Slaget ved Poitiers
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Slaget ved Poitiers | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af de islamiske erobringer | |||||||
![]() Abdul Rahman Al Ghafiqi og Karl Martell i slaget ved Poitiers |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Frankerne | Det umayyadiske islamiske kalifat | ||||||
Styrke | |||||||
15 000–75 000 | 60.000–200.000 | ||||||
Tab | |||||||
Uvist. Omkring 1.500 rapportert i vestlige beretninger, men antageligvis større | Uvist, men massive |
Slaget ved Poitiers (10. oktober 732) (ikke at forveksle med slaget ved Poitiers i 1356) også kaldt Slaget ved Tours, og på arabisk: بلاط الشهداء (Balâṭ al-Shuhadâ’) Martyrernes vej for troen[1] blev udkæmpet et sted mellem byerne Tours og Poitiers i det mellemste Frankrig (om end dets eksakte sted forbliver uvist[2]) mellem på den ene side frankiske og burgundiske[3][4] styrker under austrasiens rigshovmester Karl Martell og på den anden en massiv umayyadisk muslimsk invasionshær under emir af al-Andalus Abdul Rahman Al Ghafiqi (‘Abd-al-Raḥmān al-Ghāfiqī). Ved slaget besejrede de kristne frankere og deres allierede den islamiske hær, og emir Abdul Rahman blev dræbt. Samtidige krønikeskrivere opfattede sejren som en guddommelig dom og gav Karl tilnavnet Martellus ("Hammeren"), måske med Judas Makkabæeren i tankerne ("Hammeren" fra det Makkabæiske oprør)[5][6]
Slaget standsede islams fremrykning fra den Den Iberiske Halvø og videre nord ind i Vesteuropa, og mange historikere (f.eks. Gibbon) regner slaget for et vendepunkt i verdenshistorien, da det markerede afslutningen på de islamiske erobringer i Vesteuropa,[7][8] og kristendommen blev den dominerende trosretning i Europa i en periode, hvor islam løb de andre rester af de gamle romerske og persiske imperier over ende. Den tyske historiker Leopold von Ranke bemærkede, at "Poitiers var et vendepunkt i en af verdenshistoriens vigtigste epoker."[9], mens Gibbon udover at tilskrive Martell æren for at have standset den islamiske erobring af Vesteuropa også så ham som selve kristendommens frelser, samtidig med at han så kimen til det karolingeske rige og det næste århundredes frankiske dominans i Europa grundlagt med sejren. "Opbyggelsen af frankisk magt i Vesteuropa formede kontinentets skæbne og Slaget ved Tours underbyggede denne magt."[10]
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Sted
Til trods for slagets vigtighed, forbliver dets nøjagtige placering ukendt. Overbevarede samtidige kilder, vestlige såvel som muslimske, er enige i visse detaljer, mens der er uoverensstemmelse omkring andre. De fleste historikere antager, at de to hære mødtes hvor floderne Clain og Vienne mødes mellem Tours og Poitiers.
[redigér] Baggrund
Slaget kom oven på tyve år med muslimske erobringer i Europa, startende med invasionen af det vestgotiske, kristne kongedømme på Den Iberiske Halvø i 711 og videre ind i de frankiske, forhenværende romerske territorier i Gallien. Muslimske felttog var nået ind i Akvitanien og Burgund, inklusive et større slag ved Bordeaux og et plyndringstogt mod Autun.
[redigér] Parterne
- Det frankiske rige var på denne tid den førende militære magt i Vesteuropa. Det bestod af størstedelen af, hvad der i dag er Tyskland og Nederlandene og dele af det nuværende Frankrig (Austrasien, Neustrien og Burgund). Frankerriget var begyndt at fremstå som den første egentlige arvtager til det Vestromerske rige, mens det kæmpede om overherredømme mod horder af germansktalende stammer langs grænserne, så som de vilde saksere, og i interne stridigheder med f.eks. fyrst Odo (den store) af Akvitanien.
- De frankiske styrker under Karl Martell bestod for størstedelen af tungt infanteri. Mellem 15.000 og 75.000 mand, sandsynligvis nærmere det mindre tal. Karl Martell havde forberedt sig på dette slag i et årti og utrætteligt forberedt og hærdet sit infanteri til at stå fast mod muslimernes frygtede tunge kavaleri. Frankerne havde ikke stigbøjler, og kunne derfor ikke selv sætte ind med tungt kavaleri. I stedet trænede Karl sit infanteri året rundt til at kæmpe i en falanks, den antikke græske formation, hvormed et disciplineret og tætpakket infanteri kunne modstå tungt kavaleri. Da muslimerne mødte Karl Martell i 732, var hans infanteri allerede en styrke af erfarne og krigsvante veteraner, hvoraf nogle havde fulgt ham helt tilbage fra 717. Historikeren Paul K. Davis skriver, at kernen i Martells hær var professionelt infanteri, som både var særdeles motiveret og disciplineret efter at have fulgt Martell i utallige militærkampagner over det meste Europa. Derudover brugte Martell lokale [milits]]enheder til at udspejde og genere fjenden[11].
- Invasionen af Hispania og derpå Gallien blev udført af Det umayyadiske islamiske kalifat, der på dette tidspunkt nok var verdens førende militærmagt. Ummayyaderne havde allerede stået for enorme erobringer ud over Nordafrika og i Persien, hvorved de herskede over et kæmpe imperium, der bestod af mange forskellige folkeslag, og som strakte sig fra den iberiske halvø i vest til, hvad der i dag er Pakistan i øst. Styrker ledet af Tariq ibn-Ziyad krydsede Gibraltar og oprettede et islamisk styre på den iberiske halvø, samtidig med at andre muslimske styrker førte krig i Pakistan 6.500 km mod øst. Før Ummayaderne mødte frankerne, havde de allerede besejret datidens to mægtigste militærmagter: Sassaniderne, som blev fuldstændig absorberet, og det byzantinske rige, som måtte afstå Syrien, Armenien og Nordafrika, selvom kejser Leo formåede at forsvare Anatolien ved Slaget ved Akroinon i 739 under Ummayyadernes sidste felttog[12].
- De muslimske styrker under Abdul Rahman Al Ghafiqi bestod for størstedelen af berberisk let kavaleri, mens resten var tungt arabisk kavaleri. Mellem 60.000 og 200.000 ryttere, igen sandsynlig nærmere det laveste antal. Op til slaget var den muslimske styrke ofte opdelt i mindre raidgrupper, som skulle plyndre forskellige rige og kulturelt vigtige frankiske centre. Men ifølge arabiske beretninger var hele den muslimske hær blevet samlet før slaget. I løbet af de seks dage, hvor han ventede med at indlede slaget, tilbagekaldte Abdul Rahman alle de tropper, som var beskæftiget med plyndringstogter, således at begge hære var ved fuld styrke på den syvende dag, hvor slaget begyndte efter både vestlige og arabiske beretninger.
