Jyde
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jyder er betegnelsen for indbyggerne i Jylland.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Etnicitet
Ligesom der findes forskellige måder at afgrænse landskabet Jylland på, findes også forskellige definitioner af folkenavnet jyde. Efter dannelsen af Hertugdømmet Slesvig har ordet ikke indbefattet befolkningen syd for Kongeåen (slesvigerne eller sønderjyderne). Men den sønderjyske dialekt har dog mere til fælles med de nørrejyske dialekter end med dialekterne på øerne.
En særlig jysk identitet har der sandsynligvis også først været i de sidste par århundreder, idet jyderne har defineret og stadig i høj grad definerer sig i direkte modsætning til københavnerne (en betegnelse, der i Jylland kan indbefatte store dele af den sjællandske befolkning). Folkeopfattelsen tilskriver jyderne en bestemt karakter eller mentalitet (sendrægtighed, ordknaphed, forretningssans osv.). Forskellen er dog nok mere imellem land og by end imellem vest og øst.
[redigér] Engelske jyder
[redigér] Sagn
I den oldengelske tradition fortælles det, at jyderne sammen med anglere og saksere erobrede den tidligere romerske provins Britannien i det 5. århundrede. Disse jyder bosatte sig i landskabet Kent i det sydøstligste England og på øen Wight (Isle of Wight).
Nogle mener, at der egentlig er tale om det folk, der i de oldengelske kilder kaldes Geatas = gøter i svensk Götaland (på oldengelsk bliver g udtalt [j]); de to navne holdes dog adskilt i Beowulf, idet jyderne her hedder Eotenas. Andre mener, at der i virkeligheden er tale om et folk, Euten, der kom fra området ved Rhinens udmunding.
[redigér] Sprog
Det står i hvert fald fast, at de jyske dialekter ikke er beslægtet med engelsk, men med de andre nordiske dialekter. Den udbredte opfattelse om et særligt slægtskab mellem jysk og engelsk afvises af sprogvidenskaben. Så hvis de "jyder", der bosatte sig i Kent, kom fra Jylland, så har de enten oprindelig ikke talt angelsaksisk (vestgermansk), eller også er den jyske befolkning først efterfølgende gået over til at tale nordisk (nordgermansk).
I det omfang man overhovedet kan skelne i de tidligste runeindskrifter fra Jylland, ser sproget ud til at være nordgermansk. Guldhornsindskriften har således nordisk ek "jeg" (= jysk æ, a, nynorsk eg, islandsk ég) og ikke vestgermansk ik (= oldengelsk ic, engelsk I, tysk ich, nederlandsk ik). Øst for Lillebælt og i Sverige havde man den længere form eka (rigsdansk jeg, svensk jag med brydning).
