Blasfemi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Blasfemi, (af græsk blasphemia, ond tale, bagtalelse), er udtryk for mangel på respekt for en guddom eller trosretning. I daglig tale synonymt med gudsbespottelse.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Religion
Indenfor kristen og muslimsk teologi forståes blasfemi typisk som ytringer fremsat med den hensigt at forhåne religionernes guddom. En bredere forståelse, der bl.a. har gjort sig gældende indenfor jødedommen, definerer blasfemi som enhver ikke-autoriseret brug af guddommens navn, lighed eller andet definerende karakteristikum. Eksempler tæller forbrydelser imod den guddommelige, kinesiske kejsers eneret til farven gul, den mosaiske lovs forbud mod at "tage herrens navn forfængeligt" (se Tetragrammaton) og de generelle billedforbud, som kendes i varierende omfang fra alle de store, monoteistiske religioner (se afgudsdyrkelse og ikonoklasme).
Blasfemi bør skelnes fra sakrilegium, der refererer til handlinger og fra kætteri, der refererer til afvigende læresætninger (fra ortodoksien). Modsat sakrilegiet er blasfemi (typisk) en ytring, ikke en handling (mens de begge refererer til en ukorrekt behandling af noget helligt). Kætteri adskiller sig fra blasfemi ved at udgøre relle, alternative idéer og ved at anklagen fremsættes imod tilhængere af samme trossamfund, mens såvel troende som ikke-troende kan være underlagt de forbud, der giver anledning til anklagen om blasfemi.
[redigér] Lovgivning
Overtrædelser af straffelovens særlige del | |
---|---|
§ 114 | Terrorisme |
§ 119 | Vold mod personer i offentlig tjeneste |
§ 123 | Vidnetrusler |
§ 140 | Blasfemi |
§ 203-4 | Hasardspil |
§ 210 | Voldtægt |
§ 222 | Seksuelt misbrug af børn |
§ 232 | Blufærdighedskrænkelse |
§ 237 | Drab |
§ 244 | Vold |
§ 245 a | Kvindelig omskæring |
§ 266 b | Racismeparagraffen |
§ 267 | Ærekrænkelse |
§ 276 | Tyveri |
§ 278 | Underslæb |
§ 279 | Bedrageri |
§ 280 | Mandatsvig |
§ 282 | Åger |
§ 283 | Skyldnersvig |
§ 291 | Hærværk |
§ 293 | Brugstyveri |
§ 299 b | Ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter |
Rediger |
[redigér] Internationalt
De seneste årtier har set en trend imod liberalisering af lovgivning imod blasfemi i vestlige lande. Dog forefindes der stadig blasfemiforbud i de fleste EU-lande, herunder Østrig, Finland, Italien, Tyskland, Irland, Holland, Spanien og Storbritannien. I sidstnævnte eksempel er det kun statskirkens trossætninger, der nyder beskyttelse, hvad der forhindrede Salman Rushdie i at blive politianmeldt for sin kontroversielle roman "De Sataniske Vers". Lande, der gør brug af islamisk ret, sharia, har typisk strenge straffe for blasfemi. I Pakistan har der således siden 1986 været dødsstraf for nedladende og forhånende bemærkninger om profeten Muhammed.
[redigér] Danmark
Der findes i straffeloven en særlig paragraf, som gør blasfemi strafbart:
- § 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. [1]
Paragraffen blev i sin nuværende form indført i 1866 (den daværende § 156). Tidligere bestemmelser imod blasfemi udlagde handlingen som en "forbrydelse imod Gud", der kunne medføre dødsstraf. Bestemmelsen fra 1866 og fremefter sigter imod offentlig forhånelse, og er som sådan blevet betegnet som en "forbrydelse imod den religiøse følelse" (Birthe Rønn Hornbech, 19. maj 2005). Den medførte senest domfældelse i 1938 i en sag, der drejede sig om løbesedler, der udlagde hellige, jødiske skrifter således, at de opfordrede til 'skænding' af ikke-jødiske piger.
