Stationsby
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En stationsby er pr. definition en by med en jernbanestation, men bruges især som betegnelse på en type byer, hvis opståen relateres til jernbanens indvirken - typisk i form af en nu nedlagt station.
Nogle af disse, såsom Brønderslev, Herning og Skjern opnåede at blive købstæder, andre døde igen med jernbanen, mens en del fik status som lokale handelscentre - somme tider til erstatning for stagnerende købstæder - eksempelvis Hadsund og Års.
Ofte har stationsbyen navn efter en ældre landsby, som enten blev integreret i den nye bebyggelse - eller hvis den lå for langt væk blot fortsatte sin sideløbende eksistens, så man har to byer med samme navn ved siden af hinanden. Eksempler på dette er Tåstrup, Jyderup og Tommerup.