Dagmar (kejserinde af Rusland)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Prinsesse Dagmar i 1864

Kejserinde Dagmar og Alexander III i Danmark i 1893

Kejserinde Dagmars sarkofag i Roskilde Domkirke

Marie Sophie Frederikke Dagmar, prinsesse. Født som anden datter af Christian 9. og Louise af Hessen den 26. november 1847 i Det Gule Palæ tæt ved Amalienborg, død 13. oktober 1928.

Hun blev forlovet med Nikolai Alexandrovitsch. Da han døde i 1865 udtrykte han på sit dødsleje ønske om, at hun giftede sig med hans yngre bror Alexander Alexandrovitsch, (fra 1881 zar Alexander 3.) Hun giftede sig med Alexander i Vinterpaladset i St. Petersborg d. 9. november 1866. Ved ægteskabets indgåelse tildeltes hun navnet Maria Feodorovna (Rus.: Мария Фёдоровна), men blev internt i familien kaldt "Minnie". Blandt hendes børn var Ruslands sidste monark, Nikolaj II, som hun overlevede med 10 år.

Zaren døde 2. november 1894 i Livadia på Krim. Enkekejserinde Dagmar flygtede i 1919 på grund af den Russiske Revolution ombord på et britisk krigsskib fra Krim. Hun tilbragte sine sidste leveår på Hvidøre Slot ved Klampenborg.

Ved sin død i 1928 blev kejserinden stedt til hvile i en sarkofag i krypten under Christian IXs kapel i Roskilde Domkirke.

[redigér] Familie

Dagmar blev opkaldt efter sin fars moster Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel (1767–1852), dronning af Danmark. Kort efter hendes fødsel blev hendes far arving til den danske trone på grund af hendes mors ret til selvsamme. Hun blev født ind i et meget fattigt, fyrsteligt sidehus og blev døbt i den evangelisk-lutherske tro. 6 dage efter hendes bryllup blev hendes far konge af Danmark. På grund af hans børns alliancer med andre kongelige huse blev han kendt som "Europas svigerfar".

Det meste af hendes liv var hun kendt som Maria Feodorovna, et navn hun fik da hun konverterede til ortodokse tro, lige inden sit bryllup i 1866 med den fremtidige zar Alexander 3. Hendes familie kaldte hende dog ved hendes kælenavn, Minnie.

Dagmar var lillesøster til Alexandra, Edward VIIs dronning og mor til Georg V af Storbritannien, hvilket forklarer den store lighed mellem Nikolaj II og George V. Hendes bror var Vilhelm (Georg 1. af Grækenland).

[redigér] Forlovelse og bryllup

Dagmar og hendes søster Alexandra

Den tiltagende støtte til den slavofile ideologi i Rusland fik Alexander 2. af Rusland til at lede efter en brud til tronarvingen, Nikolai Alexandrovitsch, i andre lande end de små tyske fyrstendømmer, hvori man normalt fandt en brud til den kommende zar. I 1864 tog Nikolaj til Danmark, hvor han blev forlovet med Dagmar. Den 24. april, 1865 døde han af tuberkulose. Hans sidste ønske var, at Dagmar skulle gifte sig med hans yngre bror, den senere Alexander III.

Dagmar forlod København 1. september, 1866. H.C. Andersen var blandt dem, som flokkedes ved kajen for at tage afsked med hende.

Dagmar blev varmt modtaget i Kronstadt af Alexander 2. af Rusland og hele hans familie. Brylluppet blev holdt den 9. november.

Zar Alexander III og Dagmar fik fire sønner og to døtre:

Zar Nikolaj II (6. maj, 1868 - 17. juli, 1918).
Storhertug Alexander Alexandrovitsch af Rusland (7. juni, 1869 - 21. maj, 1870).
Storhertug George Alexandrovitsch af Rusland (6. maj, 1871 - 9. august, 1899).
Storhertuginde Xenia Alexandrovna af Rusland (6. april, 1875 - 20. april, 1960).
Storhertug Michael Alexandrovitsch (28. november, 1878 - c. 21. juni, 1918).
Storhertuginde Olga Alexandrovna af Rusland (13. juni, 1882 - 24. november, 1960).

