Næbdyr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Næbdyret (latin Ornithorhynchus anatinus) også kaldet Platypus er et pattedyr. Dyret ligner en besynderlig krydsning mellem en bæver, et krybdyr og en and og forskerne havde i mange år store problemer med at få dyret placeret i den rigtige orden. Dyret lever ved østkysten af Australien og på Tasmanien, det tilhører kloakdyrene (Monotremata).

Kloakdyrene og dermed næbdyret har mange krybdyrlignende træk, først og fremmest det, der har givet navn til ordenen - kloakken. I modsætning til pattedyrene har kloakdyr kun en enkelt åbning bagi til afføring, urin og kønsåbning. Dyrene lægger æg, der mest ligner krybdyræg med en blød læderagtig skal. Næbdyret har herudover endnu et krybdyrlignende træk - en ekstra skulderknogle.

Men næbdyret har også pattedyrlignende træk: Det mest iøjnefaldende er pelsen. Dyrets øreknogler består af tre dele, stigbøjlen, ambolten og hammeren, ligesom hos andre pattedyr. Næbdyrets underkæbe er også en stor sammenvokset knogle som er et pattedyrkarakteristikum. Herudover har kloakdyrene og dermed næbdyret mælkekirtler til die af ungerne, og de kan regulere deres kropstemperatur.

Næbdyrets nærmeste nulevende slægtning er myrepindsvinet, der findes som to slægter, langnæbbet og kortnæbbet. De lever henholdsvis på Ny Guinea og over det meste af Australien.

Næbdyrets næb består af en enkelt knogle i overkæben, der har udviklet sig til en perfekt adaption til dyrets levevis. Næbdyret lever ved floder og vandløb, hvor det søger efter føde på mudderbunden og bygger sin hule i skrænter. Næbbet er dækket af en meget følsom hud og er herudover udstyret med en elektrisk sans, der kan registrere føde: krebsdyr, orme, insekter og snegle i mudderet.

Hannerne har en giftklo på hvert bagben, der bruges i kamp mod andre hanner. I lang tid troede man at næbdyret dermed var det eneste egentlige giftige pattedyr.

Næbdyret har kun mælketænder i fosterstadiet, men de forsvinder hurtigt og bliver erstattet af hornplader. Kun en enkelt næbtand har dyret til hjælp ved klækningen og den forsvinder også igen.

[redigér] Kilder/Referencer

En opgave (Næbdyr og myrepindsvin) i faget Evolutionsbiologi (BB39) på Odense Universitet, 1996, baseret på følgende kilder:

• J. D. Retief, RJ. Winkstein, and G.H. Dixon. Evolution of the monotremes - the sequences of the protamine p1 genes of platypus and echidna. European Journal of Biochemistry, 218(1):457-461, 1993.
• T.S. Kemp. Mammal-like Reptiles and the Origin of Mammals. Academic Press, 1982.
• M. Westerman and D. Edwards. The divergence between echidna (monotremata: tachyglosssidae) and platypus (monotremata: ornithor­hyncus) - new data from dna-studies. Aust. Mammal., 14(1-2):115-120, 1991.
• P. D. Miller and R S. Seymor. The echidna. Scientific American, 264(2):80-87, 1991.
• M. Griffiths, RT. Wells, and D.J. Barrie. Observations on the skulls of fossil and extant echidnas (monotremata: tachyglosssidae). A ust. M am­mal., 14(1-2):87-101, 1991.
• N.S. Pledge. Giant echidnas in south australia. South Autr. Nat., 55(2):27-30, 1980.
• W.P. Luckel and U. Zeller. Developmental evidence for dental homologies in the monotremes ornithorhyncus and its systematic implications. Z. Saeugertierkd., 54(4):193-204, 1989.
• S.J. Gould. To be a platypus. Natural. Hist. N.Y., 94(8):10-15, 1985.
• R Pascual, M. Archer, E. Ortiz Jaurequizar, J.L. Prado, H. Godthelp, and S.J. Hand. The first non-australian monotreme: An early pale­ocene south american platypus (monotremata ornithorhyncidae). In M.L. Augee, editor, Platypus and Echidnas, volume i-ii. The Royal Zo­ological Society of New South Wales, Mosman, New South Wales, 1992.
• T. Thwaites. Duck-billed platypus had a south-american cousin. New Scientist, 131(iss. 1783):13,1991.
• M. Archer, P. Murray, S. Hand, and H. Godthelp. Reconsideration of monotreme relationship based on the skull and dentition of the .miocene obdurodon dicksoni. pages 75-94. Springer Verlag, 1993.
• N.N. Early mammal phylogenetic systematics (kap. 10). Springer Verlag, 1993.
• Ulla Kowstrup. Australiens biologi og samtid. Munksgaard, 1986.