Kommunisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

En del af serien af politiske ideologier om
Kommunisme

Kommunismens historie

Skoler indenfor kommunismen
Marxisme · Leninisme
Venstrekommunisme
Trotskisme · Autonom marxisme
Eurokommunisme
Rådskommunisme
Anarko-kommunisme
Luxemburgisme

Politiske partier
Kommunisternes Forbund
International Communist Current
Fjerde Internationale

Relaterede artikler
Socialisme · Kapitalisme
Planøkonomi · Den Kolde Krig
Historisk materialisme
Marxistisk filosofi
Venstrekommunisme
Demokratisk centralisme
Sovietdemokrati
NEP
Antikommunisme

Betydningsfulde kommunister
Karl Marx · Friedrich Engels
Vladimir Lenin · Lev Trotskij
Rosa Luxemburg · Anton Pannekoek
Antonio Gramsci · Antonio Negri
Amadeo Bordiga · Che Guevara
Herman Gorter · Georg Lukács
Karl Korsch · Mansoor Hekmat

Kommunismeportalen

Denne boks: se • diskutér • ret

Politiske ideologier En del af serien om politik
Anarkisme
Fascisme
Feminisme
Grøn ideologi
Islamisme
Kommunisme
Kommunitarisme
Konservatisme
Kristendemokrati
Liberalisme
Libertarianisme
Marxisme
Nationalisme
Socialdemokratisme
Socialisme
Zionisme

Kommunisme er en politisk ideologi, der hævder at bygge på videnskabeligt grundlag, populariseret af Karl Marx i værket det Kommunistiske Manifest. Kommunisme omfatter bl.a. afskaffelse af privat ejendomsret til produktionsmidler.

En kendt parole, der i grove træk beskriver idegrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov". Kommunismen beskriver således et idealsamfund, hvor alle mennesker yder efter bedste evne og frit tillader andre at nyde af deres arbejdsindsats via delte/fællesejede goder.

Kommunisme er en revolutionær ideologi på grund af dens kritik af kapitalismen som et værktøj til undertrykkelse af arbejderklassen. Kommunisme er i sin grundvold syndikalistisk, og teorien forudsiger, at staten med tiden vil "visne hen", når de fleste af et givent samfunds medlemmer er blevet kommunister (jf. det kommunistiske menneske). Ingen af de såkaldt socialistiske stater i det 20. århundrede hævdede at været nået frem til kommunismen.

[redigér] Kritik

Kommunismen kritiseres bl.a. for at være grundlæggende i uoverensstemmelse med den menneskelige natur, bl.a. omkring ejerskabsforhold. Det antages af nogle, at det er en naturlig og automatisk proces, at et menneske tilegner sig ejendom (jordarealer/territorium eller fysiske ejendele). Skulle et kommunistisk samfund realiseres, ville dets grundteser således være i strid med det basale menneskelige behov for ejendom. Spørgsmålet er dog, om behovet for konkurrence eller behovet for samarbejde er vigtigst for mennesker (og andre biologiske arter). Den russiske tænker og naturvidenskabsmand Peter Kropotkin pegede i bogen Mutual Aid på, at alle organismer udvikler sig gennem gensidig hjælp. Disse tanker er i nyere tid videreudviklet af den amerikanske biolog Lynn Margulis, der peger på, at alle flercellede organismer er udviklet gennem samarbejde mellem oprindelige, éncellede væsener.

Kommunismen kritiseres også for sine negative samfundsøkonomiske konsekvenser, da man ved at fratage kapitalisterne frugten af deres investeringer angivelig vil fjerne incitamentet til at udføre det arbejde, der fører til udbyttet/overskuddet. Ud fra denne synsvinkel vil indførelsen af kommunismen nulstille den velstand, som den vestlige verden nyder i dag. Dette synspunkt kan tilsyneladende støttes af de såkaldt socialistiske staters kollaps omkring 1990 efter en langvarig stagnationsperiode, men modsiges af de store økonomiske fremskridt, der tidligere fandt sted i de socialistiske lande. Samtidig kunne de socialistiske lande opnå forbløffende resultater inden for sundhedsvæsen (dødeligheden i Kina blev halveret fra 1949 til 1957, mens den fortsat var lige høj i Indien), undervisning, teknologi, rumfart og kultur.

Både støtte til kommunismen og kritik af den bygger på ubeviste forudsætninger. I bund og grund forudsætter støtte til kommunismen en tro på, at menneskene er gode og gerne vil dele med hinanden eller i det mindste på, at menneskene er rationelle og kan indse, hvad der tjener flertallets interesser. Kritikken bygger som vist ovenfor på forudsætningen om, at mennesket rummer en medfødt besiddelsestrang, eller på den forudsætning, at mennesker kun vil bestille noget, hvis de har økonomisk fordel af det.

Man kan påstå, som de tjekkiske systemkritikere gjorde i 1968, at kommunismen var et socialt eksperiment i fuld skala, eller som andre kritikere, der peger på, at de socialistiske lande stivnede i bureaukrati, manglende deltagelse i politiske processer og nepotisme, hvorefter det blev let for en gruppe partipampere og topfunktionærer at genindføre kapitalismen. Mange socialistiske tænkere i dag mener, at socialismen og kommunismen må opfattes som ledestjerner snarere end som fuldt realiserbare samfund - at det er bevægelsen frem mod de definerede mål, der er vigtig, snarere end forsøg på at indføre en statsorden, der vil gennemtvinge en grundlæggende forandring her og nu.

Sammen med den realiserede nazisme opfattes forsøgene på at virkeliggøre kommunismen af mange som historiens største rædselsregimer, særligt på grund af millioner af myrdede i sagens tjeneste. På trods af traditionel militær logik udryddede man i Kina, USSR og til dels Østeuropa store dele af den befolkning, som forsynede samfundet. 20 millioner bønder blev myrdet under Stalins regime.

Som gennemsnitstal fra hovedkilder opregnes Kommunismen at være ansvarlig for 81 millioner myrdede (ikke medregnet krigsofre). Efter samme metode opregnes Nazismen at være ansvarlig for 15.5 millioner døde. Det 20. århundrede er således det blodigste nogensinde. (Kilde: http://users.erols.com/mwhite28/warstat8.htm og http://users.erols.com/mwhite28/warstat1.htm#Hitler)