Vandplante

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Sådan er syn kan de fleste glæde sig over. Her ses Hvid Nøkkerose og Kæmpe-Star. Branddammen i Beder.

Det er egentlig lidt selvmodsigende at tale om vandplanter til brug under have- og parkforhold. De fleste ægte vandplanter lever nedsænket i vandet og er uinteressante, fordi de ikke ses oppe fra land. Derfor er det heller ikke vandplanter i almindelighed, man taler om, men bestemte grupper af dem. De interessante i denne forbindelse er følgende:

[redigér] Flydebladsplanter

Flydebladsplanterne har specialiseret sig til at leve på forholdsvis stor vanddybde. De klarer på én gang at have rødderne nede i bunden af vandhullet samtidig med, at de har bladene liggende på overfladen. Det giver nogle fordele, som har givet planterne stor succes i konkurrencen. Rødderne befinder sig dér, hvor indholdet af opløste gødningssalte er størst. Samtidig er bladene placeret dér, hvor adgangen til lys og CO₂ er mest rigelig. Og i tilgift er det meste af planten i direkte kontakt med vandet, sådan at der ikke opstår udtørringsproblemer. Dette beskriver de forhold, som planterne er nødt til at have opfyldt, for at de kan trives også i kunstigt anlagte vandhuller eller damme. Visse dværgformer kan klare sig ned til ca. 50 cm vanddybde, men meget mindre går det ikke at byde dem. Gode flydebladsplanter er f.eks.:

Frøbid (Hydrocharis morsus-ranae)
Gul Åkande (Nuphar lutea)
Hornnød (Trapa natans)
Krebseklo (Stratiotes aloides)
Nøkkerose (Nymphaea alba) (og de mange sorter i diverse farver)
Søblad (Nymphoides peltata)
Svømmende Vandaks (Potamogeton natans)
Vand-Pileurt (Polygonum amphibium)
Vand-Ranunkel (Ranunculus aquatilis)

[redigér] Rørsumpens planter

Planterne fra vandhullets bredzone er vel dem, som folk mest forbinder med ordet "vandplanter". De er synlige, de er livskraftige og de er - som regel da – lette at arbejde med. Nogle er tilmed så lette, at de bliver til aggressivt ukrudt. Blandt dem kan nævnes følgende:

Bredbladet Dunhammer (Typha latifolia)
Høj Sødgræs (Glyceria maxima)
Tagrør (Phragmites australis) (ofte - men fejlagtigt - kaldet "siv")

Disse planter bør man kun bruge under meget store forhold, hvor præget og plejeniveau'et skal give indtryk af oprindelig natur. Planterne her vil ikke blive omtalt nærmere, og man bør ofte finde andre arter til erstatning for dem selv i de tilfælde, hvor planlæggeren har foreskrevet netop dem.

Men når man ser bort fra disse aggressive undtagelser, er der rigtigt mange, smukke planter, som trives i rørsumpen. Dér har man på én og samme tid tilstrækkeligt med vand (måske nok en tørlægning, men aldrig udtørring), masser af lys og en velgødet jordbund. Planterne har egentlig kun ét problem, som de må klare for at trives i det lave, stillestående vand, og det er iltmanglen omkring rødderne. De fleste klarer det ved at have udviklet luftførende rør, som året rundt forsyner hele rodnettet med den nødvendige ilt.

Brudelys.

Planterne fra bredzonen i Søer, vandhuller og damme er tilpasset et liv med vanddybder mellem 0 og 50 cm. De kan overleve og endda trives fint med en årlig tørlægning, men jorden skal blive ved med at være våd hele sæsonen igennem. Hvis tørlægningen varer for længe er det også uheldigt, for så bliver området invaderet af mere effektive arter (læs: ukrudt). Det skal siges, at selv om den afgørende faktor, vanddybden, er et fælles krav, som alle rørsumpplanter stiller, så er mange af de andre faktorer uens. Lysmængden er ikke altid så stor, for de høje planter skygger ofte for de lave. Gødningskraften i vandet er heller ikke den samme, for den afhænger mest af, hvad der bliver tilført udefra (eller ovenfra). Og især surhedsgraden er meget forskellig . Gode rørsumpplanter er f.eks.:

