Tour de France
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Tour de France (på fransk Le Tour de France) er verdens største cykelløb, som køres hver sommer i Frankrig i juli måned med start på en lørdag. Det tre uger lange løb betragtes som en af de hårdeste og mest prestigefyldte konkurrencer inden for cykling og sport generelt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kendetegn
Tour de France blev første gang kørt i 1903. Til at begynde med var det samlede klassement et løb på tid, som det er det i dag. Fra 1905 til 1912 brugte man et pointsystem til at beregne den samlede stilling. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer to fik 2, osv. Den førende rytter var så den, der havde færrest point.
I 1913 gik man tilbage til at køre på tid, hvor placeringerne er et resultat af de enkelte rytteres tidsforskel til den førendes samlede tid. På en måde er det såre simpelt, men samtidigt også det der gør det så fascinerende. De enkelte rytteres styrker og svagheder, bliver omsat til håndgribelige sekunder; uret tikker og viser ingen nåde.
Og dog. Det samlede klassemente afhænger ikke 100% af stopuret, da der i dag kan tjenes bonussekunder, som kan hjælpe en med at rykke opad. Især i den første uge kan dette rykke en del rundt i klassementet, da der her som regel kun er få sekunder imellem de forreste placeringer. I de indlagte spurter bliver der tildelt 6, 4 og 2 sekunder til de 3 første ryttere. Ved målstregen er der 20, 12 og 8 sekunder til nummer 1, 2 og 3. Som noget nyt er der bonussekunder ved alle etapeafslutninger, og ikke kun i den første uge, som det førhen har været.
Løbskommissærerne kan også tildele rytterne straf i form af sekunder, hvis de har observeret snyd. Det kunne være trækken af holdvogne, at blive skubbet eller at modtage forplejning inden for de sidste kilometre. Normalvis tildeles der straffe på 10, 20 eller 30 sekunder, men de kan sagtens være større alt efter graden af snyderiet.
Skulle en rytter styrte indenfor de sidste 3 kilometer, bliver han noteret for den samme tid, som den gruppe han kørte i da han styrtede.
Tidsgrænsen er en anden regel, som rytterne er nødt til at tage i betragtning. Dette er især nødvendigt på bjergetaperne og holdtidskørslen. Alt efter etapens sværhedsgrad og hvor hurtigt den bliver kørt, beregnes en hvis procentdel man må komme ind efter vindertiden. Jo sværere etapen er og jo hurtigere den bliver kørt, desto højere bliver procentdelen. Kommer man ikke ind inden for tidsgrænsen er man diskvalificeret.
Selve indbegrebet af Tour’en er vel nok den gule trøje. Men trøjen blev først indført i 1919 midt i løbet. Journalisterne fra avisen L’Auto (nu L’Equipe), som organiserede Tour’en, ville gerne lettere kunne genkende den førende rytter i feltet. Derfor fik de i samråd med løbsdirektør Henri Desgrandes, indført en førertrøje. Hvad farve skulle den være? Ja, L’Auto trykte deres avis på gult papir, og de var hovedsponsor for løbet, så selvfølgelig blev trøjen gul.
Den 19. Juli skulle man køre etapen fra Grenoble til Geneve. Den morgen blev Franskmanden Eugéne Christophe, den første rytter der fik den gule trøje over hovedet.
Danskerne har ganske pæne traditioner hvad angår den gule trøje, især landets størrelse taget i betragtning. Den første dansker i gult var Kim Andersen i 1983. Trøjen blev erobret på tredje etape til Roubaix og han beholdt den i seks dage. I 1985 lykkedes det ham også at køre i den i fire dage.
Efter Kim Andersen har også Jørgen V. Pedersen (1986), Rolf Sørensen (1991), Bjarne Riis (1995/96) og Bo Hamburger (1998) kørt i den fornemme trikot.
Den største danske præstation i gult er dog uden tvivl Bjarne Riis. I 1995 havde han den i en enkelt dag. Men det revancherede han på fornemmeste vis året efter (1996). På den uforglemmelige (forkortede) 9.etape til Sestriere vandt han ikke kun selve etapen, men også den gule trøje, som han beholdt hele vejen til Paris. Sestriere etapen var også særlig speciel, fordi han huggede trøjen fra hans gamle rival Jevgenij Berzin, der var chanceløs.
Udover Tour de France findes der kun to yderligere treugers cykelløb Giro d'Italia (Italien) og Vuelta a España (Spanien).