[redigér] Styrkeforhold
Antallet af frankiske og muslimske tropper kendes ikke. Samtidige kilder fra begge sider beretter, at de muslimske styrker talmæssigt var de kristne betydeligt overlegne før slaget, men det er uvist i hvilken grad. Ud fra senere arabiske kilder skønner den engelske historiker Creasy, at den muslimske styrke var på mindst 80.000 mand. Paul K. Davis vurderer ligeledes de muslimske styrker til 80.000 og frankernes til 30.000[11], mens han dog noterer, at andre moderne historikere bedømte ummayyadernes styrke til at være mellem 20.000 og 80.000[13]. Historikeren Edward J. Schoenfeld noterer blot, at "estimater, der går på, at muslimerne havde over 50.000 tropper (og frankerne flere endnu), er logistisk umulige" (idet han bestrider ældre tal på mellem 60 og 400.000 muslimer og 75.000 frankere).[14]. En anden moderne militær historiker, Victor Davis Hanson, mener, at begge hære var på omkring samme størrelse og på ca. 30.000 mand hver[15]. Moderne historikere kan være nærmere det rigtige tal end de middelalderlige kilder, siden de moderne skøn baserer sig på estimater af, hvor mange mænd og dyr det logistisk var muligt for landomgivelserne at understøtte. Både Davis og Hanson understreger, at begge hære var nødsaget til at klare sig med de fornødenheder, de kunne opdrive fra det omkringliggende land, da de ikke havde medbragt forsyninger til et langtrukket felttog.
[redigér] Tab
Tabene er ukendte ligesom antallet af mænd. Senere middelalderlige lærde mente, at Martells tab lå på omkring 1.500 mand, mens muslimerne skulle have lidt massive tab på op til 375.000 mand. Disse tal er imidlertid noget upålidelige, ikke mindst taget i betragtning, at Liber Pontificalis (Pavernes Bog) angav de samme tabstal ved Odos tidligere sejr i Slaget ved Toulouse (721). Benediktinermunken Paulus Diaconus bemærker i Langobardernes historie fra omkring 785 korrekt, at disse tabstal fra Liber pontificalis også blev benyttet i forbindelse med Odos sejr ved Toulouse (om end han dog fejlagtigt hævdede, at Martell kæmpede sammen med Odo i dette slag), men senere kilder, formentlig "influeret af Fredegars krøniker, tilskrev udelukkende de samme saracenske tabstal til Martell og Slaget ved Poitiers."[16]. Vita Pardulfi, der blev skrevet i midten af det 8. århundrede, bemærker, at efter slaget hærgede og plyndrede Abdul Rahmans styrker sig vej gennem Limousin, mens de begav sig tilbage til Al-Andalus, hvilket antyder, at de ikke blev tilintetgjort i nær samme omfang som forestillet i Fortsættelsen af Fredegars krøniker[17].
[redigér] Optakt
De muslimske maurere under andalusiens hersker og general Al-Samh ibn Malik havde i kølvandet på erobringen af den Iberiske halvø sat deres øjne på Septimania, som lå nord for Pyrenæerne og som de forholdsvist ubesværet fik løbet over ende omkring 719. Hvorefter de opslog hovedstad i havnebyen Narbonne som de kaldte for ”Arbūna” og gav byens hovedsagelig arianske kristne indbyggere milde betingelser. Med Narbonne sikret udbredte maurerne deres magt derfra og undertvang byerne Alet, Béziers, Agde, Lodève, Maguelonne, og Nîmes, som stadig var kontrolleret af deres vestgotiske hertuger[18]
Det muslimske indtog i Aquitaine led et midlertidigt tilbageslag da de led et stort nederlag ved Toulouse i 721, hvor Odo overraskede og overrendte Al-Samh ibn Maliks styrker og dræbte Al-Samh ibn Malik. Men dette satte ikke en stopper for de arabiske plyndringstogter, som med udgangspunkt i en sikker base i Narbonne i 720’erne slog til i nordøstlig retning og i 725 nåede de så langt som byen Autun i Burgund.
Efter at blive truet både i syd (arabere) og nord (frankerne), allierede Odo sig i 730 med Uthman ibn Naissa, af frankerne også kaldt ”Munuza”, som var den berberiske emir i det som senere skulle blive til Catalonien. For at besegle alliancen fik Uthman Odos datter Lampade i ægteskab, og arabernes plyndringstogter over Pyrenæerne, Odos sydlige grænse, stoppede[19].
Men året efter gjorde Uthman oprør mod guvernøren af al-Andalus, Abdul Rahman. Rahmna knuste hurtigt oprøret og vendte dernæst sin opmærksomhed mod oprørenes tidligere allierede: Odo. Rahmna havde samlet en kæmpe styrke af arabisk tungt kavaleri og berbisk let kavaleri, såvel som andre tropper fra imperiets vidtstrakte provinser, i et forsøg på at erobre Europa nord for Pyrenæerne. Ifølge en uidentificeret araber, "Gik hæren gennem alle steder som en ødelæggende storm". Hertug Odo samlede sin hær ved Bordeaux, men blev besejret ved floden Garonne og Bordeaux blev plyndret. Nedslagtningen af kristne ved Garonne var tydeligvis grusom. Isidorus Pacensis skriver at: ”solus Deus numerum morientium vel pereuntium recognoscat” (”Gud alene ved antallet af dræbte”)[20]. De muslimske rytterne lagde så den del af Gallien øde, deres egne beretninger fortæller at "Trofaste trængte gennem bjergene, trampede over ujævn og jævn grund, plyndret så langt ind i landet som til frankerne og slog alle med sværd, så meget at da Odo kom til kamp med dem ved floden Garonne, så flygtede han”. Og således, efter at have ødelagt Odos styrker, plyndret og lagt syden øde, vendte de muslimske hære sig mod nord, hvor de forfulgte den flygtende Odo mens de plyndrede og ødelagde alt på deres vej.
[redigér] Odos appel til frankerne
Odo appellere til frankerne om hjælp, en hjælp som Karl Martell kun gav efter at Odo var gået med til at underkaste sig frankisk overherredømme. Karl havde forberedt sig på denne konfrontation med muslimerne et tiår i forvejen og han var overbevist om at hvis han lod dem besætte Aquitaine, ville hele det vestlige Europa falde med det. Derimod ser ikke ud til at muslimerne før Poitiers var årvågne over for frankernes styrke eller generelt var særligt agtpågivne for de germanske folks magt. Endvidere havde muslimerne tilsyneladende ikke spejdet mod nord før de krydsede Pyrenæerne, eftersom de var udvidende om og uforberedte på Karl Martell og hans stigende magt over store dele af Europa fra allerede 717.
[redigér] Fremtog mod floden Loire
I 732 fortsatte den arabiske styrke nordover op mod floden Loire mens forsyningstoget og en stor del af hæren blev liggende tilbage. Invasionsstyrkerne nedkæmpede al modstand i den sydlige del af Gallien, hvorefter de i mangel af nogen organiseret modstand, delte sig op i flere lettere plyndringspartier som plyndrede og ødelagde mens hovedstyrken bevægede sig langsommere efter. Sandsynligvis var den muslimske invasion lagt så sent i året (oktober) fordi de invaderende hære var nødsaget til at leve af hvad de kunne fouragere og plyndre fra landet og derfor måtte vente til at høsten var i land.
