Sprogø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Det "gamle" Sprogø og fyr set fra den sydlige side af øen.
Foto: Erik V. Pedersen 1989

Sprogø er en lille ø, 164 ha., midt i Storebælt. Øen bruges som forbindelsespunkt til Storebæltsbroen, der forbinder Fyn og Sjælland.

[redigér] Forhistorie

Øen er gennem 15.000 år formet af isen, havet og menneske. Således er bakkerne, de såkaldte hatformede bakker på øen, f.eks. Fyrtårnsbakken, formet langs en isrand, der for 15-13.000 år siden strakte sig fra Langeland til Halsskov. I årtusinderne derefter udgjorde Sprogø blot et højdedrag inde i et udstrakt fastland, der frem mod 6500 f.Kr. langsomt blev opslugt af en stor havstigning, hvorved Storebælt dannedes. Sprogø kom derved til at ligge centralt placeret midt i bæltet og har i årtusinder været base for beboelse og en bekvem mellemstation for sejlads mellem landsdelene. De tidligste bønder bosatte sig herude ca. 4000 f.Kr. for at drive landbrug, jage og fiske, og øen var derefter beboet i mange af oldtidens perioder.

[redigér] Valdemar d. Store

Sprogø Fyr i slutningen af 1800'tallet

Omkring 1170 byggede kong Valdemar den Store et vagttårn på Fyrtårnsbakken. Den var et led i et system af rigsborge, der bl.a. i Storebælt skulle sikre overfarterne og værne mod vendiske sørøvere. Borgen, der var af den såkaldte kastelstype, havde en firkantet ydermur, der afskærmede en borgplads på ca. 26 x 32 m samt et firkantet tårn. Fundamenterne blev bygget af kampesten lagt i kalkmørtel. Derudover har der været anvendt munkesten, som dengang var et helt nyt byggemateriale.

Resterne af den nordlige del af muren omkring Valdemars tårn fremstår i dag som fredet fortidsminde lige nedenfor fyrtårnet på nordsiden af Fyrtårnsbakken og kan ses fra tog og bil.

Øen nævnes som et af kongens mange jagtområder i kong Valdemars jordebog fra ca. 1230.

Sagnet fortæller, at den fredløse Marsk Stig benyttede øen som base for sørøveri efter kongemordet i 1286. Omkring 1520 bosatte Christian II hollandske bønder på Sprogø, hvis efterkommere drev landbrug der i henved 120 år.

Sprogø har fra 1569 og frem til det 20. århundrede også været herberg for de rejsende, som om vinteren måtte søge nødhavn, når is, strøm og sne gjorde det umuligt at passere bæltet.

[redigér] Det 20. århundrede

I starten af 1900-tallet var øen ejet af De Danske Statsbaner og tjente som telegrafstation og mellemstation for isbådene, når Storebælt i isvintre frøs til. I 1922 blev øen forpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, som var kendt umyndige på grund af evnesvaghed. Kvinderne var på Sprogø isoleret fra det øvrige samfund, og de drev øen som landbrugsejendom. Den dækkede ca. 70 tønder land, indtil den faste forbindelse med Ny-Sprogø mere end fordoblede øens areal.

[redigér] Storebæltsbroprojektet

Før Sprogø blev landfast i 1997 var det en 0,38 km² stor ø. Efter etableringen af broanlæggene er arealet ca. firdoblet til 1,52 km². Sprogø fyr blev fredet i 1987, et år før vedtagelsen af Storebæltsbroen i Folketinget. Broprojektet har derfor måtte tage hensyn til det gamle fyrtårn, som er kommet til at indgå som et smukt indslag i turen over broen. Desværre er det ikke muligt at gøre holdt og bese fyret. Man må nøjes med det glimt, man får, når øen passeres.

Den sydlige del af øen er fredet og lukket for offentligheden af hensyn til en bestand af klokkefrøer og den særlige flora, som er betinget af det særlige Storebæltsklima med ringe nedbør og mange solskinstimer.