Ketef Hinnom
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ketef Hinnom ("Hinnoms skulder") er en gruppe af udhuggede gravhuler i Jerusalem, tæt ved Hinnom dalen. Den mest spektakulære opdagelse fra stedet er to små sølvplader, der var rullet sammen som små skriftruller og forsynet med indskriptioner. De to plader blev fundet i 1979 under udgravninger ledet af den israelske arkæolog Gabriel Barkay og benævnes ofte Ketef Hinnom I og II.
I udrullet tilstand måler pladerne 27 gange 97 mm (I) og 11 gange 39,2 mm (II). Det var dog først i 1983, at man fik rullet sølvpladerne op, og opdagede inskriptionerne. Inskriptionerne indeholder bl.a. den aronitiske velsignelse fra 4 Mos 6,24-26:
- Herren velsigne dig og bevare dig,Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
Da man ud fra placering i fundlaget og skrifttypen (ved hjælp af palæografi) mener at kunne datere sølvpladerne til 650-600 f.Kr., er inskriptionerne den ældste kendte eksempel på en tekst fra Det Gamle Testamente (den jødiske Tanakh). De har formodentlig været brugt som en slags amuletter.
Dateringen blev dog kritiseret efter at Barkay i 1989 (på hebraisk) og 1992 (på engelsk) offentliggjorde resultaterne af de første undersøgelser af pladerne. Senere undersøgelser af de svært læselige inskriptioner ser dog ud til at bekræfte den oprindelige datering.
[redigér] Litteratur
- Gabriel Barkay: "The Priestly Benediction of the Ketef Hinnom Plaques" i Tel Aviv 19 (1992), s. 139-192
- Erik Waaler: "Sølvamulettene fra Ketef Hinnom" i Tidsskrift for Teologi og Kirke 4/99 (1999), s. 267-274.
- Erik Waaler: "A Revised Date for Pentateuchal Texts? Evidence from Ketef Hinnom" i Tyndale Bulletin 53:1 (2002), s. 29-54
- Gabriel Barkay, Marilyn J. Lundberg, Andrew G. Vaughn, Bruce Zuckerman og Kenneth Zuckerman: "The Challenges of Ketef Hinnom. Using Advanced Technologies to Reclaim the Earliest Biblical Texts and their Context" i Near Eastern Archaeology 66:4 (2003), s. 162-171
- Gabriel Barkay, Marilyn J. Lundberg, Andrew G. Vaughn og Bruce Zuckerman: "The Amulets from Ketef Hinnom: A New Edition and Evaluation" i Bulletin of the American Schools of Oriental Research 334 (maj 2004), s. 41-71
[redigér] Eksterne henvisninger
- Velsignelsen i sølv - artikel fra tidsskriftet TEL
- Solving a Riddle Written in Silver - artikel fra The New York Times fra 28. september 2004. Indeholder billeder.
Kategorier: Arkæologi | Israel | Jødedom | Antikken