Harald Andersen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Harald Andersen (25. februar 1917 – 29. januar 2005) var en dansk arkæolog, som grundlagde tidsskriftet Skalk.
Harald Andersen tog studentereksamen fra Akademisk Kursus i København og blev i 1941 knyttet til Nationalmuseet. Samtidig begyndte han arkælogiske studier hos Johannes Brøndsted, som netop var blevet professor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet. Andersen tog dog aldrig embedseksamen, men blev flittigt brugt ved flere udgravninger.
I 1950 blev Harald Andersen af P.V. Glob hentet til Forhistorisk Museum i Århus – der senere flyttede til herregården Moesgård og i dag hedder Moesgård Museum – hvor han skulle være museumsinspektør. I tiden her gennemførte han bl.a. de første udgravninger i Illerup Ådal. I 1957 begyndte han fra lokalerne på Forhistorisk Museum for Jysk Arkæologisk Selskab udgivelsen af tidsskriftet Skalk, der hurtigt opnåede store oplagstal. Da Skalk i 1966 gik fra 36.000 abonnenter til 48.000 (en stigning på 33%), forlod Harald Andersen Forhistorisk Museum og fik en lønnet fuldtidsstilling som redaktør på Skalk, der samtidig blev løsrevet fra Jysk Arkæologisk Selskab og nu blevet udgivet Wormianum, en selvejende institution stiftet af Skalk selv. Da Forhistorisk Museum flyttede til Moesgård, byggede Wormianum eget hus i Højbjerg, hvor Harald Andersen indrettede en lejlighed til sig selv på første sal. I 1978 blev der også indrettet et dendrokronologisk laboratorium i huset.
I 1996 stoppede Harald Andersen som redaktør på Skalk, men blev boende i lejligheden i Højbjerg.
[redigér] Litteratur
- Olaf Olsen: "Harald Andersen 1917-2005" i KUML 2005, ISBN 87-88415-39-2, s. 283-87