Vampyr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Philip Burne-Jones' maleri The Vampire, 1897

En vampyr er et mytisk, overnaturligt væsen, der drikker blod eller på anden vis suger livskraften ud af sine ofre.

Vampyrmyten har inspireret alle dele af kulturen, inklusive bøger, skuespil, musik, film, tegneserier, rollespil og byttekortspil.

Den bedst kendte vampyr er i dag grev Dracula, hovedperson i Bram Stokers gyserroman Dracula fra 1897. Nogle mener, at Bram Stoker var inspireret af den historiske skikkelse Vlad Dracula, som regerede i Transylvanien. Han blev kaldt Vlad Tepes (Vlad spidderen), fordi han spiddede sine fjender på høje pæle.

Den første "vampyr" der virkelig bed og drak blod var Jakob Sigvard som var en af Vlad Draculas fjender. Skabelon:Jilde mangler

Ifølge jødisk mytologi nedstammer alle vampyrer fra den bibelske skikkelse Lilith, som angiveligt var Adams hustru før Eva. Denne teori er også udbredt blandt fans af Anne Rices romanserie Vampire Chronicles.

Der kendes myter og fortællinger om vampyrer helt tilbage til tidligste historiske tid. Forskellige verdensdele har haft sine egne vampyrtyper. Nogle er kvindelige væsner, der kommer til sovende mænd om natten (såsom maren). Andre stjæler spædbørn, som de tømmer for blod. Fra Java og Malaysia kendes Penangolaen, et flyvende, mandefjendsk kvindehoved, der drikker blodet af drengebørn.

En af de ældste og bedst kendte vampyrtyper er den udøde genganger, der om natten forlader sin grav for at suge blod af andre. I moderne tro tåler denne vampyrtype normalt ikke sollys og kan uskadeliggøres, hvis man åbner graven og jager en pæl gennem dens hjerte.

Forskning viser dog at der absolut ingen gamle myter er om vampyrernes sårbarhed over for sollys. End ikke i Bram Stokers roman blev sollys brugt som destruktionsmiddel: Dracula fik hjertet gennemboret af et sværd (selvom der blev beskrevet at grevens kræfter var svagere om dagen). Myten om solens stråler er faktisk en ren Hollywood-myte: Da Nosferatu blev indspillet, var det stadig i stumfilmenes tid og derfor blev der brugt en del symbolik til at forklare meget af filmens handling. I slutningen af filmen, stiger solen op og besejrer vampyrgreven, hvilket skulle symbolisere det godes sejr over det onde, dvs. lysets kræfter over mørkets. Simpel fejltolkning skyldes det moderne syn på sollys-myten.

Mange andre myter blev hæftet på vampyren, i takt med flere og flere noveller og romaner blev udgivet. Til trods for manges tro, var Dracula ikke den første vampyrbog. Den tidligste vampyrbog der er fundet, er af John William Polidori der i 1819 skrev "The Vampyre". Det var Polidori der var først med at fremstille vampyren som en aristokratisk mand med elegante træk der let kunne forføre de fleste ofre. Derefter kommer "Carmilla" der i 1872 blev skrevet af Joseph Sheridan le Fanu. Fanu får uddybet vampyrenes mesmerisme evner og fremstiller dem som sofistikerede væsner, dog med stærke seksuelle undertoner, især fra den kvindelige vampyr, Carmillas side, som faktisk forfører en anden ung kvinde. Fanu vil vise at en vampyrs stærke dyriske tiltrækning kan tiltrække hvem som helst og lokke alle i fordærv, uanset køn og alder. Denne bog inspirerer endelig Bram Stoker som i 1897 skriver Dracula. Det er ham som tilføjer vampyrernes manglende egenskab til at blive set i spejle, pga. at det ver en hån mod Gud at de kunne se sig selv i spejle. hvilket tidligere ikke er blevet nævnt i myter. Desuden giver han også Dracula evnen til at forvandle sig til en flagermus, hvor det i myterne altid var en ugle, en ulv, en kat eller endda tåge.

