Ruth Smith
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ruth Smith eller Ruth Smith Nielsen (5. april 1913- 26. maj 1958) var en færøsk malerinde. Hun er født og opvokset i Vágur på Færøernes sydligste ø Suðuroy.
Hendes forældre var fisker, farvehandler Johan Smith (1882-1922) og Elin Caroline Djurhuus (1881-1960). Faderen var oprindelig sømand, men sygdom tvang ham i land, hvor han oprettede en mindre handelsvirksomhed i Vágur. Faderen døde da hun var 9 år.
1930 rejste hun til Danmark, boede hos familie i København og arbejdede den første tid som tjenestepige. 1945 giftede hun sig med Poul Morell Nielsen, boede tre år i Lemvig og København, for derefter at flytte til Vágur og senere til Nes mellem Vágur og Porkeri.
Hun var elev på Høyers tegneskole, og 1936 elev på Kunstakademiets Malerskole. De mange skitser hun efterlod sig, vidner om en opslidende kamp med motivet for at udtrykke præcis det som kunstneren ser. Denne principielle oprigtighed over for motivet var central i den undervisning som Aksel Jørgensen forestod. Hun er af kunstkendere blevet kaldt Færøernes betydeligste kolorist, selvom hendes kunstneriske afsæt ligger i realismen, i ønsket om at skildre tingene således, som de ser ud. Det var hende umuligt at male fantasibilleder, at finde på motiver i hovedet. Impressionistiske træk ses i flere af hendes landskabsbilleder i den følsomt søgende registrering af lysets virkninger, og enkelte steder anes en vis inspiration fra Cézanne i en facetagtig opbygning af billedfladen.
Hun var meget selvkritisk, overmalede eller kasserede ofte sine billeder. Hele sit liv, levede hun sky og tilbagetrukket, udstillede sjældent sine billeder, derfor var hun relativt ukendt. I de seneste år af sit liv var Ruth Smith bange for at blive blind. Frygten for at miste synet kan sandsynligvis tilskrives en tiltagende depression, og på en ensom svømmetur i fjorden i maj 1958 druknede hun.
[redigér] Litteratur
- Dagmar Warming: Ruth Smith : Lív og verk. Tórshavn: Listasavn Føroya, 2007 - ISBN 9789991898704 (294 s. færøsk, 480 Kr.)