Theodor W. Adorno

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Theodor Ludwig Wiesengrund Adorno (11. september 1903 i Frankfurt - 6. august 1969) var en tysk filosof, musikkritiker, æstetik-teoretiker og komponist.

Adornos filosofi er blandt de mest indflydelsesrige i det 20. århundrede, og tilhører den kritiske teori som dyrkedes af Frankfurterskolen. Hans tænkning er dialektisk og samfundskritisk, og kunsten (særligt musikken og litteraturen) står som et centralt stofområde, der fylder det meste af hans værk. Nazismen og holocaust er en vedvarende anstødssten for Adornos arbejde, og har præget Adorno afgørende i retning af pessimisme. Blandt hovedværkerne er Oplysningens dialektik, Minima moralia og Ästhetische Theorie.

Adorno har karakteriseret sig selv således: "Kunstner og musiker i udgangspunktet, men besjælet af en trang til at gøre regnskab over kunsten og dens mulighed i dag, i hvilken også det objektive melder sig - anelsen om utilstrækkeligheden af den naive, æstetiske forholden-sig i lyset af den samfundsmæssige tendens".

[redigér] Biografi

Hans far var en jødisk vinhandler (som dog havde konverteret til katolicismen) og hans mor var en sangerinde oprindeligt fra Italien som bar efternavnet Calvelli-Adorno.

Adorno studerede ved universitetet i Frankfurt fra en tidlig alder og afleverede en afhandling om Husserl i 1924. Det var også her han mødte og indledte sit mangeårige venskab med Max Horkheimer. I årene derefter studerede han komposition hos Alban Berg i Wien, men vendte tilbage til Frankfurt for at studere videre, da karrieren som komponist viste at være mere besværlig end først antaget.

Op gennem 1930'erne bliver det stadigt vanskeligere at være jødisk intellektuel under et nazistisk regime, og i 1934 flytter han til London og er tilknyttet Oxford Universitet]]. Inden da har han knyttet faglige og personlige venskaber med Walter Benjamin og Ernst Bloch. Han gifter sig med Gretel Adorno (tidl. Karplus) i London i 1937.