Frankfurterskolen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Frankfurterskolen er en af de mest originale retninger indenfor marxistisk kultur- og samfundsteori i det 20. århundrede. Centralt i Frankfurterskolen står begrebet om Kritisk teori.

I den mest produktive fase, i 1930'erne og 1940'erne, udgjorde Frankfurterskolen en enestående kreds af samfundskritikere: foruden Max Horkheimer, kredsens ledende ideolog og samlingspunkt, bestod den af Theodor W. Adorno (filosofi, sociologi, æstetik), Herbert Marcuse (filosofi), Leo Löwenthal (litteratursociologi), Walter Benjamin (litteraturteori), Erich Fromm (psykoanalyse), Friedrich Pollock (økonomi), Henryk Grossmann (økonomi), K.A. Wittfogel (økonomisk historie), Franz Borkenau (historie), Otto Kirchheimer (retssociologi) og Franz Neumann (retssociologi).

Vigtigst blandt skolens senere repræsentanter fra 1960'erne til i dag er Jürgen Habermas (filosofi, videnskabsteori, sociologi), Oskar Negt (filosofi og politisk teori) og Axel Honneth (etik, sociologi).