Almindelig Fredløs (Lysimachia vulgaris)
Almindelig Mjødurt (Filipendula ulmaria)
Blåtop (Molinia caerulea)
Brudelys (Butomus umbellatus)
Bukkeblad (Menyanthes trifoliata)
Dusk-Fredløs (Lysimachia thyrsiflora)
Eng-Forglemmigej (Myosotis palustris)
Grenet Pindsvineknop (Sparganium erectum)
Gul Iris (Iris pseudacorus) - Flæg
Hjortetrøst (Eupatorium cannabinum)
Kærmysse (Calla palustris) - Vand-Kalla
Kalmus (Acorus calamus)
Kattehale (Lythrum salicaria)
Læge-Stokrose (Althaea officinalis)
Langbladet Ranunkel (Ranunculus lingua)
Pengebladet Fredløs (Lysimachia nummularia)
Rød Hjortetrøst (Eupatorium purpureum)
Sibiris Iris (Iris sibirica)
Smalbladet Dunhammer (Typha angustifolia)
Smalbladet Kæruld (Eriophorum angustifolium)
Vejbred-Skeblad (Alisma plantago-aquatica)

[redigér] Vådbundsplanter

Denne gruppe af planter står kun sjældent med "fødderne" i vand. Det kan godt ske, at der opstår oversvømmelser om foråret i forbindelse med snesmeltning, men resten af året er jorden kun våd eller i hvert fald fugtig. Planterne er tilpasset fuldt lys, og de har faktisk først kunnet brede sig, efter at vore forfædre (og -mødre!) fjernede den vegetation, som er naturlig på engarealerne. Alle vore enge med undtagelse af nogle strandenge har oprindeligt været ellesumpe, dækket af en tæt og skyggefuld bevoksning med Rød-el, Ask, Hæg, Tørst og Ribs. Vådbundsplanterne fandtes kun i den tid der gik mellem gamle træers forsvinden og nye træers etablering. De kunne også findes i kortvarige pionersamfund på nyopståede mudderbanker, øer eller stenbunker. Alt dette forklarer, hvorfor disse planter ikke tåler skygge, og også hvordan det kan gå til, at nogle (skyggende) arter kan fordrive andre (mere lyskrævende) arter. Tænk bare på de problemer det giver, når man vil frede orkidebiotoper.

Gode vådbundsplanter er f.eks.:

Almindelig Fredløs (Lysimachia vulgaris)
Almindelig Humle (Humulus lupulus)
Almindelig Mjødurt (Filipendula ulmaria)
Engblomme (Trollius europaeus)
Eng-Nellikerod (Geum rivale)
Gul Frøstjerne (Thalictrum flavum)
Hamp-Hjortetrøst (Eupatorium cannabinum)
Kattehale (Lythrum salicaria)
Kongebregne (Osmunda regalis)
Læge-Baldrian (Valeriana officinalis)
Læge-Kulsukker (Symphytum officinale)
Læge-Kvæsurt (Sanguisorba officinalis)
Langbladet Mynte (Mentha longifolia)
Mose-Bunke (Deschampsia caespitosa)
Nyse-Røllike (Achillea ptarmica)
Pengebladet Fredløs (Lysimachia nummularia)
Sump-Kællingetand (Lotus uliginosus)

[redigér] Engplanter

Engplanter er flerårige planter, der er knyttet til fugtige og sollyse vokseforhold. Engjorden er oftest meget humusrig, men det årlige høslæt efterfulgt af græsning gjorde den mindre kvælstofrig. Det betød, at græsserne fik ringere betingelser, mens de blomstrende, bredbladede stauder fik gode chancer. Det med lyset er dog nok den vigtigste betingelse at få opfyldt, så disse planter må ikke komme til at stå i skygge - heller ikke i skyggen af hinanden.

Gode eksempler på engplanter er f.eks.:

Almindelig Brunelle (Prunella vulgaris)
Almindelig Løvefod (Alchemilla vulgaris)
Draphavre (Arrhenatherum elatius)
Eng-Karse (Cardamine pratensis)
Eng-Storkenæb (Geranium pratense)
Jakobsstige (Polemonium caeruleum)
Krybende Læbeløs (Ajuga reptans)
Krybende Potentil (Potentilla reptans)
Kugle-Rapunsel (Phyteuma spicatum)
Langbladet Ærenpris (Veronica longifolia)
Læge-Galtetand (Stachys officinalis)
Sibirisk Iris (Iris sibirica)
Slangeurt (Polygonum bistorta)
Stor Stjerneskærm (Astrantia major)
Tormentil (Potentilla erecta)
Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi)
Tusindfryd (Bellis Perennis)

[redigér] Træer og buske

Når det er sagt, at vand- og sumpplanterne alle kræver fuldt lys, så skal det ikke glemmes, at træer og buske skam vokser ganske udmærket de samme steder. Der er ikke træagtige planter med flydeblade, men både Rød-El og Pil vil trives fint i rørsumpen, hvis de bare får lov til at etablere sig øverst i en tue af Kæmpe-Star (Carex pendula) eller Lyse-Siv (Juncus effusus). Begge slægter danner luftkanaler ud i rødderne ligesom rørsumpens urter, så de har intet imod at vokse samme sted. Faktisk vil alle rørsumpe med tiden gro til i Pil og - senere - El.