Den militære forklaring på hvorfor Odo blev besejret så let ved Bordeaux i 732 efter at have vundet tidligere i 721 er enkel: I slaget ved Toulouse formåede Odo gennemføre et overraskelsesangreb mod en selvsikker og uforberedt fjende, som havde rettet alle de defensive stillinger ind ad, mens Odo angreb fra ydresiden. Det arabiske kavaleri fik aldrig en chance til at mobilisere og møde ham i åbent slag. Odo formåede en yders effektivt omringelsesmanøvre der kom fuldstændig bag på det muslimske kavaleri som blev nedslagtet i det medfølgende kaos og panik. Elleve år senere ved Bordeaux og ved slaget ved Garonne var det arabiske kavaleri forberedte og blev ikke overrasket af Odo, hvor det således havde tid til at mobilisere sig til slaget hvilket resulterede i ødelæggelsen af Odos hær hvor næsten alle blev dræbt (Odo overlevede dog og flygtede nord), mens muslimerne klarede sig med minimale tab. Odos styrker manglede (som hos alle andre europæiske styrker på denne tid) stigbøjler og havde derfor ikke kavaleri med rustning. Næsten hele deres styrke var infanteri. Muslimernes tunge kavaleri brød det kristne infanteris linier op i deres første angreb, hvorefter de kunne slagte dem som dem efter lyst.
Den invaderende styrke fortsatte med at ødelægge det sydlige Gallien og forberede en fuldstændig erobring. En af de største plyndringsstyrker rykkede frem mod Tours. Et muligt mål var rigdommene i Sankt Morten af Tours klosteret, hvilke på den tid var den mest prestigefyldte kristne helligdomme i det vestlige Europa.[21]. Da han hørte dette, samlede rigshofmesteren i Austrasien, Karl Martell, sin hær på mellem 15.000 og 75.000 veteraner og marcherede sydover. Han undgik de gamle romerske veje i håb om at komme ubeset og som en overraskelse for muslimerne. Eftersom han havde tænkt sig at bruge en falanksformation, var det afgørende for ham at få sig manøvreret i en position hvor det var ham der kunne vælge slagmarken og derved negere fjendes overlegne mobilitet der kom fra de beredne krigere. Hans plan var at finde en høj, skovklædt slette, opstille sine soldater i formation og vendte på at muslimerne kom til ham – dette krævede at muslimerne ikke angreb ham før han var rede.
[redigér] Slaget
[redigér] Forberedelse og manøvrer
Efter at have besejret Odo blev de invaderende muslimske styrker ifølge alle beretninger fuldstændig overrumplet over at finde en anden stor hær der blokerede deres videre færd mod Tours, og stod opmarcheret og rede til kamp. Karl Martell havde til fulde opnået den overraskelseseffekt han havde håbet på. Han valgte da at indtage en defensiv falankslignende formation. Ifølge de arabiske kilder i form som en stor firkant, med træer og en stigning der kunne bryde et kavaleriangreb.
I syv dage sad de to hære og så på hinanden, kun afbrudt mindre træfninger. Abdul Rahman havde tilbagekaldt plyndringstropperne og muslimerne ventede nu på at de alle var tilbage og hæren kommet op på fuld styrke. Men selv efter de var fuldtallige var de stadigvæk urolige. Ingen dygtig general, og Abdul Rahman var en sådan, kan lide at lade sin modstander vælge sted og forhold for et slag, og Martell havde gjort begge dele. Derudover var det svært for muslimerne at skønne Karl Martells styrker eftersom Martell brugte træerne og skoven til at få hans styrker til at synes større. Så Abdul Rahman ventede på hans egen hær var samlet og fuldtalligt, ventetiden gav imidlertid også Karl Martell tid til at samle endnu flere af hans veterantropper, såvel som at mobilisere lokale militsenheder, som dog viste sig at være næsten ubrugelige til andet end at fouragere og chikanere fjenden.
Martell satsede alt på at Rahman til slut ville føle sig nødsaget til at udkæmpe slaget for at kunne komme videre og plyndre Tours. Ingen af dem ønskede at angribe. Frankerne var med ulve og bjørneskin klædt godt på til kulden og havde fordel af terrænet. Araberne var ikke ligeså godt forberedt på den intense kulde, og de ønsket ikke at angribe det de troede var en talmæssig overlegen frankisk hær. Araberne ønsket at frankerne skulle komme ud i åbent land hvor de var mere sårbare over for det arabiske kavaleri, mens frankerne i deres tætte formationer ønsket at araberne skulle komme opover højdedraget og ind blandt træerne som ville fjerne en stor del kavaleriets fordel. Det blev et ventespil som Martell vandt. Kampene startet den syvende dagen, eftersom Rahman ikke ønskede at udsætte slaget i det uendelige med vinteren om hjørnet.
[redigér] Kampen
Rahman stolede stadig på den taktiske overlegenhed hans kavaleri gav ham, udstyret med lange lanser og sværd, og fik dem til at angribe gentagne gange. Men denne dag skulle muslimernes kavaleri ikke blive udslagsgivende, som det havde været i så mange tidligere slag.
I et af de sjældne tilfælde hvor middelalderens infanteri stod fast overfor koncentreret kavaleriangreb, holdt de disciplinerede frankiske soldater stand mod de gentagne arabiske angreb, på trods af det arabiske kavaleriet flere ganger brød igennem til det indre af den frankiske firkant. En arabisk kronikør fortæller: "De muslimske ryttere angreb frygtløst og ofte fremover mod bataljonen af frankere som modstod mandhaftigt, og mange faldt døde om på begge sider." [22]. Men arabernes voldsomme angreb til trods, så brød frankerne linier ikke sammen. De mange år med daglig træning, købt for kirkemidler, havde givet Karl Martell akkurat det han ønsket sig og hans krigsvante veteraner havde klaret det alle på den tid troede umulig: at modstå et voldsomt arabisk kavaleriangreb.
[redigér] Slaget vender
Men det kunne have endt helt anderledes galt for frankerne hvis de muslimske styrker var forblevet under kontrol. Både vestlige og muslimske beretninger er enige i at slaget var hårdt udkæmpet, og at det muslimske tunge kavaleri brød ind igennem frankernes falanks.
Muslimerne som brød ind i firkanten, forsøgte at dræbe Martell, men hans hirdmænd omringede ham og lod sig ikke trænge igennem eller nedkæmpe. Frankiske beretninger hævder at mens slaget stadig bølgede frem og tilbage fløj der pludseligt et rygte gennem den arabiske hær om at frankiske spejdere truede det plyndringsbytte de havde taget fra Bordeaux. Herefter afbrød store dele af de muslimske styrker umiddelbart kampen for at returnerede til deres lejr og sikre deres plyndringsbytte. Ifølge muslimske beretninger havde Karl sendt frankiske spejdere ud midt i kampens anden dag (samtidige frankiske kilde beretter dog at slaget kun varede en dag) hvorefter spejderne begyndte at plyndre muslimernes lejr og forsyningstog (inklusiv slaver taget i Frankrig og andet bytte). Karl havde sendt spejdere ud med den hensigt at skabe kaos i muslimernes lejr og befri så mange slaver som mulig, i håb om at en del af fjenden ville blive trukket bort fra slaget, og dette så han lykkedes langt ud over hans største forhåbninger. I kampens hede forekom dette resten af den muslimske hær som en retræte, hvilke fik resten af hæren til at gå i panik og flygte fra slagmarken, og det således blev det hurtigt en generel retræte. Mens Abdul Rahman forsøgte at genoprette orden blandt sine flygtende mænd, blev han omringet af frankere og dræbt. Der var nu ikke nogen til at stoppe en fuldkommen muslimsk retræte og de resterende muslimer vendte nu tilbage til deres lejr. "Alle flygtede forfulgt af deres fjender.”, skrev en arabisk historiker. Men i stedet for at sætte efter de flygtende fjender, genoptog frankerne deres falankspositioner og hvilede der natten over, i den tro at slaget ville fortsætte ved daggry næste morgen.
