Mao Zedong

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes.

Mao Zedong under Kulturrevolutionen

Mao Zedong er et kinesisk navn; efternavnet/familienavnet er Mao.

Mao Zedong (Mao Tse-Tung) (26. december 1893 i Shaoshan, Hunan - 9. september 1976), bondesøn, lærer og formand for Kinas Kommunistparti fra 1935 og præsident i Folkerepublikken Kina fra 1. oktober 1949 indtil sin død.

Mao var i 1921 medstifter af det politiske parti Kommunistpartiet som han blev leder for under Den Lange March i 1930'erne. Mao havde sin egen særlige fortolkning af socialismen, dette kom også tydeligt til syne senere, da han fik samarbejdsproblemer med Sovjetunionen, og han kom til at danne en helt ny socialistisk ideologi, nemlig Maoismen.

Under hans ledelse, blev partiet det herskende i fastlands-Kina, som følge af dets sejr i den kinesiske borgerkrig og grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina i 1949. I Folkerepublikken Kina får Mao æren for at have skabt et (næsten) forenet Kina uden udenlandsk indflydelse for første gang siden opiumskrigene. Samtidig er han kritiseret for sin katastrofale politik, ikke mindst på det økonomiske område, og for sit brutale voldsstyre og organiserede ødelæggelse af kinesisk kultur. Mao er nogen gange refereret til som "de fire store": store lærer, store leder, store øverstkommanderende og store styrmand, (伟大导师，伟大领袖，伟大统帅，伟大舵手) . Kaldenavnet formand Mao var det som blev bedst kendt i Vesten.

Mao styrede Kina med hård hånd. Han blev så at sige den drivende kraft i mange kinesiske anliggender og afgørelser.

[redigér] Kritik af Mao

Al opposition både i og udenfor partiet blev effektivt udrenset. Pga. Mao's manglende forståelse for økonomi og hans enevældige magt, gik Kina under hans ledelse fra den ene økonomiske katastrofe til den anden. Hans 5-årsplaner og det såkaldte supermagtsprogram lagde beslag på enorme ressourcer i det i forvejen fattige land. Ligesom Stalin eksporterede Mao fødevarer til udlandet i store mængder, mens Kina's befolkning sultede ihjel. Således døde omkring 70 millioner mennesker i Mao's 27-årige regeringstid - en periode hvor Kina netop ikke var involveret i større ydre krige (men kun mindre grænsekonflikter med Rusland). Mao var historiens største massemorder, og det var hans eget folk, han slog ihjel.De vanvittige økonomiske projekter sammenholdt med Mao's paranoide optræden førte jævnligt til udrensninger, der ofte ramte højtuddannede og partispidser. Det betød, at de der overlevede enten var Mao's lydige slaver eller unge partimedlemmer, der øjnede en chance for hurtigt avancement ved at rense ud i de gamle kadrer. Uddannelses- og sundhedsvæsent led også under Mao's vanvittige økonomiske prioteringer, og i lange perioder havde skolerne intet undervisningsmateriale og hospitalerne ingen medicin overhovedet. Mao vidste udemærket hvilket konsekvenser hans politik havde for den almindelige kineser, men var fuldstændig ligeglad. Faktisk gav han ved talrige lejligheder udtryk for, at han ønskede en atomkrig med USA, selvom det ville resultere i hundrede af millioner døde kinesere!

Meget af den taknemmelighed kineserne idag har overfor Mao, skyldes propagandaens styrke. De mørke sider ved hans styre, tales der ikke om, da kommunistpartiet stadig er ved magten. De nye generationer får intet at vide om den virkelige historie, men får den officielle og meget lidt sande version ind med modermælken. Dog hører man ofte blandt kinesere formuleringen, at "Mao var 70% ond og 30% god". Og kulturelt (jf. kungtfutse) vil Maos rolle som "rød kejser" og ubestridt magtcentrum give Mao en del points, uanset hans mange fejltrin og uendelige grusomheder.

Til trods for den overnævnte kritik, er Mao fortsat meget populær i Kina. Man husker at der under hans ledelse blev i gang sat en række velfærdstiltag, som blandt andet gratis skolegang, gratis sundhedsvæsen og garanteret arbejde. Fattigdommen gik ned, den udbredte analfabetisme blev på kort tid kraftig reduceret, og levealderen steg.

Mao krediteres som manden bag stiftelsen, udbredelsen og etableringen af Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Hvilket er ret tvivlsomt da han først blev dominerende leder i afslutningen af den lange march.

Blandt Maos vigtigste politiske resultater kan nævnes "Lad 100 blomster blomstre"-kampagnen fra 1957, Det store spring fremad - ligeledes fra 1957 samt Kulturrevolutionen fra 1966-76.

[redigér] Citater

"Politik er krig uden blodudgydelser, men krig er politik med blodudgydelser"

[redigér] Udgivelser

Mao er forfatteren til Citater fra formand Mao Zedong, der i vesten er kendt som Maos lille røde og som i kina under kulturrevolution var kendt som Den røde værdifulde bog. Bogen er en samling af uddrag af artikler og taler redigeret af Lin Biao og ordnet efter emne. Mao skrev flere andre filosofiske afhandlinger både før og efter han kom til magten.

Disse har følgende titler:

- "Guerillakrig og politisk strategi." Forlaget Jørgen Paludans Forlag. En samling af Maos taler og skrifter.

- "Den lange march." Forlaget Gyldendal. Hvilket er en digtsamling.

- "Udvalgte skrifter." Forlaget Demos.

Kilder: Jung Chang og Jon Halliday: Mao - den ukendte historie. Forlaget Rosinante, 2005