstationer, hvilket den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen bl.a. tilsluttede sig. Planen viste sig så succesfuld, at Shell til sidst besluttede at følge Greenpeaces råd om at sejle den i land i stedet.
Efterfølgende viste det sig dog, at Greenpeace havde lavet en regnefejl og der opstod på ny debat om, hvilken løsning der ville have været bedst.