[redigér] Den følgende dag
Da muslimerne ikke den følgende dag kom frem til kamp, frygtede frankerne et baghold. Karl troede først at muslimerne forsøgte at lokke ham ned fra højden og ind i åbent land, en taktik han for enhver pris ville undgå. Først efter frankiske soldater havde udført en omfattende rekognoscering af fjendes lejr blev det opdaget at den i hast var blevet forladt i løbet af natten. Efterladende alt der ikke kunne bæres i hænderne, inklusiv deres telte, havde de muslimske styrker sat kursen tilbage mod den Iberiske halvø med det af deres plyndringsbytte som var tilbage og som hurtigt kunne transporteres.
Fra arabiske krøniker kan man læse at, efter Abdul Rahmans død kunne de forskellige generaler fra de forskellige dele af kalifatet, berbere, arabere, persere m.fl., ikke enes om en ny øverste leder til at føre dem i kamp. Kun Abdul Rahman havde haft en fatwa fra kalifen, og dermed absolut autoritet over de troende soldater. Muslimernes hær kunne muligvis stadig have besejret frankerne, hvis de havde kunnet enes om en til at lede dem, men de mange forskellige nationaliteter og etniciteter som var til stede i en hær sammensat af mænd fra over hele det vidstrakte kalifat, umuliggjorde at finde en afløser for Abdul Rahman, der kunne lede dem i endnu et slag.
[redigér] Samtidige beretninger
Den Mozarabiske krønike fra 754 skrevet af en ukendt andalusisk forfatter "beskriver slaget i mere detaljeret dybde end nogen anden latinsk eller arabisk kilde"[23]. Krønikerne skriver om slaget at,
Under forfølgelsen af Odo, besluttede Abd ar-Rahman sig for at lægge øde Tours ved at ødelægge dets paladser og nedbrænde dets kirker. Der mødte han konsulen af Austrasien ved navn Karl, en mand der fra sin ungdom havde bevist sin værd som kriger og ekspert på militære områder og som Odo nu havde tilkaldt. Efter at hver side havde plaget den anden med raids i næsten syv dage, gjorde de sig endelig rede til kamp og kæmpede voldsomt. Menneskene fra nord forblev urokkelige som en mur, de holdt sammen som en gletsjer fra deres kolde regioner. På et øjeblik tilintetgjorde de araberne med sværd. Menneskene fra Austrasien, som havde flere soldater og var formidabelt bevæbnede, dræbte kongen, Abd ar-Rahman, da de fandt ham, med et slag over brystet. Men pludselig, mens de havde arabernes utallige telte i syne, satte frankerne foragteligt deres sværd i skederne og udsatte slaget til den næste dag, eftersom det var blevet nat mens slaget stod på. Ved solopgang så europæerne arabernes telte arrangeret som de havde stået dagen før. Da de ikke vidste at de var tomme og tænkte at inde i dem sad saracenerne rede til kamp, sendte de mænd for at udforske og opdagede at alle ishmaelitske tropper havde forladt stedet. I løbet af natten var de, i tætte formationer, flygtet tilbage til deres eget land.
Den Mozarabiske krønike fra 754 [24]
Fortsættelsen af Fredegars krøniker[25] giver en stiliseret gengivelse af slaget:
Prins Karl opstillede modigt sine mænd i kamporden mod dem [araberne] og krigerne stormede frem imod dem. Med Kristus hjælp væltede han deres telte og skyndte sig til slag for at male dem lille i slagteriet. Da kongen Abdirama blev dræbt, tilintetgjorde han [dem], drivende hæren frem, kæmpede og vandt han. Således triumferede sejrherren over sine fjender.
Fortsættelsen af Fredegars krøniker
Den fjerde bog i Fortsættelsen af Fredegars krøniker skriver videre at "han [Karl Martell] angreb dem som en mesterlig kriger.". Og at Karl "spredte dem foran sig som korn for vinden."
Det antages også at Bedas Historiam Ecclesiasticam Gentis Anglorum (kap. XXIII) indeholder en reference til slaget: "[...] en forfærdelig pest af saracener hærgede Frankrig med frygteligt slagteri, med ikke lagt tid efter i dette land modtog de deres straf optjent på deres ondskab[26]
[redigér] Strategisk analyse
Abdul Rahman var en god general, men i Poitiers gjorde han sig skyldig i flere fatale fejl. Gibbon pointere at han først og fremmest fejlede ved ikke at spejde tilstrækkeligt og lade sig overrumple af en stor fjendtlig hær i hans nærvær, og dernæst ved ikke straks at gå mod Kar Martell. Karl Martell overraskede Abdul Rahman ved at undgå de store romerske veje og i stedet marchere langs mindre biveje. Således kunne Karl Martell bestemme stedet og tidspunktet for slaget.
- Abdul Rahman enten formodede at frankerne ikke ville komme deres aquitainske rivaler til undsætning, eller han bekymrede sig ikke for det. Således fik han ikke efterforsket deres styrke før slaget.
- Han spejdede ikke de frankiske styrker og Karl Martells bevægelser. Havde han gjort det ville han have stoppet opdelingen af hære i små plyndringsgrupper, og i stedet straks marcheret med hele sin styrke mod frankerne, hvorved Karl Martell ikke så ensidigt kunne vælge sted og tid for slaget.
Creasy mente at muslimernes strategisk bedste valg i denne situation ville have været for dem helt at afstå fra at engagere sig i slaget, og i stedet forlade stedet med plyndringsbyttet, sætte garnisoner i de erobrede byer i det sydlige Gallien og derpå returnere når de på et senere tidspunkt kunne tvinge Martell til en slagmark de selv kunne have fordel af, en som maksimerede den store fordel de havde med at have de første egentlige ”riddere”, i betydning ryttere med rustninger og ringbrynjer.