[redigér] Delkonkurrencer i løbet
[redigér] Sprinterkonkurrencen
Denne disciplin kaldes også tit pointkonkurrencen. I årene 1905-1912 blev det samlede klassement afgjort ved et pointsystem. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Den rytter med færrest point, var så den førende rytter.
1953 var Tour’ens 50 års jubilæum. For at fejre dette, indførte man en pointkonkurrence, som et supplement til det samlede klassement. En mulighed for sprinterne til at gøre sig bemærket, da de som regel ikke kunne gøre sig gældende i kampen om den gule trøje.
I modsætning til Tour’ens fleste andre konkurrencer, blev den grønne trøje indført fra start i 1953. Sponsoren af konkurrencen var den fanske butikskæde ”Belle Jardinier”. De solgte haveredskaber. Hvad var så mere naturligt end at trøjen skulle være grøn, der jo tilmed også er håbets farve. Én gang har trøjen været rød i stedet for grøn. Det var i 1968, hvor en ny sponsor krævede dette. Heldigvis var trøjen grøn igen året efter, og har været det siden.
Den Schweiziske allroundrytter Fritz Schär vandt første etape i 53. Dermed kom han både i gult og grønt. Dette bevirkede at den første der egentlig bar trøjen, var nummer to i konkurrencen Wout Wagtmans fra Holland. Schär kom dog til at bære trøjen senere, da han til sidst kunne køre ind i Paris, som vinder af den første grønne trøje.
Den største sprinter gennem tiderne må nok være tyskeren Erik Zabel. Om ikke andet, så er han i hvert fald den der har vundet trøjen flest gange, nemlig 6. Mange vil nok mene at Zabel ikke er den største; at ryttere som Mario Cipollini og Wilfred Nelissen var mere seværdige. Men som med resten af Tour’ens konkurrencer, skal man holde helt til Paris for at vinde sammenlagt. Mange store sprintere har kørt en formidabel første uge, men har så måtte sige stop, når feltet nåede bjergene.
Efter Zabel’s dominans i 90’erne og starten af dette århundrede, ser det nu ud til, at kunne blive en rent australsk dyst, de næste mange år. Ryttere som Stuart O’Grady, Robbie McEwen, Bradley Mcgee og Baden Cooke gør i hvert fald alle sammen deres.
Pointene samles ved at vinde de indlagte spurter samt etapesejrer. De indlagte spurter giver 6, 4 og 2 point til de tre første over. Etapesejrene er delt ind i kategorier, alt efter hvor bjergrige de er (se tabel). Rytteren med flest point over stregen i Paris er samlet vinder. Der gives ikke point til den grønne trøje i holdtidskørslen. På alle de indlagte spurter, gives der også 6, 4 og 2 bonussekunder, til det samlede klassement. Ud over dette, gives der nu til dags også 20, 12 og 8 bonussekunder til nr. 1, 2 og 3 på alle etape.
Det er sket flere gange, at konkurrencen først er blevet afgjort på sidste etape. I 2003 lavede Baden Cooke et omdiskuteret svaj med cyklen, der gjorde at han vandt samlet over landsmanden Robbie McEven.
I perioden 1971-1989, talte pointene i de indlagte spurter i en konkurrence for sig. Dette klassement havde en rød førertrøje, fra 1984-1989 hvor konkurrencen ophørte.
Den eneste dansker der har kunnet iføre sig det eftertragtede grønne klæde, er Søren Lilholt. I 1988 kørte han 1. etape i grønt. Året efter holdt glæden lidt længere. Da havde han den fra 1. – 4. etape.
[redigér] Bjergkonkurrencen
De første rigtige bjerge, kom første gang på Tour-programmet i 1905. Løbsdirektør Henri Desgrandes besluttede at ruten skulle peppes lidt op og begyndte at tilføje bjerge. Det første egentlige bjerg der blev passeret var Ballon d’Alsace i det østlige Frankrig, hvor franskmanden René Pottier kom først over. Han blev dermed den første i rækken af mange bjergkonger.
I 1933 prøvede man at lave et pointsystem til en decideret bjergkonkurrence, hvor Spanieren Vicente Trueba vandt. I 1934 blev konkurrencen indført som en officiel del af Tour’en og har været det siden. Trueba var en stor bjergrytter. Men han var en elendig nedkører og tabte alt det han vandt af tid op ad bakke. Derfor besluttede Desgrandes at indføre en tidsbonus, til gavn for bjergryttere der ikke kunne gøre sig i det samlede klassement. I dag bliver kampen om bjergkonkurrencen udelukkende udspillet på point.
