Hjertestop

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Hjertestop er betegnelsen for den tilstand, hvor blodcirkulationen i kroppen er standset idet hjertets pumpefunktion er ophørt. Hjertestop dækker over flere tilstande, bl.a. ventrikelflimmer hvor der ingen elektrisk styring er af muskelcellerne i hjertekamrene og de derfor trækker sig sammen uafhængigt af hinanden, asystoli hvor der slet ingen elektrisk aktivitet er i cellerne, pulsløs ventrikulær tachycardi hvor hjertekamrene pumper så hurtigt -og ude af takt med forkamrene- at de ikke fyldes ordentlig med blod, "pulsløs elektrisk aktivitet" (PEA) hvor den elektriske ledning i hjertet er normal, men cellerne reagerer af forskellige årsager ikke.

Konstatering af hjertestop sker ved manglende puls og manglende vejrtrækning.

Advarsel! Nedenstående er kun vejledende!

Ved mistanke om hjertestop ring omgående 1-1-2 og bed om ambulance!

- Læs også om lægelige forbehold og risikoforbehold.

[redigér] Følger

Hjertet har til opgave at pumpe blodet rundt til kroppens organer og sørger dermed for at transportere ilt til kroppen. Når blodcirkulationen standser får bl.a. hjernen ikke tilført ilt længere, hvilket vil resultere i bevidstløshed efter ca. 2 minutter. Efter yderligere 4-8 minutter vil hjernen begynde at tage skade - dog tilfælde med øjeblikkelig ekstrem nedkøling undtaget.

Såfremt der ikke ydes kunstigt åndedræt og hjertemassage (hjerte- lungeredning HLR) med det samme og herunder stød med defibrillator indenfor ca. 7-10 minutter viser forskning, at overlevelseschancerne falder med ca. 5-10 procentpoint per minut. Det er således af afgørende betydning, at der hurtigst muligt iværksættes behandling enten af lægmænd med almindelig førstehjælp eller avanceret behandling udført af ambulancepersonale eller læger.

[redigér] Behandling

Op til et hjertestop kan der opstå hjertekrampe. For at hindre krampen i at forårsage et hjertestop skal der omgående gives nitroglycerin, der udvider blodkarrene og dermed øger blodtilførslen.

Ved hjerteflimmer er der ingen styring af den elektriske aktivitet og det skal stødes på plads igen. Dette gøres ved et elektrisk stød fra en defibrillator.

Hvis hjertet er holdt op med at slå skal det "holdes igang" indtil der kan defibrilleres. Det foregår ved, at man efterligner vejrtrækningen (kunstigt åndedræt) og hjertets slag (hjertemassage): Der pustes luft ned i lungerne, som transporteres rundt af blodet i det man masserer hjertet.

Som konventionen er lige nu, gives to indblæsninger ("vejrtrækninger") og derefter 30 kompressioner (pump mod brystkassen). Tidligere brugte man 2/15, men man har efterfølgende fundet ud af at cirkulationen er vigtigere end åndedrættet forstået på den måde, at man ved en vejrtrækning ikke bruger alt ilten fra luften i lungerne på én gang. Lidt ligesom at holde vejret under vand. Ovenstående benyttes hvis ikke patienten er intuberet. I så tilfælde (der kun kan gøres af professionelt sundhedsfagligt personale) fortsættes med kontinuerlig hjertemassage og indblæsning.

Ved hjertemassage finder man det sted hvor de to kanter af ribbenene møder hinanden i midtlinien (solar plexus, ud for knogledelen processus xiphoideus), og herfra måler man så tre fingerbredder mod hovedet. Her placeres begge hænder ovenpå hinanden således at man bruger det nederste (det nærmest håndleddet) af håndfladen til at trykke med. Dermed overfører man bedst kraften fra de strakte arme ovenover. Brystkassen skal trykkes omkring 5 cm ned for at have gunstig virkning på hjertet. Man skal derfor ikke være bange for at bruge sine kræfter. En forholdsvis hyppig komplikation til hjertemassage er derfor brækkede ribben (især hos ældre mennesker, der har mindre elastiske knogler end yngre).

Ved hjertemassage skelnes der mellem udvendig hjertemassage (UHM) og indvendig hjertemassage (IHM). UHM er den mest udbredte metode og samtidig den mest kendte. IHM foregår kun på hospitaler, hvor en læge trykker direkte på hjertet.