Hvis Abul Rahman den dag havde undgået en direkte konfrontation med Martell, ville Martell ikke blot have kunnet forblive på hans fordelagtige høj og set uvirksom på mens de frankiske områder blev truede eller lagt øde af muslimske plyndringstogter. Creasy bemærker:
![]() |
Når vi erindre at Karl ikke havde en stående hær og den frie ånd blandt hans frankiske krigere under hans standard, så er det mest sandsynligt at det ikke var i hans magt at anvende en mere forsigtig fremgangsmåde med at observere og udmatte invasionshæren styrke ved at trække det i langdrag. Så grusom og så udstrakt var det saracenske lette kavaleris ødelæggelserne i Gallien at det måtte have været umuligt i en længere periode at tilbageholde de forargede frankeres iltre temperament. Og selv hvis Karl kunne have overtalt sine mænd til passivt at se på mens araberne stormede flere byer og lagde flere områder øde, så kunne han alligevel ikke sammenholde en hær ud over den sædvanlige krigssæson.[27] | ![]() |
Som konklusion og med tanke på forskellen mellem de to hære, udkæmpede Karl Martell et brillant defensivt slag. Frankerne var hovedsagelig infanteri, alle uden rustning, mod arabiske ryttere med rustning eller ringbrynje, berberne var ikke lige tungt beskyttet. På et sted og tidspunkt som Karl selv havde valgt, mødte han en overlegen styrke og besejrede den.
[redigér] Efterspil
[redigér] Ummayyadernes retræte og anden invasion
Den arabiske hær trak sig tilbage over Pyrenæerne og Karl Martell fortsatte i de efterfølgende år med at drive muslimerne ud af Frankrig. Odo var med nogen reservation blevet tvunget til at anerkende Karls overherredømme, men da han døde ønskede hans søn Hunold uafhængighed. Selv om Karl ville lægge hans hertugdømme direkte under sig og begav sig derned for at få loyaliteten til Aquitaine, optrådte Hunold som hertug. Karl anerkendte hertugdømmet, men da araberne året efter igen invaderede Provence havde Hunold intet andet valg end at følge i farens fodspor og anerkende Karl Martell overherredømme.
I 736 påbegyndte kalifatet igen en massiv invasion, denne gang over havet og ledet af Abdul Rahmans søn. Invasionshæren landet i Narbonne og tog Arles. Karl drog ned til muslimernes befæstninger i Provence, hvor han befriede Montfrin og Avignon, og sammen med Langobardernes konge Liutprand, ligeledes Arles og Aix-en-Provence - Nimes, Agde og Béziers, som var blevet holdt af muslimerne siden 725, faldt og deres fæstninger blev ødelagt.
Denne gang mente muslimerne ikke at de havde undervurderet Karl, og de lod ham komme til dem ved at lade ham erobre Provence, by efter by, og ventede tålmodig på frankerne til det endelige slag. Imidlertid havde de overvurderet tiden det ville tage før frankerne formåede at bygge sit eget tunge kavaleri som støtte for det sårbare infanteri. På fem korte år havde Martell indført stigbøjlen og ryttere i rustning. Da han kom ned og angreb muslimerne, gjorde han det med en drastisk forskellig hær end den de ventet. Første knuste han muslimerne styrker ved Arles, og forberedte sig dernæst til at møde hovedstyrken ved Narbonne, hvor han tilintetgjorde den i Slaget ved Berre. Visse historikere mener at Narbonne var en ligeså vigtig sejr for det kristne Europa som Poitiers. De besejrede muslimske hære stod for første gang ovenfor frankernes tunge kavaleri som Martell brugte i koordination med infanteriet. Han formåede dog ikke at tage Narbonne, der blev forsvaret af muslimske arabere og kristne (arianere) vestgotere i samarbejde, men han rensede Provence for fremmede besættere, og han begrænsede muslimerne til byen Narbonne og til Septimania, og efterlod dem uden andet valg end at barrikadere sig ind indenfor murene i deres byer. I stedet for at binde hæren i en årelang belejring, var Martell tilfreds med at isolere de få tilbageværende invasionsstyrker til Narbonne og Septimania. Byens endelige overgivelse overlod han til sin søn, Pipin den yngre, at fremtvinge, hvilket han gjorde i (759), hvor også resten af araberne blev drevet tilbage til Iberia. Hans barnebarn, Karl den store, blev den første kristne hersker som påbegyndte det som betegnes som Reconquista – befrielse af kristne områder under muslimsk besættelse. Girona blev befriet i 785 og Barcelona i 801 og Catalonien, den østlige del af halvøen, blev omdannet til en række små hertugdømmer der samlet fungerede som en bufferzone kaldet Marca Hispanica mod kalifatet i syd.
På trods af nederlagene ved Poitiers (721) og Narbonne (737) vedblev ummayyaderne i syd at udgøre en stor potentiel trussel mod de europæiske magter i Vesteuropa, som frygtede en gentagelse af forsøgene på en islamisk invasion op i Europa. Denne trussel forsvandt med et i 750 da Det umayyadiske islamiske kalifat kollapsede i borgerkrig i slaget ved Zab, som efterlod umayyad-dynastiet næsten fuldstædigt udraderet med undtagelse af prinserne som flygtet til Afrika og videre til Iberia hvor de etablere umayyad-emiratet i opposition til abbasidenes kalif i Bagdad.
[redigér] Poitiers i historien
[redigér] Vestlig historie
Kristne samtidige, fra Beda den Ærværdige til Teofanes, nedskrev nøje beretninger om slaget og var ivrige efter at udbrede hvad de anså som dets implikationer. Senere forskere, som Gibbon, hævdede at hvis Martell var blevet besejret, ville maurerne antageligvis forholdsvist ubesværet have erobret et delt Europa. Gibbon, i en af hans mest berømte paragraffer, skrev at
![]() |
En række af sejrsmarcher var blevet forlænget over 1.600 km fra Gibraltar til bredderne af Loire; en gentagelse af en lignende distance ville have ført saracenerne til udkanten af Polen og det skotske højland; Rhinen er ikke mere upasserbar end Nilen eller Eufrat, og den arabiske flåde kunne uden søslag have sejlet ind i mundingen af Themsen. Måske fortolkninger af koranen ville have været undervist i skolerne i Oxford, og talerstolene ville have vist et omskåret folk trygheden og sandheden i Muhammeds åbenbaringer. | ![]() |
.
Et århundred senere blev Gibbons konklusion bakket op af den belgiske historiker Godefroid Kurth, som skrev at slaget ved Poitiers: "måtte forblive in af de vigtigste hændelser i verdenshistorien, da der blev afgjort om kristen civilisation eller islam skulle sejre i Europa.".
Tyske historikere har være specielt heftige i deres lovprisning af Martell; Schlegel taler om denne "mægtige sejr"[28] og at "Karl Martells arm reddede og frelste kristne nationer i vesten fra den altødelæggende islams dødelige hånd"
Den tyske historiker Leopold von Ranke bemærker at:
![]() |
Starten af det ottende århundrede var en af verdenshistoriens vigtigste epoker. På den ene side truede Muhammedanismen med at overrende Italien og Gallien, og på den anden side var den oldgamle saksiske og frisiske idoldyrkelse igen ved at trænge over Rhinen. I denne kristendommens fare, opstod en ungdommelig tysk prins, Karl Martell, og forsvarede kristendommen med al den energi kravet om selvforsvar nødsagede, og tilslut videre ud i nye regioner.[29] | ![]() |
Den engelske historiker Henry Hallam bemærker at uden Martells sejre ville der ikke have været nogen Karl den Store, intet Tysk-romerske rige, ingen pavestat; alle disse byggede på Martells indgrænsning af Islam i Europa mens kalifatet endnu stod forenet og i stand til at igangsætte sådanne erobringer. Mens historikeren Thomas Arnold, ligeledes fra England, mente Karl Martells sejr ved Poitiers oversteg endda Arminius sejr over de romerske legioner i Varusslaget: "Karl Martells sejr er iblandt de befrielser der har påvirket menneskehedens lykke over århundreder."[30].