Den prikkede bjergtrøje, der markere den førende i konkurrencen, blev først indført i 1975. Den først rytter der bar den, var Joop Zoetemelk fra Holland. Han behold den dog ikke hele vejen til Paris. Det var franskmanden Lucien van Impe, der fik denne ære. Van Impe vandt bjergkonkurrencen 6 gange. En præstation kun Frederico Bahamontes og Richard Virenque har gjort efter.
Grunden til at bjergtrøjen er hvid med røde prikker, skyldes at sponsoren af konkurrencen midt i 70’erne ville have mere for deres penge. Det var ”Poulain” chokolade, og da indpakningen af deres chokoladebarre var hvid med røde prikker, kom trøjen logisk nok til at se sådan ud. ”Polka dot trøjen”, som den også kaldes, har med små variationer beholdt grundidéen i sit udseende til i dag, på trods af skiftende sponsorer.
Pointene i bjergkonkurrencen bliver logisk nok tjent ved at komme først over bjergene. De er delt ind i kategorier alt efter højde og stejlhed. Kategori 4 er de laveste stigninger, der typisk forekommer i den første ”flade” uge af Tour’en. Dernæst følger de sværere kategori 3,2,1 og til sidst de skrappeste tinder, der bliver betegnet ”uden for kategori”, på fransk Hors Catégorie. Alt efter kategori gives der så point til de første over.
For at gøre bjergkonkurrencen mere spændende og kampen mere tæt, blev der fra 2004 indført en ny regel. Pointene blive fordoblet på det sidste bjerg, hvis dette er afslutningen på etapen (Dog kun for kategori 2 stigninger eller højere). Dette skulle afhjælpe at én rytter kan sikre sig trøjen på lange togter, med mindrer han også kan gøre sig gældende på den sidste stigning.
Den første dansker i den prikkede trøje var Bjarne Riis, der havde den en enkelt dag i 1993. Men mon ikke også Riis kan tilskrives noget af æren, for Laurent Jalaberts to vundne bjergkonkurrencer i 2001 og 2002. Det var Riis’s vejledning og opmuntring, der gjorde at den gamle franske sprinter, sluttede sin karriere på så fornem vis. Efterfølgende har Michael Rasmussen bevist, at et forholdsvis fladt land godt kan fostre en bjergkonge. I 2005 og 2006 grundlagde han sejren i bjergkonkurrencen, lidt i stil med franske Richard Virenque, ved at score mange point på lange togter, hvor han, ofte alene, kæmpede sig op ad det ene bjerg efter det andet. I 2006 fik Rasmussen først trøjen lidt sent i løbet, men til gengæld vandt han årets kongeetape i Alperne.
[redigér] Ungdomskonkurrencen
Som en motivation for morgendagens stjerner, har man i Tour’en også en ungdomskonkurrence. Alle ryttere under 25 indgår i dette sideløbende klassement, som bliver fordelt ud fra den enkelte ungdomsrytters placering i det samlede klassement. Altså et væddeløb på tid, for de nye unge talenter.
Ungdomskonkurrencen blev indført i 1975 og den første vinder blev italieneren Francesco Moser. Konkurrencen fik også en trøje som kendetegn, nemlig den hvide. Men denne trøje var ikke ny i Tour-sammenhæng, da den havde været førertrøje for den kombinerede konkurrence. Denne konkurrence udgik (for første gang) i 1974, så derfor overtog den nye ungdomskonkurrence den hvide trikot som kendemærke i 1975.
I årene 1983-86 var der endnu et kriterium for at være med i denne konkurrence. I disse år var det nemlig kun unge debutanter under 25, der måtte være med. Denne regel blev lavet om igen i 1987, til det regelsæt vi kender i dag.
Ungdomskonkurrencen har kørt uafbrudt siden den startede i 1975 og frem til i dag. I 1989 lavede man dog en forenkling af Touren. Man fjernede den røde trøje, den kombinerede og den hvide trøje, for at gøre hele regnskabet mindre indviklet. Selve ungdomskonkurrencen fik dog lov til at fortsætte, som den eneste, men uden sin trøje. Dette bevirkede at Jan Ullrich aldrig har haft en hvid Tour trøje, selvom han vandt ungdomskonkurrencen tre år i træk(1996-1998).