Mere biologisk orienterede fans af dette mytolgiske væsen, finder deres egne forklaringer. De fleste af disse "vampyrbiologer" afviser myten om ikke at kunne blive set i et spejl, da der ingen fysisk grund er til det. Sollys myten accepteres dog nogenlunde: Da en vampyr er død og legemetemperaturen er lav, sættes der skub i fordøjelsessystemet (ikke et traditionelt ét) hvis det bliver for varmt for vampyren. Det vil simpelthen gøre den syg og slå den ihjel, derfor færdes vampyrer om natten i begyndelsen. Efterhånden som de bliver ældre og dermed stærkere, er sol og varme intet problem for dem. Men ganske vist kan deres kræfter være svagere, fordi stofskiftet på en måde bliver højere og de bliver nødt til at spise noget oftere. Ingen vampyrer kan formere sig: Den døde krop kan ikke producere de rette hormoner til at skabe sæd eller ægceller, så den eneste måde at skabe flere vampyrer, er ved at bide et menneske. At blive vampyr er på en måde en slags sygdom, beskrives der, men kan kun overføres gennem fordøjelsessystemet og derfor er det vigtigt at ofret sluger vampyrens blod. Derefter bliver ofret tømt for sit eget blod og dør, men bliver givet nyt liv. Et uddødt liv. Når man er forvandlet (eller 'omskabt', som er det foretrukne ordvalg), vil ens organer langsomt blive omformet til flydende masse da der ikke længere er brug for dem. Massen bliver overført til muskler, men få organer bliver dog: Hjernen, selvfølgelig og hjertet. Lungerne bliver nødt til at blive for at vampyren er i stand til at tale, sukke osv. Vampyren lever af andre folks liv ved at drikke deres blod, hvilket bliver overført direkte til hjertet da der ingen mavesæk er. Derfor vil andet mad ikke kunne virke og højst sandsynligt slå vampyren ihjel. Drikkevarer er noget andet: Ren ethanol kan godt beruse en vampyr og hjertet kan godt tåle det, men i takt med vampyren bliver stærkere, kan den tåle mere 'vandede drikke', dog aldrig fuldstændig som et menneske ville kunne. Jo stærkere, jo sundere. Vampyrer er stadig i stand til samleje, men når den mandlige får sin udløsning, er det ikke sæd der afgives, men en lille portion blod. Det er stadig diskuteret af disse "biologer" om vampyrer er i stand til forvandling, flyvning, manipulation af elementer og andre mere overnaturlige kræfter. Mesmerisme er der dog stor, positiv enighed om.

I Danmark har vampyrmyten bl.a. været dyrket af Dansk Vampyr Selskab, der i en årrække udgav tidsskriftet Nosferatu.

Den danske filminstruktør Carl Th. Dreyer lavede den tysk-franske filmklassiker Vampyr - Der Traum des Allan Grey (1932).

Den første danske vampyrfilm var Nattens engel (1998), instrueret af Shaky González.

[redigér] Faglitteratur

Montague Summers: The Vampire in Europe (1929)
Gabriel Ronay: The Dracula Myth (1972)
Raymond T. McNally & Radu Florescu: In Search of Dracula (1973)
Dan Turèll: Alverdens vampyrer (1978)
Stephen Jones: The Illustrated Vampire Movie Guide (1993)

[redigér] Skønlitteratur

John Polidori: The Vampyre (1819)
J. Sheridan Le Fanu: Carmilla (1872)
Bram Stoker: Dracula (1887)
Stephen King: Salems Lot (1975)
Anne Rice: En Vampyrs Bekendelser (udgivet 1976) (på dansk: 1991)
Dennis Jürgensen: Brædder til Draculas kiste (1984)
Anne Rice: Mørkets fyrste (The Vampire Lestat ) (udgivet: 1985) (på dansk: 1992)
Anne Rice: De fordømtes dronning (The Queen of the Damned) (udgivet: 1988) (på dansk: 1993)
Anne Rice: Fortællingen om kropsrøveren (The Tale of the Body Thief) (udgivet: 1992) (på dansk: 1994)
Kim Newman: Anno Dracula (1992)
Anne Rice: Djævelens discipel (Memnoch The Devil) (udgivet: 1995) (på dansk: 1995)
Steven Spruill: Mørkets herskere (1998)
Anne Rice: Vampyren Armand (The Vampire Armand) (udgivet: 1998) (på dansk: 2000)
Anne Rice: Merrick (Merrick) (udgivet: 2000) (på dansk: 2003)
Anne Rice: Blod og guld (Blood and Gold) (udgivet: 2001) (på dansk: 2002)
Anne Rice: Blackwood Farm (Blackwood Farm) (udgivet: 2002) (på dansk: 2005)
Anne Rice: Blood Canticle (udgivet: 2003) (ikke oversat til dansk)
Stephenie Meyer: Tusmørke(på dansk i to bind)
Stephenie Meyer: New Moon(fortsætteren til Tusmørke) - endnu ikke oversat til dansk
Michael Romkey: Vampyr.
Amelia Atwater-Rhodes: I nattens skove (In the Forests of the Night) (på dansk: 2000)
Amelia Atwater-Rhodes: Mørkets skygger (Demon in My View) (på dansk: 2000)