Den irske historiker John Bagnell Bury skrev "Slaget ved [Poitiers] har ofte været repræsenteret som en verdenshistorisk begivenhed af største vigtighed, eftersom, efter dette blev indtrængningen af muslimer ind i Europa endelig bragt til en ende."[31].
[redigér] Arabisk historie
Samtidige arabiske historikere syntes i mindre grad optaget af nederlagene ved Poitiers og Narbonne end deres vestlige fæller. Den bredt anerkendte engelske historiker Bernard Lewis skriver at: "Arabiske historikere, hvis de overhovedet noterede det, beskriver [slaget ved Poitiers] som en mindre fejde."[32]. Den østrigske historiker Gustave E. von Grunebaum skriver: "Tilbageslaget er måske vigtigt fra et europæiske perspektiv, men for tidens muslimer, som ikke så nogen overordnet plan truet derved, havde det ikke nogen videre betydning." [33]. Samtidige arabiske historikere og krønikeforfattere var meget mere optaget af det samtidige katastrofale arabiske belejring ved Konstantinopel i 718, som endte med et knusende nederlag.
Creasy på sin side, mener dog at: "Slaget ved [Poitiers] vedvarende vigtighed i Muslimernes øjne bevidnes ikke kun af deres beskrivelser af det som 'det dødelige slag' og 'det skamfulde nederlag' som deres forfattere konstant gør brug af, men også af at saracerne ikke efterfølgende gjorde noget seriøst forsøg på erobringer ud over Pyrenæerne.".
Den 13. århundredes Marokkanske forfatter Ibn Idhari al-Marrakushi, bemærker slaget i hans Maghrebshistorie, “al-Bayan al-Mughrib fi Akhbaral-Maghrib.” Ibn Idhari skrev at: “Abd ar-Rahman og mange af hans mænd fandt martyrdøden på balat ash-Shuhada'i ("martyrernes vej).”. Antonio Santosuosso bemærker at "de [Muslimerne] kaldte slagets placering, vejen mellem Poitiers og Tours for " martyrernes sti ".". Men, som Henry Coppée har forklaret, så blev "det same navn givet til Slaget ved Toulouse og givet til mange andre slagmarker hvor Muslimerne blev besejret: de var altid martyrer for deres tro." [34]
Endvidere ses at arabiske fortællinger fra perioden 722–850 nævner frankerne mere end noget andet kristent folkeslag bortset fra byzantinerne[35] hvilke kunne give en indikation på at samtidige arabiske lærde ikke så nederlaget som en bagatel.
[redigér] Samtidig analyse
Der er også i dag bred enighed om at Poitiers markerede en skelsættende begivenhed, om end et mindretal af moderne historikere forfægter dette synspunkt.
Både Hallam og Watson såvel som Matthew Bennett og Edward Gibbon (Godefroid Kurth, Leopold von Ranke, m.fl.) mener at hvis Karl Martell var blevet besejret så var der ikke nogen anden styrke der kunne forsvare Vesteuropa. Hallam skriver: "Det kan i sandhed regnes for et af de få slag for hvilke et andet udkomme ville have dramatisk ændret historiens drama i alle dens efterfølgende scener: med Marathon, Slaget ved Gaugamela, Metaurus, Châlons, og Leipzig."[36]. Mens Bennet i 2005 bemærker at "[...] få slag huskes 1.000 år efter de er blevet udkæmpet [...] men slaget ved [Poitiers] er en undtagelse [...] Karl Martell nedkæmpede et Muslimsk raid, der hvis det var ladet fortsætte kunne have erobret Gallien."[37]. Sandsynligvis opfattede Karl Martell og slagets andre hovedpersoner dog ikke selv umiddelbart hvilken begivenhed af verdenshistorisk vigtighed de havde været med til. Den engelske historiker John Julius Norwich, en af de førende autoriteter på det Østromerske Kejserdømme, mener at ved at stoppe for yderligere muslimsk ekspansion ved Poitiers, tog frankerne bogstaveligt vare på kristendommen som vi kender den. William Watson i 1993 skrev at:
![]() |
Der er tydeligvis gode grunde til at bedømme Tours-Poitiers som en af de vigtigste begivenheder i frankisk historie når man betragter slaget i lyset muslimernes bemærkelsesværdige succesfulde islamiske dominans, politisk såvel som kulturel, af hele den østlige og sydlige del af den forhenværende kristne, romerske verden. Den hurtige muslimske erobring af Palæstina, Syrien, Ægypten og den nordafrikanske kyst hele vejen til Marokko i det syvende århundrede, resulterede i en permanent ved magt påtvungen islamisk kultur oven på et forhenværende kristent og hovedsageligt ikke-arabiske folk. Det vestgotiske kongedømme faldt til muslimske erobrere i et enkelt ved Rio Barbate i 711, og den spanske kristne befolkning tog syv lange århundrede om at genvinde kontrol over den iberiske halvø. Reconquista blev færdiggjort I 1492, kun måneder før Columbus modtog officiel opbakning til hans skæbnesvangre rejse over Atlanterhavet. Havde Karl Martell ved Tours-Poitiers fået den samme skæbne som Kong Roderick ved Rio BarBate, er det usandsynligt at en passiv merovingisk regent kunne have sejret hvor hans talentfulde rigshofmester ikke havde. Videre, eftersom Karl var forfader til hele den karolingiske kongefamilie og farfar til Karl den store, kan man med en stor grad af sikkerhed sige at den efterfølgen vestlige historie ville have fortsat ad drastisk anderledes linier, hvis Rahman havde sejret ved Tours-Poitiers i 732. [38] | ![]() |
Watson tilføjer, "Efter en analyse af muslimernes motiver bag indtoget nord for Pyrenæerne, er det muligt at påføre en makrohistorisk rækkevidde til mødet mellem frankere og andalusiske muslimer ved Tours-Poitiers, specielt når man medtænker den opmærksom frankerne blev tildelt i arabisk litteratur og den succesfulde muslimske ekspansion i andre regioner i løbet af middelalderen."