På baggrund af en politianmeldelse af Danmarks Radio for at have vist Theo van Goghs kortfilm Submission, fremlagde Dansk Folkeparti 17. december 2004 et forslag i Folketinget til afskaffelse af § 140. Forslaget havde oprindeligt flertal uden om regeringen, men faldt, da Enhedslistens medlemmer ikke stemte for, idet de tog afstand fra at forslagets begrundelse betegnede filmens afbildning af "omskæring, fornedrelser, tvangsægteskab, indespærring og voldtægt" som hørende hjemme i "en forholdsvis normal muslimsk familie". Diskussionen blev genoptaget i efteråret 2005 med Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed og den derpå følgende politianmeldelse.
[redigér] Debat: Blasfemiforbud mod ytringsfrihed
Debatten om blasfemiparagraffen handler om stærkt kontroversielle spørgsmål om frihed, identitet og religion. Følgende søger at opregne dens principielle dimensioner.
[redigér] Ytringsfriheden og religionens ukrænkelighed
Blasfemiparagraffen beskytter idéer og ritualer, "troslærdomme og gudsdyrkelse". Disse idéer regnes for hellige, hvorfor det tjener samfundet bedst, at de ikke bliver udsat for "spot" og "forhånelse". Dette strider imidlertid imod en liberal, utilitaristisk forståelse af ytringsfrihed, ifølge hvilken ytringsfrihed bl.a. tjener til at alle idéer kan blive prøvet igennem rationel debat. Mulighederne for at afgrænse "forhånelse" fra diskussion er blevet anfægtet af bl.a. John Stuart Mill: "Hvis prøven (på forhånelse, red.) er anstød for de, hvis mening er under angreb, mener jeg, at al erfaring viser, at et stærkt og overbevisende angreb altid giver anstød.".
Idéen om at beskytte religioner (eller guddommen selv) imod kritik hidrører i liberale samfund typisk fra tidligere perioder, hvor statens legitimitet afhang af den nationale religion (eller som en 'våbenhvile' i religiøst stærkt fragmenterede samfund). Et eksempel på et moderne forsvar generaliserer idéen om det hellige til noget almen-menneskeligt:
Alle folk har noget, der er helligt for dem. Om det så står i en bog, eller er oppe i hovedet eller ligger i en grav, det er lige meget. Hvis vi ikke havde det, så var vi ikke mennesker. Vi har alle et eller andet, som vi værdsætter og sætter over mennesket. Som muslim har man defineret det som Gud, og hans ord er i koranen. | ||
Aisha Abu-Laban til Berlingske Tidende, 28. november 2004 |
I essayet "Is nothing sacred?" vurderer forfatteren Salman Rushdie modsat, at 'det hellige' er en konservativ konstruktion, et forsøg på at immunisere det hellige imod kritik:
[redigér] Trossamfundets medlemmers identikation med trossætninger
Blasfemi er ifølge alle definitioner såvel som blasfemiparagraffen rettet imod trossætninger og guddomme, ikke imod personer. En høj grad af identifikation imellem et trossamfunds medlemmer og trossætninger kan imidlertid lede til, at blasfemi opleves som personlig eller kollektiv forhånelse på linie med racistiske bemærkninger. Modstandere af blasfemiparagraffen hævder, at i det omfang, blasfemiske udtalelser dækker over forhånelse af samfundsgrupper, er racismeparagraffen tilstrækkelig beskyttelse, som Line Barfoed udtrykker i følgende citat (såvel som en almen formulering af modstanden mod at yde religionen qua religion beskyttelse):
Vi har racisme-paragraffen til at beskytte de mennesker, der tror. Den paragraf siger udtrykkeligt, at man ikke må forhåne folk på grund af deres tro. Mens det, blasfemi-paragraffen handler om, kun er spørgsmålet om at forhåne selve troen - altså guden. Og så kan man sige, hvis de guder virkelig måtte findes, så skal de nok selv sende nogle lyn ned fra Olympen - eller hvor de nu måtte sidde." | ||
Line Barfoed (Enhedslisten) til Berlingske Tidende, 14. december 2004 |
Nogle fortalere fastholder derimod, at paragraffen fungerer som et supplement til racismeparagraffen for at undgå at disse samfundsgrupper lægges for had per stedfortræder. Med henvisning til sagen fra 1938, påpeger professor i stats- og forfatningsret Henning Koch:
[redigér] Definitioner af blasfemi og ytringsfrihed
Jo bredere en forståelse af blasfemi (forhånelse/omtale) der anvendes, jo større vil konfliktområdet med ytringsfrihed være. Eksempelvis stammer furoren i forbindelse med sagen om de 12 tegninger af profeten Muhammed delvis fra, at det er blevet udlagt som en overtrædelse af et forbud i islamisk tradition imod afbildning af profeten, og delvis fra at tegningerne er karikaturer og dermed ses som bevidst forhånende.
