Jürgen Habermas

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Jürgen Habermas (tv.) under samtale med Kardinal Joseph Ratzinger (siden 2005 Pave Benedikt XVI) (2004)

Jürgen Habermas (født 18. juni 1929 i Düsseldorf) er en tysk filosof og sociolog indenfor traditionen for kritisk teori. Hans arbejde, som er blevet kaldt neo-marxistisk, spænder meget bredt over en række af emner. Det fokuserer på grundlæggelsen af social teori og epistemologi, analysen af det avancerede kapitalistiske, industrielle samfund samt demokrati og lovgivningen i en kontekst af kritisk social-evolution og nutidig (især tysk) politik.

Han er mest kendt for sit arbejde med begrebet den offentlige sfære. Han har udviklet et teoretisk system rettet mod undersøgelsen af argumentation, frigørelse og rationel-kritisk kommunikation indenfor moderne liberale institutioner og i de menneskelige muligheder for at kommunikere og forfølge rationelle interesser.

Han startede som elev af Theodor W. Adorno og bliver anset som den sidste store repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori.

[redigér] Teori

Habermas' teoridannelse har bidraget til en imponerende lang række af social teori og filosofi:

Den tyske filisofiske tanke fra Immanuel Kant, Friedrich Schelling, Georg Hegel, Wilhelm Dilthey, Edmund Husserl, og Hans-Georg Gadamer.
Den marxistiske tradition - både Karl Marx' teori ligeså vel som den kritiske neo-marxistiske teori fra Frankfurter Skolen (dvs. Max Horkheimer, Theodor Adorno, og Herbert Marcuse).
De sociologiske teorier af Max Weber, Émile Durkheim og George Herbert Mead.
Den lingvistiske filosofi og talehandlingsteori af Ludwig Wittgenstein, J.L. Austin og John Searle.
Den amerikanske pragmatiske tradition af Charles Sanders Peirce og John Dewey samt den sociologiske systemteori af Talcott Parsons og Niklas Luhmann.
Den neo-kantisistiske tankegang.

Habermas betragter udviklingen af teorien om kommunikativ rationalitet som sit vigtigste bidrag. Denne adskiller sig fra den rationalistiske tradition ved at placere rationalitet i strukturer af interpersonel lingvistisk kommunikation fremfor i strukturer indlejret i enten kosmos eller et vidende subjekt. Denne sociale teori understøtter bestræbelser på at opnå menneskelig frigørelse, mens den bibeholder en universalistisk moralsk ramme. Denne ramme hviler på en idé om universal pragmatik; at alle talehandlinger har et indbygget telos (det græske ord for 'formål' eller 'mål') om at opnå gensidig forståelse, og at mennesket besidder den nødvendige kommunikative kompetence for at opnåe denne gensidige forståelse. Habermas udviklede dels sin ramme på baggrund af talehandlingsteorien af Ludwig Wittgenstein, J. L. Austin og John Searle; dels på den sociologiske teori om konstruktionen af selvet i interaktionen af George Herbert Mead; dels på teorier om moralsk udvikling af Jean Piaget og Lawrence Kohlberg og dels på diskursetikken af sin Heidelberg-kollega Karl-Otto Apel.

[redigér] Litteratur

Hans senest udgivne bog:

Zwischen Naturalismus und Religion. Philosophische Aufsätze, Frankfurt a.M. 2005. ISBN 3-518-58447-2

Hans senest udkomne danske bøger:

Fornuft og religion. Sekulariseringens dialektik. Hovedland 2006. ISBN 87-7739-801-7
Demokrati og retsstat, Hans Reitzels Forlag 2005. ISBN 87-412-2367-5
Filosofi i terrorens tid - Samtaler med Giovanna Borradori, Informations forlag 2005. ISBN 87-7514-112-4

[redigér] Eksterne henvisninger

For en mere information se Jürgen Habermas-artiklen i den engelske wikipedia.
For en liste over mange af hans udgivne bøger se Jürgen Habermas-artiklen i den tyske wikipedia.