I Et islamisk Europa (An Islamic Europe) bemærker Dexter B. Wakefield: "Et muslimsk Frankrig? Historisk var det nært sket. Men som resultat af Martells voldsomme modstad, som stoppede muslimske fremrykninger og lagde kimen for århundrede af krig, så trængte islam ikke længere frem i Europa. Europæiske skolebørn lære om slaget ved [Poitiers] omtrent som amerikanske lære om Valley Forge og Gettysburg."[39]
John Henry Haaren skriver i Famous Men of the Middle Ages, "[Slaget ved Poitiers] anses som et af de afgørende slag i verdenshistorien, Det afgjorde at kristne og ikke muslimer skulle blive den regerende magt i Europa"[40] Bernard Grun giver denne opsumering i hans "Timetables of History": "I 732 stoppede Karl Martells sejr over araberne i slaget ved [Poitiers] deres march mod vest."[41] Robert W. Martin anser Poitiers som "et af de mest afgørende slag i hele verdenshistorien." [42]
Paul Davis 1999 skrev at "hvis muslimerne havde sejret ved [Poitiers], er det svært at forestille sig hvilke europæisk folk der skulle have samlet sig for at modstå dem." [43]
Forfatter og filosof Mark Whittington skriver at "Sammen med nederlaget ved Konstantinopels porte […] stoppede slaget ved [Poitiers] den muslimske ekspansion ind i Europa. Det har været skrevet af utallige historikere, inklusiv Edward Gibbon, at hvis frankerne var blevet besejret ved [Poitiers], så ville den muslimske fremmarch ind i Europa [...] have været umuligt at stoppe. Frankrig, Tyskland, selv England ville alle have været faldet til Islam, og sat en stopper for et kristent Europa."[44]
Ligeledes har George Bruce i hans opdatering af Harbottles klassiske militærhistorie Dictionary of Battles fastslået at "Karl Martell besejrede den muslimske hær og satte dermed et stop for muslimske forsøg på at erobre Vesteuropa." [45]
Den Canadiske historiker Norman Cantor skrev i 1993: "Måske araberne allerede havde overstrukket deres resourcer og de ikke ville have erobret Frankrig, men deres nederlag [ved Poitiers] in 732 satte en stopper for deres march mod nord"[46]
Alessandro Barbero repræsenter mindretalssynspunktet der underspiller slagets vigtighed. Han skriver: "Dagens historikere nedspiller generelt vigtigheden af slaget ved Poitiers, og understreger at meningen med den arabiske styrke der blev besejret af Karl Martell ikke var at erobre de frankiske kongedømmer med kun at plyndre det rige kloster i Tours dedikeret til Sankt Morten"[47]
Ligeledes skriver Tomaž Mastnak: "Moderne historikere har konstrueret en myte der udlægger sejren som om den frelse det kristne Europa fra muslimerne. [...] En af kronikørerne bag Fredgards fortsættelser præsenterede slaget som det i virkeligheden var: en episode i kampen mellem kristne prinser mens karolingerne prøvede at bringe Aquitaine under deres magt. "[48]}}
Den libanesisk-amerikanske historiker Philip Hitti mener at "I Virkeligheden blev intet afgjort på slagmarken ved [Poitiers]. Den muslimske bølge, allerede tusind mil fra dens start i Gibraltar – for ikke at nævne dens base i al-Qayrawan – havde allerede opbrugt sig selv og nået dens naturlige grænse."[49]
En opsummering af synspunktet gives af Franco Cardini i Europa og Islam (Europe and Islam) hvori han skriver: "Forsigtighed må udvises for at minimere eller 'afmytologisere' begivenhedens vigtighed, ingen anser det længere for at have været vigtigt. 'Myten' omkring lige præcis dette slag overlever i dag som en medie kliché, som er svær at udryde."[50]
Khalid Yahya Blankinship har belyst et andet aspekt, ved at argumentere for at nederlaget ved Poitiers var iblandt de fejlslag, der medvirkede til Det umayyadiske islamiske kalifats endelige forfald og kollaps:
En anden synsvinkel fremføres af Santosuosso, der mener sejrene i Poitiers og Narbonne (som han anser for den vigtigste) også havde vidtrækkende konsekvenser, i det de var med til at tilfører Europa arabisk lærdom, som til slut førte Europa ud af middelalderen.
[redigér] Konklusion
Den moderne militær historiker Victor Davis Hanson anerkender debatten omkring slaget, med at inddrage citater af historikere både for og imod de makrohistoriske implaktioner:
![]() |
Visse lærde har foreslået at Poitiers, som var så dårligt beskrevet af samtidige kilder, blot var et mindre togt og således en vestlig mytekonstruktion eller at en muslimsk sejr måske ville have været at foretrække frem for frankisk dominans. Hvad der er sikkert er at Poitiers tegnede en generel fortsættelse af et succesfuld forsvar af Europa. Karl Martell fortsatte lige fra sejren ved [Poitiers] til rense hele det sydlige Frankrig for islamiske angribere og forene de krigende kongeriger i et større karolingisk rige.[51] | ![]() |
Paul Davis, en anden moderne historiker som også vedkender begge sider i debatten omkring om slaget virkelig var en verdenshistoriks begivenhed, skriver "om Karl Martell frelste det kristne Europa er omkranset en del debat. Et er imidlertid klart, sejren sikrede frankisk overherredømme over Gallien i mere end et århundred." [52]
[redigér] Noter
- ↑ Henry Coppée skriver, "Det samme navn blev givet til slaget Toulouse [Poitiers] og til mange andre slag hvor muslimerne blev besejret: de var altid troens martyrer" (Coppée, 1881/2002, s. 13.)
- ↑ Schoenfeld, 2001, s. 366.
- ↑ Bachrach, 2001, s. 276.
- ↑ Fouracre, 2002, s. 87 som citerer Vita Eucherii, ed. W. Levison, Monumenta Germaniæ Historica, Scriptores Rerum Merovingicarum VII, s. 46–53, kap. 8, s. 49–50; Gesta Episcoporum Autissiodorensium, uddrag ed. G. Waitz, Monumenta Germaniae Historica, Scriptores XIII, ss. 394–400, kap. 27, s. 394.
- ↑ Riche, 1993, s. 44.
- ↑ Hanson, 2001, s. 143.
- ↑ Hanson, 2001, s. 166.
- ↑ "Der blev ikke nogle efterfølgende muslimske invasioner af frankisk territorier, og Karls sejr har ofte været anset som afgørende for verdenshistorien, eftersom det beskyttede Vesteuropa mod muslimske erobringer og islamisering"[1]
- ↑ Ranke, Leopold Von. "History of the Reformation," vol. 1, 5
- ↑ Davis, 1999, s. 106.
- ↑ 11,0 11,1 Davis, Paul K. (1999) s. 105
- ↑ Eggenberger, 1985, s. 3.
- ↑ Davis, p. 105.
- ↑ Schoenfeld, 2001, s. 366.
- ↑ Hanson, Victor Davis. Culture and Carnage: Landmark Battles in the Rise of Western Power
- ↑ Fouracre, 2000, s. 85 efter citat af U. Nonn: "Das Bild Karl Martells in Mittelalterliche Quellen", in Jarnut, Nonn and Richeter (udg.), Karl Martel in Seiner Zeit, ss. 9–21, og ss. 11–12.
- ↑ Fouracre, 2000, s. 88.
- ↑ Saudi-Arabiens historiske område i Aramco, "The Arabs in Occitania.". Besøgt 2006-06-15.
- ↑ The Arabs in Occitania
- ↑ Chronicon
- ↑ Riche, 1993, s. 44.
- ↑ Uidentificeret arabisk kronikør: Slaget ved Poitiers, 743. Efter citat af Creasy
- ↑ Watson, 1993.
- ↑ Arabere, frankere og slaget ved Tours, 732: Tre beretninger
- ↑ Fortsættelsen af Fredegars krøniker basere sig på Liber Historiae Francorum op indtil år 721 hvor denne stopper. Derefter blev krøniken på ordre af Karl Martells halvbror, hertug Childebrand, fortsat op til år 751, hvorefter Childebrands søn Nibelung sørgede for at krøniken blev fortsat op til år 768 hvor den slutter (Fouracre, 2000, s. 7).
