Ockhams ragekniv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ockhams ragekniv eller Occams ragekniv er et filosofisk princip, der har navn efter William af Ockham.

Princippet findes i to versioner, den ene siger, at hvis der er to mulige forklaringer på samme fænomen er den simpleste at fortrække, den anden siger, at hvis der er to forklaringer til samme fænomen, der kun adskiller sig ved, at den ene har færre antagelser, kan man ikke bruge fænomenet til at underbygge de ekstra antagelser. Forskellen på de to versioner er, at den første kan bruges til at vurdere helt uafhængige forklaringer, men er svagere i den forstand, at flere observationer senere kan vise, at det var den mindre simple forklaring, der var den rigtige. Den anden version udtaler sig kun om hvorvidt bestemte observationer underbygger bestemte antagelser.

[redigér] Eksempler

[redigér] Første eksempel

Det har stormet, og det observeres efter stormen, at det er et træ, der er væltet. Der opstilles nu tre forklaringsmodeller:

1. Stormen har væltet træet
2. Træet blev væltet af 100 meter høje rumvæsener
3. Stormen har væltet træet, og Gud sendte stormen

I valget mellem forklaring 1. og 2. siger den første version af ragekniven, at 1. er at fortrække, da den er simplere, mens den anden version ikke kan bruges til at sammenligne de to forklaringer, da de ikke har noget til fælles.

I valget mellem 1. og 3. siger den første version, at forklaring 1. er at fortrække, da den er simplere, mens den anden version siger, at det væltede træ ikke kan bruges til at underbygge guds eksistens. Hvis der senere kommer flere oplysninger, der underbygger guds eksistens, vil den første versions konklusion vise sig at have været forkert, hvorimod den anden kun udtaler sig om, hvorvidt træets fald underbygger gud eksistens.

[redigér] Andet eksempel

Vi har tre forklaringer på hvordan og hvorfor ting opfører sig som de gør under påvirkning af kræfter:

1. Newtons love
2. Einsteins relativitetsteori
3. Lorentz' teori om, at længde trækker sig sammen og tid udvider sig, når det bevæger sig gennem æter

Før man opdagede relativistiske afvigelser fra Newtons love, foreskrev den første version af ragekniven, at man fortrak 1., da den er simplere, mens den anden version sagde, at man ikke kunne bruge tings bevægelser til at underbygge, at lysets hastighed var konstant (grundantagelserne i den specielle relativitetsteori er, at Newtons love gælder ved lave hastigheder, samt at lysets hastighed er den samme i alle inertialsystemer), eller at æteren eksisterede.

Da man havde opdaget de relativistiske afvigelser, er Newtons love ikke længere nogen tilstrækkelig forklaring, da den ikke forklarer alle observationer. Den første version siger nu, at 2. er at fortrække for 3., da det er simplere ikke at have en æter, den anden version siger, at vi ikke kan bruge de relativistikse afvigelser fra Newtons love til at underbygge eksistensen af en æter.