Sokrates

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Vestlig filosofi Græsk antik

Navn:	Sokrates
Født:	ca. 470 f.Kr.
Død:	399 f.Kr.
Skole/tradition:	Klassisk græsk filosofi
Fagområde:	Etik, epistemologi
Betydningsfulde ideer:	Sokratiske metode, sokratisk ironi
Har påvirket:	Platon, Aristoteles og resten af den vestlige filosofi

Sokrates (470 f.Kr.-399 f.Kr.) var en græsk filosof.

Indholdsfortegnelse

1 Kilderne til viden om Sokrates
2 Liv og død
- 2.1 Oraklet: Sokrates er den viseste
3 Filosofi
4 Kilder
5 Eksterne henvisninger

[redigér] Kilderne til viden om Sokrates

Sokrates skrev ikke selv bøger. Kilderne til Sokrates er først og fremmest filosofferne Platon og Aristoteles, officeren Xenofon og komediedigteren Aristofanes. Perspektivet er forskelligt. For Platon var Sokrates det gode menneske og den store lærer. Platon benytter med tiden også Sokrates som talerør for sin egen filosofi i sine dialoger, hvilket komplicerer tingene en del. Xenofon ser i højere grad end Platon Sokrates i et lidt konservativt lys, som fornuftig borger. Aristofanes gør omvendt i sin komedie Skyerne nar af Sokrates, der stiller spørgsmål om alt - også de mest idiotiske ting.

[redigér] Liv og død

I sit voksne år brugte Sokrates, ifølge Platon, næsten hele sin dag på at gå rundt og diskutere filosofi med borgerne i Athen. Hans indkomst begrænsede sig til mad og gaver fra venner og de mønter han fandt på gaden (!), hvilket hans kone, den iltre Xantippe, forståeligt nok var utilfreds med.

I 399 f.Kr. blev Sokrates dømt for blasfemi og for at forføre ungdommen. Efter domfældelsen, men før straffastsættelsen, foreslog Sokrates domstolen, at han skulle straffes med gratis bespisning på rådhuset. Denne ære tilfaldt normalt borgere, der havde udmærket sig i sport eller krig. Denne frækhed medførte muligvis hans dødsdom. Sokrates fik, som det var almindeligt, chancen for at stikke af fra dødsdommen, men valgte at modtage sin straf, frem for at gå i landflygtighed.

Sokrates blev dømt til at begå selvmord, sandsynligvis ved at drikke saften af den giftige plante skarntyde. I "Faidon" beskriver Platon de sidste timer i Sokrates' liv. Platon var ikke selv til stede ved Sokrates' henrettelse, så beskrivelsen baserer sig på overleveringer fra andre tilstedeværende. Platon beskriver ret detaljeret de symptomer, Sokrates oplever efter at have drukket giften. Sokrates bliver tung i benene og mister derefter følesansen, først i fødderne og senere længere op i kroppen. Teksten kan opfattes bogstaveligt - og bliver så en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er at beskrivelsen repræsenterer en filosofisk idé, nemlig sjælens frigørelse fra kroppen. Dette er så illustreret ved at Sokrates gradvist bliver følelsesløs i kroppen og dør med et lille spjæt, da sjælen forlader legemet.

Sokrates' død af Jacques-Louis David, 1787

I den filosofiske tradition betragtes Sokrates som lidt af en helt, der døde for filosofiens og sandhedens skyld. Og som en oprører imod dem der tror at de ved noget.

Andre, som fx journalisten I.F. Stone, giver et andet billede af Sokrates, i retning af at han var en elitær anti-demokrat og en trussel imod det frie samfund. Denne dom uddeles på baggrund af den dokumenterede omgang med Alkibiades, der hoppede af til Sparta, og Kritias, den nok værste af de tredive tyranner. Begge var de Sokrates' lejlighedsvise elever.

[redigér] Oraklet: Sokrates er den viseste

I Sokrates' forsvarstale, som er gengivet i sin helhed af Platon, nævner Sokrates sin gode ven Chairefon, der engang havde spurgt Oraklet i Delfi, om nogen var visere end Sokrates. Oraklet havde svaret benægtende på dette spørgsmål, hvilket havde undret Sokrates det meste af hans liv, da han ikke selv anså sig for særlig vís. For imidlertid at forsøge at modbevise oraklets gud, havde han brugt store dele af sit liv i søgen efter en mere vís person. Han havde gået fra politikerne over digterne til håndværkerne, men selvom disse personer havde stor viden på deres respektive område, var de ifølge Sokrates alle selvovervurderende på andre områder, - og anså i det hele taget deres viden for mere værdifuld end den var. Derfor konkluderede Sokrates, at han selv virkelig var visest i den udstrækning, at han havde indset, at hans egen menneskelige visdom, "når man holder sig strengt til sandheden", intet var værd.

[redigér] Filosofi

Uretfærdigt beskyldtes Sokrates for at være sofist, men dette må siges at være forkert. Tværtimod troede han i modsætning til de relativistiske sofister på en universel sandhed og noget universelt godt og skønt, og han havde modvilje imod retorik og overfladisk veltalenhed. Samtidig kritiserer Sokrates i dialogen Symposion (et symposium er en uoficiel konference blandt venner) om eros den overfladiske, fysiske kærlighed. Her forsvarer Sokrates den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i dialogen Sokrates, for selv om han udenpå er grim, besidder han indre skønhed.

Sokrates mener også, at dyd er viden. Indser man hvad det rette er, vil man automatisk handle rigtigt. Man kan ikke skade det vidende og gode menneske, men derimod kan mennesker skade sig selv ved at begå onde og forkerte gerninger.

Sokrates' bidrag til den pædagogiske filosofi er den maieutiske metode. På græsk betyder maieutikos jordemodergerning eller obstetrik. Læreren er altså en slags jordemoder for en viden som eleven i forvejen besidder.

I dialogen Menon viser Sokrates hvordan selv en uvidende slavedreng kan bringes til at indse matematiske sandheder. Men man kan ikke dybest set lære en anden noget. Vi har alle en viden i os, og den gode lærer kan ved sin undervisning bringe denne frem.