Valborgsaften
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Valborgs aften (den 30. april) er aftenen før Valborgs dag, som er opkaldt efter en tysk nonne, Waltpurgis, der døde i 779. På den aften våger man for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter, bl.a. ved at tænde bål på højene. Nogle steder brugte man også denne aften til at opstille majstangen, en høj mast, der var pyntet med kranse, frisk bøgeløv og farvede bånd, og som symboliserede sommerens frugtbarhed.
Traditionerne går tilbage til førkristen tid, hvor både de keltiske og de germanske folk fejrede overgangen mellem vinter og sommer på denne aften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark (og især i Jylland) mente man, at heksene red til Tromsø kirke – dvs. tæt på grænsen mod hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes ridt.
Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene egentlig ikke måtte tændes med almindelig ild, men med "vild" ild. Den kunne kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, før man lærte jernet at kende: nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord (dansk og norsk: "nødild", tysk: "nodfyr" eller "notfeuer", engelsk: "neidfire" eller "nedfire"). I det mellemsvenske område Dalarne er det endnu skik at springe gennem valborgs-bålet.
I Tyskland regner man med, at skikken kan stamme fra keltisk tid, hvor man tændte halvårsfesternes hellige bål på sammen måde. Man kan se, at romerkirken tidligt er blev opmærksom på denne form for hedenskab, for allerede på et kirkemøde år 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte "niedfeor" (notfeuer). Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik[1].
[redigér] Se også
- Hedenskab
- Frugtbarhedsgud
[redigér] Note
- ↑ Endnu i 1950'ernes Østjylland var valborgsbål mindst lige så almindelige som sankthansbål