Det kunne måske godt ærgre ham lidt, da Tour de France ledelsel genindførte den hvide trøje fra og med år 2000. Så nu kan man igen kende den bedste ungdomsrytter i feltet på trøjen. I 1997 kom konkurrencen til officielt at hedde ”Souvenir Fabio Casatelli”, som en gestus til den 24 årige italiener, der mistede livet i 1995, efter et voldsomt styrt på etapen mellem Saint Girons og Cauterets.
[redigér] Angrebskonkurrencen
Angrebskonkurrencen går som navnet antyder ud på angrebsiver. En rytter kan sagtens have sat sit præg på flere etaper, eller måske hele løbet, uden at kunne gøre sig gældende i nogle af klassementerne. Derfor har man indført en lille underordnet konkurrence, som hædre den mest angrebsivrige rytter.
Førhen var denne konkurrence et point klassement. Men det er blevet lavet om i dag. Nu bliver der hver dag udpeget en rytter, af en jury som den mest angrebslystne. Når Tour’en er færdig udpeger den samme jury, en rytter som har fortjent titlen, set over hele løbet.
Denne konkurrence er ikke så vigtig og præstigefyldt, som de andre. Derfor har den heller ikke en trøje, til at markere den førende rytter. I stedet bliver den førende rytter kendetegnet ved et rødt rygnummer, til forskel fra de normale sort-på-hvidt numre.
Selvom konkurrencen har en sekundær betydning, er den bestemt ikke helt uinteressant for rytterne. Mange sætter en stor ære i at bære de røde numre. En der især kæmpet heroisk for dem, er franskmanden Jacky Durand, der stort set altid var/er mand for et frisk lille udbrud. Laurent Jalabert lavede også en meget flot kombination, ved at vinde både bjergkonkurrencen og angrebskonkurrencen to år i træk. Den rødprikkede trøje med de røde numre, klædte ham aldeles godt.
[redigér] Holdkonkurrencen
Tour de France bliver formet og skabt af store individualister. Men de ville, især i vores tid ikke være meget værd uden et godt hold i ryggen. Derfor er Tour’en også et taktisk holdløb, og holdene har siden starten i 1903 haft deres egen konkurrence. Selvom holdkonkurrencen er en sekundær konkurrence, er den forbundet med en del præstige. Især imellem hold fra samme land.
Holdklassementet bliver i dag beregnet ud fra hvert holds tre bedst placerede ryttere på hver etape. De tre bedste rytteres tider bliver lagt sammen, og det hold der har brugt mindst tid vinder dagens holdkonkurrence. Disse tider giver så et samlet klassement.
Man må ikke tro at man kan finde det førende hold, udfra de tre bedst placerede ryttere i det individuelle klassement. Et hold kan godt have forskellige dårligt placerede ryttere med fremme på etaperne, og på den måde score tid i holdkonkurrencen.
Tidsbonus og straf til den enkelte rytter tæller ikke med i regnskabet. Skulle det ske, at et hold har mindre en tre ryttere tilbage i løbet, er holdet ude af holdkonkurrencen.
Det førende hold i denne konkurrence er idag kendetegnet af et markant gul/grønt rygnummer.
[redigér] Indlagte spurter
Denne konkurrence kender vi i dag, som en del af den almindelige sprinterkonkurrence. Men fra 1971-1989 var de indlagte spurter en konkurrence for sig. Klassementet blev også beregnet som vi kender det i dag, men altså uafhængigt af kampen om den grønne trøje, der i denne periode kun blev afgjort på målstregen.
Fra 1984 fik de indlagte spurter sin egen trøje, den røde. Tour-ledelsen skrottede dog konkurrencen og trøjen efter 1989 tour’en, sammen med det kombinerede klassemente og den hvide trøje (ungdomskonkurrence fortsatte uden sin trøje, der dog blev indført igen i 2000), for at gøre løbet mere overskueligt.
[redigér] Kombinerede klassement
Den mest specielle konkurrence der har været i Tour’en er nok det kombinerede klassement. Det blev udregnet sådan, at den førende rytter var den der overordnet var bedst placeret i kampen om den gule, grønne og prikkede trøje (fra 1984-1989 blev den røde trøje også regnet med). Altså en slags all-round konkurrence.
