Julian den Frafaldne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Julian den Frafaldne (gr. Apostata, egl. Flavius Claudius Julianus) (331 - 26. juni 363) var romersk kejser 361-363, og den sidste ikke-kristne kejser på den romerske trone.
Som nevø af Konstantin den Store overlevede Julian som dreng blodbadet efter dennes død i 337, som bragte bl.a. fætteren Constantius II til magten. Han voksede op som kristen under nøje overvågelse af fætterens spioner, men modtog en græskpræget opdragelse, som hemmeligt førte ham i antikristen retning, stærkt inspireret af nyplatonismen. I 354 udnævntes han til underkejser i Gallien i mangel af andres havelse og overraskede ved at vise glimrende evner som hærfører og administrator. Da Constantius i 361 ønskede hans hær beskåret med henblik på et felttog mod perserne, gjorde han oprør – efter sigende presset af soldaterne – men blev kejser uden kamp samme år, da fætteren døde.
I sin korte regeringstid udfoldede Julian en hektisk aktivitet for at nedbryde kristendommens stilling; han fratog den al statsstøtte og kejsergunst, afskedigede kristne embedsmænd osv., men synes at have afholdt sig fra voldelige overgreb. I stedet prøvede han – stort set uden held – at reformere de gamle religioner, paradoksalt nok efter kristne administrationsprincipper, og gjorde selv meget for at propagandere for nyplatonismen. I øvrigt gennemførte han flere sociale reformer og byggearbejder. I 362 drog han i krig mod perserne og her faldt han i et sejrrigt slag året efter. Med ham uddøde Konstantins slægt og forsøget på at standse kristendommen.
Julian efterlod sig flere satiriske og filosofiske skrifter, hvor han polemiserer mod kristendommen. Tilnavnet hentyder til, at han først officielt var kristen, før han "faldt fra" troen.
[redigér] Litteratur
Henrik Ibsen behandler Julians liv i sit drama Kejser og Galilæer (1873).
[redigér] Ekstern henvisning
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Efterfulgte: | Romerske kejsere | Efterfulgtes af: |
| Constantius II 337 - 361 |
Jovian 363 - 364 |
