Vilhelm Hammershøi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vilhelm Hammershøi (15. maj 1864, København – 13. februar 1916) var en dansk maler.
Han malede især portrætter, bygninger, landskaber og interiører. Det var især for det sidste, at han blev kendt.
Hammershøi var søn af en butiksejer og modtog undervisning i tegning fra 8-årsalderen fordi han havde vist stort kunstnerisk talent.
Han blev uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København under Frederik Vermehren mellem 1879 og 1884. Han studerede også under Frederik Rohde, Vilhelm Kyhn og P.S. Krøyer og fik tidligt success – især internationalt. I 1891 giftede han sig med en kollegas søster, Ida Ilsted, og de boede sammen i København til hans død i 1916. Ida er den skikkelse, man ser portrætteret i mange af hans billeder, ofte set bagfra.
Selv om hans stil og teknik i midten af 1880'erne ikke var væsensforskellig fra de typiske maler på den tid, er hans psykologiske begreb forud for sin tid, og han blev ikke altid forstået af sit publikum. Faktisk blev et portræt af hans søster i 1885 (Den Hirchsprungske Samling, København) afvist fra konkurrencen om Neuhausens præmie. De første skridt blev da taget til dannelsen af Den Frie Udstilling, hvor Hammershøi var en af stifterne. Hans palette var allerede en harmonisk tonalitet af grå, fra blødt sort til hvidt, hvilket han mestrer som få andre, accentueret af varmere farver. Hans interiører fra 1880'erne viser at han mestrede det dramatiske spring fra intenst mørke til fuldt lys.
[redigér] Rejser
Hammershøi besøgte Nederlandene og Belgien i 1887. I 1889 udstillede han fire billeder på verdensudstillingen i Paris og havde for første gang lejlighed til at se værker af Whistler. Fra september 1891 til marts 1892 boede han i Paris, hvor han ofte var i selskab med J.F. Willumsen. Han mødte også Th. Durét, som senere besøgte ham i København. Fra oktober til december 1893 var han i Norditalien. I juni 1897 tog han til Stockholm og i oktober samme år tog han via Nederlanden til London, hvor han blev indtil maj 1898. Han har måske set den store udstilling, som åbnede der den 16. maj (The Skating Rink, Knightsbridge), hvor der foruden Monet, Manet, Bonnard, Vuillard og tyske kunstnere var ni oliemalerier af Whistler.
Fra oktober 1902 til februar 1903 var han atter i Italien, og i september 1904 i London. Hammershøis rejser, især dem til London, var vigtige for hans kunstneriske udvikling. En del af hans tid i London brugte han til at male gadebilleder omkring British Museum, og en del – angiveligvis – med at opsøge Whistler. I Paris blev portrættet af hans senere hustru Ida Ilsted (1890) beundret af Th. Durét og Puvis de Chavannes, og Renoir menes at have vist interesse for nogle af hans tidlige portrætter, deriblandt det af hans søster som var blevet afvist tidligere.
[redigér] Værker
Som andre danske malere på den tid havde Hammershøi en hel del til fælles med guldalder-malerne og med Eckersbergs skole, dels i kraft af hans uddannelse, dels pga. personlige præferencer.
Hammershøis emner inkluderer portrætter, nøgenbilleder, landskaber, arkitektur og interiører. Den sidste kategori, med deres stumme, kvindelig figurer, set bagfra, viser indflydelsen fra Vermeer. Formodentlig mere interessante er dog interiørerne uden figurer. De er, som hans dystre arkitektur-billeder, ligesom arkitekturen selv, ren kunst.
Efter hans død i 1916 sank hans arbejder langsomt hen i glemsel. Hammershøis lidenskabsløse "purist"-stil var for meget i modsætning til de foruroligende eksperimenter efterkrigstidens avant-garde bevægelse drev. De gjorde, at Hammershøis enigmatiske, triste kunst forekom underlig forældet. Genopdagelsen og nyvurderingen af symbolismen i de senere år har banet vejen for at Hammershøi’s melankolske syn på verden har kunnet genvinde sin plads i offentlighedens bevisthed. Hammershøi er nu ikke kun en af de mest kendte skandinaviske kunstnere, han har også genvundet opmærksomhed i Paris og New York takket være udstillinger af hans arbejder i Musée d’Orsay og Guggenheim Museum.
