Aksel Larsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Aksel Larsen (5. august 1897 - 10. januar 1972) var en dansk politiker, oprindeligt socialdemokrat, blev kommunist i 1920, siden stifter af Socialistisk Folkeparti (SF) i 1958.
Aksel Larsen blev født i 1897 som søn af træskomager Lars Larsen og Ehrengott Larsen. Han voksede op i Odense i en børneflok på 9.
Han var det eneste af børnene der fik en realeksamen.
Måneden efter han fik sin realeksamen startede han som elev ved de Sydfyenske Jernbaner, hvor han efter endt uddannelse blev ansat som trafikassistent i april 1917. Det var åbenbart ikke det Aksel Larsen gad, så i maj 1918 flyttede han til København.
Han flyttede ind på et lille kvistværelse på Istedgade. Han tjente sine penge som cykelbud og meldte sig ind i Socialdemokratiet.
Aksel Larsen deltog i de voldsomme demonstrationer på Grønttorvet (nuværende Israels Plads) i november 1918. Han optrådte som folketaler i 1920 under Påskekrisen og blev efterhånden mere radikal i sine synspunkter. Imidlertid indgik Socialdemokraterne og De Samvirkende Fagforbund forlig og så blev det for meget for Aksel Larsen. Han meldte sig ud af partiet og meldte sig straks ind i det nystiftede Venstresocialistisk parti (som siden skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti, DKP).
9. oktober 1931 holdt Aksel Larsen sin berømte 'robådstale' fra robåden Rosa i Frederiksholms Kanal. Talen var rettet mod en gruppe kommunistiske demonstranter.
Ved Folketingsvalget i november 1932 kom Aksel Larsen ind, og blev senere samme år formand for partiet til trods for modstand fra Komintern.
Under besættelsen blev han, da Tyskland invaderede Sovjetunionen, efterlyst af Gestapo. 5. november 1942 blev han fanget og overført til tyske afdeling i Vestre Fængsel, hvor han blev afhørt i 17 timer - forhørsprotokollen fylder 83 sider. Hvor lidt eller hvor meget, Larsen fortalte, er uklart.
Larsen blev 28. august 1943 overført til særfængsel i koncentrationslejren Sachsenhausen. I april 1945 kom han med de Hvide Busser til Sverige, og vendte hjem til Danmark 5. maj om morgenen.
Efter opstanden i Ungarn i 1956 blev han og andre ledende kommunister ekskluderet 16. november 1958, efter kritik af kommunismen og Sovjetunionen.
Det blev til Socialistisk Folkeparti. 24. november 1958 anmeldte han SF i Folketinget og 15. februar 1959 holdt partiet stiftende kongres. Grundlaget skulle være en dansk demokratisk socialisme. Ved det følgende folketingsvalg blev SF valgt ind med 11 mandater og Kommunisterne røg ud. Aksel Larsen døde 10. januar 1972.
30. juni 2005 afsløredes det i en rapport om Danmark under den kolde krig udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier, at Aksel Larsen i perioden fra november 1958 til maj 1964 holdt en række møder med repræsentanter for vestlige, allierede myndigheder.
![]() |
Artiklen om politikeren Aksel Larsen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |