Barmenerklæringen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Barmenerklæringen er et teologisk bekendelsesskrift fra 30ernes Tyskland formuleret af Bekendelseskirken. Bekendelseskirken var en retning inden for den protestantiske kirke, der var i opposition til Tyske Kristne som var en nazi-inspireret kirkebevægelse. Bekendelseskirken opponerede imod nazismens stigende indflydelse i den tyske kirke, mod sammenblandingen af religion og politik, kirkens underlægning under statsmagten og kirkens accept af nazitidens raceideologi.
Barmenerklæringen blev udarbejdet på en kirkesynode i Wuppertal-Barmen i Ruhr-distriktet den 29.-31.maj 1934, hvor 150 præster og teologer deltog. Hovedaktørerne var blandt andre teologerne Karl Barth (1888-1966), der regnes for den dialektiske teologis fader og Martin Niemöller (1892-1984), der var en af Bekendelseskirkens stiftere. Erklæringen er unik i økumenisk forstand, da det er første gang siden reformationen, at der formuleres et bekendelsesskrift, der både fik opbakning blandt lutherske, reformerte og græsk-katolske kristne.
Under overskriften "Kirken skal forblive kirke" forsøgte synoden at formulere en bekendelse, der skulle samle kirken om det, den egentlig står for, nemlig nogle 'evangeliske sandheder' frem for tidens politisering. Erklæringen, der er bygget op som de oldkirkelige bekendelser, med et bibelcitat efterfulgt af en udlægning, nævner ikke nazismens eksplicit.
[redigér] Uddrag fra Barmenerklæringen
Barmenerklæringen indledes således:
"Som medlemmer af lutherske, reformerte og unerede kirker må og skal vi i fællesskab tale om denne sag. Netop fordi vi ønsker at være tro mod vores respektive bekendelser og ønsker at vedblive at være det, kan vi ikke tie, idet vi tror, at der i en tid, der er kendetegnet af en fælles nød og anfægtelse, er lagt os et fælles ord i munden."
"Vi forkaster den falske lære, at kirken ved siden af dette ene Guds Ord også skulle og kunne anerkende andre begivenheder og magter, skikkelser og sandheder om Guds åbenbaring."
[redigér] Perspektiver
Den præst, der nok er mest kendt for den kirkelige modstand mod Hitler og nazisme, var Dietrich Bonhoeffer (1906-1945). Han tilhørte Bekendelseskirkens radikale fløj og mente at Barmenerklæringen var for svag og kompromissøgende. Bonhoeffer blev arresteret i foråret 1943, og sat i fængsel indtil han blev hængt, kun 4 uger før 2. verdenskrigs afslutning i Europa.
Efter mordet på den danske præst Kaj Munk i 1944 blev Barmererklæringen taget op i dansk sammenhæng blandt andre af teologen og modstandsmanden Regin Prenter, der holdt på, at kirken altid måtte tale rettens sag.