Den første vinder i 1968 da klassementet blev introduceret var Franco Bitossi fra Italien. Dengang bar den førende rytter en hvid trøje. Konkurrencen blev skrottet efter 1974. Derfor overtog den nye ungdomskonkurrence der kom i 1975 den hvide førertrøje.
Den kombinerede konkurrence blev genindført i 1980, røg ud igen i 1983 og 84, og genindført nok en gang i 1985. Altså en lidt broget karriere, skønt idéen med konkurrencen var ganske god. I stedet for ryttere der satsede alt på at vinde én konkurrence, kunne man her fokusere på stærke all-round ryttere, der kunne gøre sig gældende både i spurterne, imod uret og i bjergene; som for eksempel den legendariske belgier Eddy Merckx kunne det. Man kan godt savne sådanne typer i dag, hvor Tour’en igen er præget af specialister.
Ved genindførslen i 1985 fik konkurrencen sin egen lidt specielle trøje, der havde felter for de fire konkurrencer den blev dannet af. Denne trøje må dog ikke forveksles med holdtrøjen fra ”La Vie Claire”, som den godt kunne minde lidt om. I 1985 og 86 hvor Bernard Hinault og Greg Lemond kørte i den kombinerede trøje, kørte de nemlig for ”La Vie Claire” holdet.
Det kombinerede klassement blev skrottet fra og med 1990, sammen med konkurrencen for de indlagte spurter, som et led i en forenkling af hele løbet.
[redigér] Point-holdkonkurrencen
Denne konkurrence var en slags grøn trøje for hold. Ved hver etape, blev der givet point til hver rytter. Nummer 1 fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Pointene fra de tre bedst placerede ryttere fra hvert hold blev lagt sammen. Det hold med færrest point førte så dette klassement.
Det førende hold kunne kendes på, at de kørte med grønne kasketter. Konkurrencen blev skrottet efter 1988, og har ikke været brugt siden.
[redigér] Årsopsummering
2006 – 93. udgave fra lørdag den 1. juli til søndag den 23. juli over 3657 km. Kort inden løbets start blev 13 ryttere, her iblandt favoritter som Ivan Basso, Jan Ullrich og Francisco Mancebo, udelukket pga. mistanke om indblanding i en dopingsag. Vinderen blev Floyd Landis lige før Óscar Pereiro. Danskeren Michael Rasmussen vandt en etapesejr og den prikkede bjergtrøje. Kort efter løbet blev Floyd Landis afsløret i en dopingtest, som var taget under løbet. Denne test viste at Floyd Landiss krop indholdte en 11 gange forhøjelse værdi af det normale mængde testosteron i kroppen. Dopingsagen omkring Landis er endnu ikke afgjort, men hvis Landis kendes skyldig vil sejren gå til nr. 2, Oscar Pereiro Sio.
2005 – Udgave nummer 92 blev kørt fra lørdag den 2. juli til søndag den 24. juli. Lance Armstrong slog sin egen rekord fra året før med den samlede sejr for syvende gang i træk, og Michael Rasmussen blev den første dansker der vandt bjergtrøjen
2004 – Udgave nummer 91 blev kørt fra lørdag den 3. juli til søndag den 25. juli. 2004 og var året hvor Lance Armstrong satte den fantastiske rekord med samlet sejr for sjette gang i træk og Richard Virenque som den første vandt bjergtrøjen for syvende gang.
2003 – 100-året for tourens begyndelse i 1903. Dette er den 90. udgave af løbet, da enkelte år udgik som følge af verdenskrigene. Vinderen blev som året før Lance Armstrong.
2002 – Den 89. udgave af touren blev kørt fra 6. juli til 28. juli. Vinderen blev som året før Lance Armstrong, nr. 2 blev Joseba Beloki og nr. 3 blev Raimondas Rumsas.
2001 – Den 88. udgave af Tour de France blev kørt fra lørdag 7. juli til søndag 29. juli. Præmiesummen var på 16 millioner franc, hvoraf de 2,5 millioner tilfaldt vinderen. Den totale distance var 3.462 km. Vinderen blev amerikaneren Lance Armstrong, nr. 2 blev tyskeren Jan Ullrich og nr. 3 blev Joseba Beloki.
[redigér] Vindere
Baggrundsartikel: Tour de France-vindere
Én rytter har vundet Touren syv gange:
- Lance Armstrong (USA) i 1999, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004 og 2005 (syv gange i træk).