- ↑ Bede, 1847, s. 291.
- ↑ Creasy, 1851/2001, s. 163.
- ↑ Citeret i Creasy, 1851/2001,sp. 158.
- ↑ Citeret i Creasy, 1851/2001,sp. 158.
- ↑ History of the later Roman Commonwealth, vol ii. s. 317, citeret i Creasy, 1851/2001,sp. 158.
- ↑ Cambridge Medieval History s.374.
- ↑ Lewis, 1994, s. 11.
- ↑ von Grunebaum, 2005, s. 66.
- ↑ Coppée, 1881/2002, s. 13.
- ↑ De arabiske krønikerne blev samlet og oversat til spansk af José Antonio Conde i hans Historia de la Dominación de los Árabes en España, udgivet i Madrid i 1820. I den periode der her er tale om, diskuterer de arabiske krønikere frankerne som en af to ikke-muslimske magter som på den tid bekymret kalifatet.
- ↑ Citeret i Creasy, 1851/2001, s. viii.
- ↑ Matthew Bennett et al. i Fighting Techniques of the Medieval World (2005)
- ↑ Watson, William, E. (1993). The Battle of Tours-Poitiers Revisited. Providence: Studies in Western Civilization v.2 n.1.
- ↑ An Islamic Europe?, Tomorrow's World, Volume 8, No 3. ; An Islamic Europe?
- ↑ Famous Men of The Middle Ages af John H. Haaren, LL.D. og A. B. Poland, Ph.D. Project Gutenberg Etext.
- ↑ The Timetables of History s.275.
- ↑ The Battle of Tours (732)
- ↑ Davis, Paul 1999, s. 105.
- ↑ Day of Decision: The Battle of Tours
- ↑ [2]
- ↑ Civilization of the Middle Ages s.136.
- ↑ Barbero, 2004, s. 10.
- ↑ Mastnak, 2002, ss. 99-100.
- ↑ Hitti, 2002, s. 469.
- ↑ Cardini, 2001, p. 9.
- ↑ Hanson, Victor Davis, 2001, s. 167.
- ↑ Davis, Paul, 1999, s. 107.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Ian Meadows, "The Arabs in Occitania": A sketch giving the context of the conflict from the Arab point of view.
- http://www.standin.se/fifteen07a.htm Poke's edition of Creasy's 15 Most Important Battles Ever Fought According to Edward Shepherd Creasy Chapter VII. The Battle of Tours, A.D. 732.
- Medieval Sourcebook: Arabs, Franks, and the Battle of Tours, 732: Three Accounts http://www.fordham.edu/halsall/source/732tours.html
- Medieval Sourcebook: Anon Arab Chronicler: The Battle of Poitiers, 732 http://www.fordham.edu/halsall/source/arab-poitiers732.html
[redigér] Litteratur
- Bachrach, Bernard S (2001). Early Carolingian Warfare: Prelude to Empire. University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-3533-9
- Barbero, Alessandro (2004). Charlemagne: Father of a Continent. University of California Press. ISBN 0-520-23943-1
- Bede, Giles, John Allen, Stevens, John, Gurvey, Anna and Petrie, Henry (1847). The Venerable Bede's Ecclesiastical History of England. H. G. Bohn.
- Bennett, Bradsbury, Devries, Dickie and Jestice, Fighting Techniques of the Medieval World
- Coppée, Henry (1881/2002). History of the Conquest of Spain by the Arab Moors, With a Sketch of the Civilization Which They Achieved, and Imparted to Europe. Vol II. Gorgias Press. ISBN 1-931956-94-4
- Cowley, Robert and Parker, Geoffrey (Eds.). (2001). The Reader's Companion to Military History. Houghton Mifflin Books. ISBN 0-618-12742-9
- Creasy, Edward Shepherd (1851/2001). Decisive Battles of the World. Simon Publicatons. ISBN 1-931541-81-7
- Davis, Paul K. (1999) "100 Decisive Battles From Ancient Times to the Present" ISBN 0-19-514366-3
- Eggenberger, David (1985). An Encyclopedia of Battles: Accounts of Over 1,560 Battles from 1479 B.C. to the Present. Courier Dover Publications. ISBN 0-486-24913-1
- Fouracre, Paul (2000). The Age of Charles Martel. Pearson Education. ISBN 0-582-06476-7
- Grunebaum, Gustave von (2005). Classical Islam: A History, 600 A.D. to 1258 A.D. Aldine Transaction. ISBN 0-202-30767-0
- Hanson, Victor Davis. Carnage and Culture: Landmark Battles in the Rise of Western Power. Anchor Books, 2001. Published in the UK as Why the West has Won. Faber and Faber, 2001. ISBN 0-571-21640-4
- Hitti, Philip Khuri (2002). History of Syria Including Lebanon and Palestine. Gorgias Press LLC. ISBN 1-931956-61-8
- Lewis, Bernard (1994). Islam and the West. Oxford University Press. ISBN 0-19-509061-6
- Mastnak, Tomaž (2002). Crusading Peace: Christendom, the Muslim World, and Western Political Order. University of California Press. ISBN 0-520-22635-6
- Reagan, Geoffrey, The Guinness Book of Decisive Battles , Canopy Books, NY (1992) ISBN 1-55859-431-0
- Riche, Paul (1993). The Carolingians: A Family Who Forged Europe. University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-1342-4
- Roberts, J.M. (2003) The New History of the World Oxford University Press. ISBN 0-19-521927-9
- Santosuosso, Anthony (2004). Barbarians, Marauders, and Infidels. Westview Press. ISBN 0-8133-9153-9
- Schoenfeld, Edward J. (2001). Battle of Poitiers. In Robert Cowley and Geoffrey Parker (Eds.). (2001). The Reader's Companion to Military History (p. 366). Houghton Mifflin Books. ISBN 0-618-12742-9
- Torrey, Charles Cutler (1922). The History of the Conquest of Egypt, North Africa and Spain: Known as the Futūh Miṣr of Ibn ʻAbd al-Ḥakam. Yale University Press.
- Watson, William E., "The Battle of Tours-Poitiers Revisited", Providence: Studies in Western Civilization, 2 (1993)
- Wolf, Kenneth Baxter (2000). Conquerors and Chroniclers of Early Medieval Spain. Liverpool University Press. ISBN 0-85323-554-6
- Poke, The Battle of Tours, from the book Fifteen Decisive Battles of the World From Marathon to Waterloo by Sir Edward Creasy, MA
- Edward Gibbon, The Battle of Tours, Decline and Fall of the Roman Empire
- Michael Grant, History of Rome
- Richard Hooker, "Civil War and the Umayyads"
- Arabs, Franks, and the Battle of Tours, 732: Three Accounts from the Internet Medieval Sourcebook
- The Battle of Tours 732, from the "Jewish Virtual Library" website: A division of the American-Israeli Cooperative.
- Tours, Poiters, from "Leaders and Battles Database" online.
- Robert W. Martin, "The Battle of Tours is still felt today", from about.com