Krumtapaksel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Krumtapakselen er den aksel som stemplerne i en forbrændingsmotor, f.eks. en almindelig bilmotor, er forbundet til.
Krumtapakslens opgave er at konvertere energien fra stemplernes vertikale bevægelser til en roterende energi. Hvert stempel er koblet på et "led", som er forskudt i forhold til akslens centerlinie. "Leddene" er forskudt i forhold til hinanden og tilsammen centreret om selve akslens midte.
I en bilmotor er krumtapakslen normalt forbundet med remskiver til drivremme i den ene ende og et svinghjul i den anden ende. På svinghjulet er koblingen monteret, og herfra leverer krumtapakslen energien videre til gearkassen, som overfører drivkraften til bilens hjul via differentialet.
I stempelmaskiner kan en krumtapaksel erstattes af svingplademekanik - og omvendt.