Fire ryttere har vundet Touren fem gange:
- Jacques Anquetil (Frankrig) i 1957, 1961, 1962, 1963 og 1964.
- Eddy Merckx (Belgien) i 1969, 1970, 1971, 1972 og 1974.
- Bernard Hinault (Frankrig) i 1978, 1979, 1981, 1982 og 1985.
- Miguel Indurain (Spanien) i 1991, 1992, 1993, 1994 and 1995 (den første til at vinde fem på hinanden følgende år).
Tre andre ryttere har vundet Touren tre gange:
- Philippe Thys (Belgien) i 1913, 1914 og 1920.
- Louison Bobet (Frankrig) i 1953, 1954 og 1955.
- Greg LeMond (USA) i 1986, 1989 og 1990.
Gino Bartali er indehaver af rekorden for at vinde Touren med flest års mellemrum, da han vandt Touren sidste gang 10 år efter sin første sejr (i 1938 og 1948).
Ryttere fra Frankrig har sejret flest gange (36), efterfulgt af Belgium (18), USA (11), Italien (9), Spanien (8), Luxembourg (4), Schweiz og Holland (2 hver) og Irland, Danmark og Tyskland (1 hver).
Én rytter har vundet sprinterkonkurrencen seks gange:
- Erik Zabel (Tyskland) i 1996, 1997, 1998, 1999, 2000 og 2001 (seks år i træk)
Én rytter har vundet bjergkonkurrencen syv gange:
- Richard Virenque (Frankrig) i 1994, 1995, 1996, 1997, 1999, 2003 og 2004.
To ryttere har vundet bjergkonkurrencen seks gange:
- Federico Bahamontes (Spanien) i 1954, 1958, 1959, 1962, 1963 og 1964.
- Lucien Van Impe (Beelgien) i 1971, 1972, 1975, 1977, 1981 og 1983.
[redigér] Store bjerge i Tour de France
[redigér] Danske præstationer
[redigér] Danskere i gul førertrøje
- 1983: Kim Andersen, 6 dage, 3. - 8. etape
- 1985: Kim Andersen, 4 dage, 4. - 7. etape
- 1986: Jørgen V Pedersen, 5 dage, 7. - 11. etape
- 1991: Rolf Sørensen, 4 dage, 2. - 5. etape
- 1995: Bjarne Riis, 1 dag, 7. etape
- 1996: Bjarne Riis, 12 dage, fra 9. etape til Paris
- 1997: Bjarne Riis, 1 dag, første dag som vinder af Tour de France i 1996
- 1998: Bo Hamburger, 1 dag, 4. etape.
[redigér] Danskere i grøn pointtrøje
- 1988: Søren Lilholt, 1 dag, 1. etape
- 1989: Søren Lilholt, 4 dage, 1. - 4. etape
[redigér] Danskere i prikket bjergtrøje (hvid med røde pletter)
- 1993: Bjarne Riis, 1 dag, 8. etape
- 2005: Michael Rasmussen, 14 dage, 8. - 21. etape. (Samlet vinder af trøjen ved afslutningen af løbet i Paris og nr. 7 i det samlede klassement).
- 2006: Michael Rasmussen, 4 dage, 17. - 20. etape. (Samlet vinder af trøjen ved afslutningen af løbet i Paris og nr. 18 i det samlede klassement).
[redigér] Danskere i hvid ungdomstrøje
Ingen.
[redigér] Danske etapesejre
- 1970: Mogens Frey, 9. etape
- 1983: Kim Andersen, 12. etape
- 1987: Jørgen V. Pedersen, 10. etape
- 1988: Johnny Weltz, 19. etape
- 1993: Jesper Skibby, 5. etape - Bjarne Riis, 17. etape
- 1994: Bo Hamburger, 8. etape - Bjarne Riis, 13. etape - Rolf Sørensen, 14. etape
- 1996: Bjarne Riis, 9. etape - Rolf Sørensen, 13. etape - Bjarne Riis,16. etape
- 2003: Jakob Piil, 10. etape
- 2005: Michael Rasmussen, 9. etape
- 2006: Michael Rasmussen, 16. etape
[redigér] Danske ryttere til start
Ialt har 118 danske cykelryttere i tidens løb stillet op til 1. etape af løbet. Den første danske deltagelse var i 1958.
[redigér] Se også
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
[redigér] Eksterne henvisninger