Ytringsfrihed kan ydermere forstås som en individuel, ukrænkelig ret uafhængigt af konsekvenser eller som en samfundsgavnlig institution, der tjener den frie debat og idéudvikling. Den første forståelse vil lede til en relativt kompromisløs holdning overfor indgreb, mens den anden vil være mere tilbøjelig til at acceptere en afvejning af hensyn.
[redigér] Blasfemianmeldelser og -domme
- 19. januar 1938: Der fældes dom over en gruppe nazister, der har omdelt løbesedler, der tager Talmuden til indtægt for at legitimere jøders overgreb på ikke-jødiske piger.
- 21. oktober 1971: To programchefer fra DR frifindes for blasfemi. DR har vist en optagelse af Trilles sang "Øjet", der ifølge anklageskriftet tillægger Gud "en utilfredsstillet kønsdrift, der giver sig udtryk for beluring af kønsligt samvær, hvorved den kristne lære om Guds overmenneskelige egenskaber bespottes eller forhånes." Frifindelsen fandt, at sangen primært var et "polemisk indlæg" imod religiøs opdragelse og som sådan ikke tog sigte på at forhåne eller spotte. [2]
- 1973-89: Statsstøtten til Jens Jørgen Thorsens Jesus-film standses, men manuskriptet granskes for overtrædelser af blasfemiparagraffen. Thorsen får først udbetalt den lovede støtte i 1989. Der bliver aldrig anlagt sag. [3]
- 12. maj 2003: Næstformanden for det katolske menighedsråd i Vordingborg anmelder Kvickly for blasfemi, efter at supermarkedskæden har udbudt klip-klap-sandaler med motiver af Jesus og jomfru Maria på sålerne. [4]
- 5. december 2004: DR bliver politianmeldt for blasfemi og hetz efter at have vist Theo van Goghs kortfilm "Submission". Lisbeth Knudsen, DRs nyhedsdirektør, erklærer, at den eneste hensigt med at vise filmen er at "sætte debatten om ubegrænset eller begrænset ytringsfrihed ind i et perspektiv og gøre den konkret." [5]
- 30. september 2005: Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggør 12 tegninger af profeten Muhammed. 28. oktober bliver avisen anmeldt for blasfemi og racediskrimination. [6]
- 12. december 2005: Susanne Westh Larsen anmelder DR til politiet for "for at udsende dødstrusler og blasfemi mod kristne". Anledningen er udsendelsen "Stormslag" om et heavy metal-band af samme navn, hvis øvelokale, der hyppigt optræder i udsendelsen, er prydet med graffitien "Dræb de kristne". Westh Larsen får opbakning af organisationen KLM, Kirke & Medier. [7]
- Februar 2006: Rigsadvokaten i Danmark undersøger om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er blasfemi. [8]
[redigér] Eksterne henvisninger
[redigér] Refererede artikler
- Kampen om det frie ord af Kasper Krogh, Berlingske Tidende, 28. november 2004.
- Professor: Hvis blasfemi-paragraffen afskaffes vil islamofobi være legalt af Marie Sisse Sørensen, Berlingske Tidende, 14. december 2004.
- Trille, Thorsen og Theo af Jesper Krusell og Michael Bjerre, Berlingske Tidende, 28. november 2004.
- Præster i protest mod Jesussandaler, DR, 13. maj 2003.
- DR politianmeldt for hetz mod muslimer, DR, 5. december 2004.
- Jyllands-Posten anmeldt for racediskrimination, Politiken (Ritzau), 29. oktober 2005.
- DR politianmeldt for dødstrusler mod kristne af Stéphanie Surrugue, Politiken, 13. december 2005.
[redigér] Andre links
- Frihed til at lade være af professor Ole Wæver, Kristeligt Dagblad, 1. marts 2006
- http://www.islaminfo.dk/Leksikon.asp?PgID=279 - Blasfemi i Islaminfos leksikon
- http://www.islamstudie.dk/ret_straffe.blasfemi.htm - En islamisk juridisk mening om blasfemi