Egtvedpigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Egtvedpigen er et af de bedst bevarede fund fra bronzealderen, primært på grund af den velbevarede klædedragt, som har givet ny viden om Danmarks fortid.

For ca. 3.300 år siden blev en 16-18 årig pige lagt i en gravhøj ved Egtved, indsvøbt i kohud og dækket af et uldent tæppe. I en skål af birkebark havde hun fået en gæret frugtdrik, og hun havde en syl og et hårnet i en lille æske af lindebark.

Ved pigens fødder havde man lagt en tøjbylt med de brændte knogler af et 5-6 årigt barn, og ved pigens hovede lå desuden en lille æske af birkebark med mindre knogledele fra det samme barn.

Først i 1921 blev hun fundet. Det skete, da husmand Peter Platz ville fjerne de sidste rester af gravhøjen “Storhøj” ved Egtved, som lå på hans marker. Han stødte på den godt to meter lange egekiste, der skulle vise sig at indeholde Egtvedpigen. Storhøj havde tidligere været en anselig gravhøj, men i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var der efterhånden blevet gravet så meget væk, at den sidste del blev brugt til vinter­opbevaring af kartofler - indtil husmand Platz med sin skovl til sidst stødte på kisten. Han rejste i øvrigt selv en mindesten, som stadig kan ses ved gravhøjen.

Gravhøjen er i dag rekonstrueret, 22 meter i diameter og fire meter i højden, og i tilknytning til gravstedet er indrettet et lille museum med permanente udstillinger og skiftende aktiviteter.

Egtvedpigen, der i dag ligger på Nationalmuseet, omtales som et af Danmarkshistoriens bedst bevarede bronzealderfund, skønt pigens hud og kropsdele er helt borte. Alligevel er fundet unikt, for pigens klædedragt var meget velbevaret.

Den bestod af en kortærmet bluse, et snoreskørt og et vævet bælte, hvor en bronze-bælteplade med spiralmønstre var monteret. I bæltet sad desuden en kam af horn, og fødderne var omviklet med tøjstykker. På begge arme var en armring og hun havde en enkelt ørering i det ene øre.

Netop pigens klædedragt har givet anledning til megen diskussion og mange teorier, for den adskiller sig fra stort set alle andre fund fra tilsvarende tidsperioder.

Den normale kvindedragt i Egtvedpigens tid var praktisk, absolut tækkelig og indrettet til dagligt arbejde. Egtvedpigens tøj har ledt tankerne hen på både glædespige og slavinde - men i så fald havde man næppe ofret en gravhøj på hende, endsige ofret et barn. Undersøgelserne har vist, at barnet næppe kan have været Egtvedpigens eget, og man formoder derfor, at der er tale om et brændoffer.

Forfatteren Anni Brøgger har på det seneste suppleret de mere videnskabeligt baserede teorier om Egtvedpigen med sin helt egen version inspireret af en drøm. Hun har sandsynliggjort, at Egtvedpigen var en rituel sol- og frugtbarhedsdanser, som dansede til ære for solens livgivende stråler. Hendes teorier er i dag anerkendt og respekteret af Nationalmuseet, og Anni Brøgger optræder i øvrigt selv med et danseshow som Egtvedpigen.

Lige siden fundet har Egtvedpigen været genstand for videnskabelige undersøgelser, og Nationalmuseet har gennem årene påvist talrige interessante detaljer fra fundet. I 1990 blev der lavet en årringsdatering af hendes kiste som viste, at egetræet var blevet fældet i sommeren 1370 f.kr., og en dendrokronologisk aldersbestemmelse af egekisten har vist, at hun blev bisat år 1357 f.Kr. Drikken i hendes birkeskål har formentlig været fremstillet af hvede, tytte- eller tranebær, samt honning og porse. Desuden har en røllikeblomst, fastklemt mellem kiste og låg, afsløret at begravelsen har fundet sted om sommeren.

[redigér] Kilde/Eksterne henvisninger

• Billeder og yderligere info på: PDFnet., ingen copyright