[redigér] Voksne liv

Dagmar var køn og populær og blandede sig sjældent i politik og helligede i stedet sin tid til familien, velgørenhed og sine sociale gøremål. Den eneste undtagelse var hendes krigeriske indstilling overfor Tyskland på grund af dets anneksion af Hertugdømmerne i 1864.

Skønt monarkiet blev afskaffet ved revolutionen (1917), ville Dagmar i første omgang ikke forlade Rusland. Hun flygtede via Krim og Sortehavet til London. Georg V af Storbritannien sendte krigsskibet HMS Marlborough for at hente sin moster.

Først i 1919 efter ivrig tilskyndelse fra hendes søster Alexandra, tog hun modvilligt afsted. Efter et kort ophold i London vendte hun hjem til sit fødeland Danmark og valgte sit tidligere feriested Hvidøre som sit nye hjem. Selvom Alexandra aldrig behandlede sin søster dårligt, og de tit holdt ferie sammen i en fælles hytte i Storbritannien, følte Dagmar sig altid som nummer to.

Dagmars senere år blev overskygget af de mange dødsfald blandt hendes nærmeste familiemedlemer, også selvom hun nægtede at tro på massakren på hendes søn, svigerdatter og børnebørn. Hun ville ligeledes ikke tillade afholdelse af mindegudstjenester i sit hjem. Hendes breve til dem er næsten alle gået tabt; men i et af dem, som er bevaret, skriver hun til sin søn: "You know that my thoughts and prayers never leave you. I think of you day and night and sometimes feel so sick at heart that I believe I cannot bear it any longer. But God is merciful. He will give us strength for this terrible ordeal."

Efter en mindehøjtidlighed i den russisk ortodokse Alexander Nevsky kirke i København blev hun overført til Roskilde Domkirke.

[redigér] Genbegravelse

Dagmars kiste bliver hejst ombord på orlogsfartøjet Esbern Snare

Dagmars kiste overføres fra Roskilde Domkirke til rustvognen

Dagmars kiste ved den russisk ortodoske kirke, Alexander Nevsky Kirken, i København

I 2005, efter flere års overvejelser og forhandlinger, blev den danske og den russiske regering enige om at genbegrave kejserinde Dagmar i Sankt Petersborg. Begivenheden startede med en cememoni i Roskilde Domkirke den 23. september 2006. Efter en transport til Christiansborg, i København, i den samme rustvogn, som blev brugt ved Dronning Ingrids begravelse i 2000. Fra Christiansborg blev båren på hestetrukken rustvogn kørt gennem København via Amalienborg til Langeliniekajen, hvor båren blev overført til Støtteskibet Esbern Snare under Det danske kongehus' deltagelse. Da kisten var ombord, afgaves der salut (3x21 skud) fra Batteriet Sixtus på Nyholm, og Esbern Snare afsejlede mod Sankt Petersborg.

Ved passagen af finske Jussarö i Ekenäs skærgård kl. 12 den 25. september 2006 hædredes kejserinden i internationalt farvand med en salut fra minefartøjet Pohjanmaa.

Efter 3 dages transport fra Roskilde ankom Dagmar tirsdag den 26. september til Sankt Petersborg – på 140 årsdagen for hendes første ankomst til Rusland som prinsesse Dagmar. Kisten blev bragt i land og placeret i Alexander Nevski-kapellet i parken til Peterhof. Den 28. september blev kejserinden efter en ceremoni i Isaac Katedralen gravlagt ved siden af sin mand zar Alexander 3. i Peter og Paul Katedralen i Sankt Petersborg, 78 år efter sin død og 87 år efter hun forlod Rusland.