Frederik 2.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

**Frederik 2.**


Dansk konge:	1559-1588
Norsk konge:	1559-1588
Valgsprog:	Intet uden Gud
Efterfulgte	Christian 3.
Blev efterfulgt af:	Christian 4.
Fødselsdato:	1. juli 1534
Fødselssted:	Haderslevhus
Dødsdato:	4. april 1588
Dødssted:	Antvorskov Kloster
Begravet:	Roskilde Domkirke
Gift med:	Sophie af Mecklenburg
Børn:	Elisabeth (1573) Anna (1574) Christian (1577) Ulrik (1578) Augusta (1580) Hedevig (1581) Hans (1583)

Frederik 2. (1. juli 1534 - 4. april 1588), søn af (senere) kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg, blev født på Haderslevhus. Konge af Danmark og Norge 1559-1588 af den oldenborgske slægt. Efter faderens sejr i "Grevens Fejde" blev Frederik i 1536 valgt som tronfølger med titel af prins af Danmark. Da faren døde i 1559 underskrev Frederik håndfæstningen og satte sig på tronen.

Den 20. juli 1572 blev han viet til sin 15-årige kusine, Sophie af Mecklenburg, som var 23 år yngre, (1557 - 1631). Han havde været forelsket i adelsfrøkenen Anne Hardenberg. Men dels var Anne Hardenberg lovet væk til anden side, og dels fandt man ikke forbindelsen fyrstelig nok. I det 14 år lange ægteskab mellem Frederik 2. og Sophie blev født syv børn.

I 1559 erobrede han Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp. Ellers var de første år af hans regeringsperiode præget af et stort modsætningsforhold til Sverige. Frederik 2. magtede ikke at realisere sine militære planer under Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570. Frederik 2. havde regnet med, at han med sine tyske lejetropper hurtigt kunne vinde krigen mod svenskerne. Men på grund af dårligt organiseret forsyningssystem måtte man standse fremrykningen mod Stockholm og gå i vinterkvarter i Skåne. Året efter var det svenskerne, der havde initiativet, og de trængte ind i Norge flere steder og hærgede også i Halland og Blekinge. Hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån til at finansiere planerne om et angreb på Stockholm. Det blev en fuldstændig fiasko, og hæren måtte trække sig tilbage. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden. Til sidst så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin faders gamle uven, Peder Oxe. Peder Oxe mistede Christian 3.'s gunst i 1556 og blev tvunget til at tage ophold i udlandet. Ved Christian 3.'s død blev alle Peder Oxes ejendomme konfiskeret. Peder Oxe havde flere gange uden held forsøgt at blive taget til nåde igen, men nu fik han frit lejde og rejste til Danmark, hvor han blev forsonet med Frederik 2. Peder Oxe blev igen medlem af rigsrådet og fik Vordingborg Slot som len og sit konfiskerede gods tilbage. Året efter blev han udnævnt til rigshofmester og medvirkede i de følgende år til at bringe de danske statsfinanser på fode igen. Herefter var det i realiteten Rigsrådet med Peder Oxe i spidsen der styrede landet. Det lykkedes Peder Oxe at overtale adelen til at bære en større del af de økonomiske byrder, og han tredoblede Øresundstolden. Ved fredsslutningen i Stettin i 1570 var Danmark fortsat den mest magtfulde stat i Norden.

Efter krigen kastede kongen sig over slotsbyggeri. For at kontrollere sejladsen på Øresund og sikre indtægterne fra Øresundstolden byggede han 1574-84 Nordens stærkeste fæstning, Kronborg, fra indtægterne fra den forhøjede Øresundstold. Ved talrige mageskifter med adelen samledes krongodset, så det blev mere rentabelt - og kongen fik et sammenhængende jagtterræn. I 1560 mageskiftede Frederik sig til den nordsjællandske hovedgård Hillerødsholm, og han ombyggede gården til et slot, Frederiksborg.

Frederik 2. døde 54 år gammel på Antvorskov Kloster den 4. april 1588. I sin ligprædiken sagde præsten Anders Sørensen Vedel med rene ord, at kongens død måtte tilskrives et umådeholdent spiritusforbrug. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke.