Ofring i romersk religion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ofring (latin: sacrificium, "helliggøre") var i romersk religion et fremtrædende element, og blev ofte benyttet i rituelle sammenhænge. Pligten til at udveksle gaver med guderne gennem offerritualer indgik i trosforestillingen om ius divinum (hellig lov), som var en udbredt i romersk kultur. En korrekt ofring var derfor vigtig for at sikre at pagten, pax deorum (fred med guderne), mellem mennesker og guder blev opretholdt, og så længe den hellige lov blev overholdt guderne fortsat ville sørge for samfundets lykke og fremgang.

Indholdsfortegnelse 1 Praksis 1.1 Offentlige offerritualer 1.2 Private offerritualer 2 Se også 3 Noter 4 Litteratur

[redigér] Praksis

Offergaverne blev kaldt hostia eller victima og bestod i langt de fleste tilfælde af madvarer, enten dyr, frugt, kager eller vin. Dele af offergaverne blev brændt på et alter, mens resterne blev spist af ritualdeltagerne. Selve ceremonien blev ledet af en præst, mens assistenter i reglen tog sig af de praktiske gerninger. Præstens primære opgave var at overvåge hele ceremonien så den fulgte alle forskrifter, hvis den ikke gjorde det, betød det et brud på den hellige lov og freden med guderne kunne blive bragt i fare.^[1]

Plinius den Ældre beretter i Naturalis Historia hvordan bøn og musik altid ledsagede offer-handlinger. Han skriver at, uden bøn vil man intet opnå af en ofring, da bønnen, som Plinius forklarer, er den eneste både hvorpå mennesket kan henvende sig til guderne på. Disse bønner havde en helt fast form, og blev under ceremonien læst op fra et manuskript, det skulle sikre at intet blev glemt eller udeladt. Desuden var musikledsagelse vigtig, da alle former for forstyrrelser udefra kunne blive overdøvet, det mest almindelige var en fløjtespiller.^[2]

Romerne skelnede skarpt mellem de ritualer som hørte til i det offentlige rum og dem som hørte til det private. De offentlige blev varetaget af særlige præsteskaber, som hver havde ansvaret for en kult eller religiøs fest. I den private husstand blev offerhandlingerne ledet af pater familias (husfaderen), han repræsenterede alle de personer, som tilhørte den pågældende husstand, både overfor øvrigheden og guderne.

[redigér] Offentlige offerritualer

Ofring i det offentlige rum fandt sted enten i forbindelse med de religiøse højtider eller i krisesituationer, hvor statens sikkerhed kunne stå på spil. Her var de foretrukne offergaver dyr såsom kvæg, grise, geder eller får, mog i sær i ældre tid endog mennesker^[3]. De guddomme, ritualerne var rettet imod var statsguderne såsom Jupiter, Mars, Vesta osv. Offerhandlinger i statskulten fandt normalt sted i et tempel, indviet til den gud, der skulle modtage ofret.

Grækeren Dionysius beskrev en romersk ofring som meget lig den græske; deltagerne skulle først vaske deres hænder, og rensede derefter ofret med rent vand og frugt. assistenterne slog nu dyret ihjel med en kølle og skar det op med en kniv, fjernede indvoldene. Herefter blev et stykke af hver legemsdel skar fra, strøet med speltmel og brændt på et alter mens stykkerne blev overhældt med vin. Resten af kødet blev tilberedt og spist.^[4]

[redigér] Private offerritualer

I husstanden ofrede man til de mindre guddomme, der var tilknyttet hjemmet, det var slægtens genius, larerne, penaterne, di manes o.lign. Her blev ceremonien ledet af pater familias og offergaverne bestod kun i sjældne tilfælde af dyr, men snarere af frugt, kager og vin. Et romersk hus var udstyret med sit eget alter, og alle religiøse handlinger relateret til huset og slægten blev udført her.

[redigér] Se også

• Ofring
• Romersk religion

[redigér] Noter

1. ↑ http://penelope.uchigago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/secondary/SMIGRA*/Sacrificium.htm
2. ↑ http://www.personal.kent.edu/~bkharvey/roman/texts/sacrifice.htm
3. ↑ http://penelope.uchigago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/secondary/SMIGRA*/Sacrificium.htm
4. ↑ http://www.personal.kent.edu/~bkharvey/roman/texts/sacrifice.htm

[redigér] Litteratur

• Romersk religion, i T. Jensen, M. Rothstein & J. Podemann Sørensen (red.): Gyldendals religionshistorie, Gyldendal 1994. ISBN 87-00-12196-7
• JHWG. Liebeschuetz, Continuity and Change in Roman Religion. Oxford : Clarendon Press, 1979.
• Tim Jensen et. al., Gyldendals Religionshistorie, Gyldendal, Kbh, 1994 ISBN 87-00-12196-7
• Leonhard Schimtz: Sacrificium