William Shakespeare
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
William Shakespeare (født april 1564, døbt 26. april 1564, død 23. april 1616 (efter den julianske kalender. 3. maj efter den gregorianske)) bliver betegnet som den største forfatter det engelske sprog har set. Som skuespilforfatter skrev han ikke blot nogle af de mest kraftfulde tragedier, men også mange komedier. Han skrev også digte.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
Vores viden om Shakespeares liv er ret begrænset i betragtning af hans berømmelse. Han fødtes og døde i byen Stratford-on-Avon i England som søn af en selvejerbonde og forretningsmand. Faderen synes at være gået fallit på et tidligt tidspunkt, og en række af Shakespeares ungdomsår (de "tabte år") er ganske ukendte for os. Han giftede sig 1582 med Anne Hathaway (1556-1623) som han fik tre børn med. Fra 1592 virkede han i London, først som skuespiller, derefter som forfatter og meddirektør ved Globe-teatret (1599-1613). Han fik en betydelig social position, blev grundejer og trak sig af ukendte grunde tilbage til hjembyen 1613. Flere mere eller mindre underbyggede teorier om hans privatliv og tidlige år er blevet fremsat (f. eks. at han har været uddannet jurist eller lærer). Man har ofte ved at nærlæse hans skuespil og digte søgt at finde biografiske oplysninger, men resultaterne har været usikre.
[redigér] Værker
Shakespeare skrev i alt 34 skuespil (37 hvis 1. og 2. del af visse stykker medregnes) mellem 1585 og 1613. Der hersker en del usikkerhed om tilblivelsestidspunktet, generelt placeres komedierne først i hans produktion, de fleste tragedier efter 1600 samt romancerne (eventyrspillene) i årene o. 1610. De deles ofte i tragedier og komedier, andre fininddeler dem i historiske skuespil med engelsk eller antikt emne. Blandt hans kendteste er Romeo og Julie, Macbeth, Kong Lear og Hamlet.
Foruden skuespillene skrev han en række fortællende digte The Rape of Lucrece (Lucretias Voldførelse), The Passionate Pilgrim, Venus and Adonis, A Lover's Complaint og Phoenix and the Turtle. Endelig skrev han 154 sonetter, små digte med filosofisk indhold, følelsestilkendegivelser eller lyrisk naturstemning.
[redigér] Skuespillene efter kategori
De danske udgaver er udkommet under (til tider meget) forskelligt oversatte titler med forskellige stavemåder. Her er valgt dem, som synes at have bredest opbakning på tværs af udgaverne. Det formodede tilblivelsesår er angivet i parentes.
- Tragedierne
- Titus Andronicus (1593)
- Romeo og Julie (1595)
- Julius Cæsar (1599)
- Hamlet (1601-03)
- Troilus og Cressida (1602)
- Othello (1604)
- Macbeth (ca. 1605-06)
- Kong Lear (ca. 1605-06)
- Timon fra Athen (ca. 1605-08)
- Antonius og Cleopatra (1607)
- Coriolanus (1608)
- Komedierne
- Tvillingerne også kaldet Forvekslinger
- De to herrer fra Verona (1594)
- Trold kan tæmmes (ca. 1594-98)
- En skærsommernatsdrøm (1595)
- Købmanden i Venedig (1596)
- Stor ståhej for ingenting (ca. 1598-99)
- Som man behager (1599)
- Helligtrekongersaften (ca. 1600-01)
- De lystige koner i Windsor (ca. 1600-01)
- Når enden er god (1602)
- Lige for lige (1604)
- Kærlighedens kværulanter
- Perikles (ca. 1606-08)
- Cymbeline (1610)
- Stormen (ca. 1610-11)
- Vintereventyret (1611)
- De to ædle slægtninge (ca. 1610 - regnes blandt apokryferne)
- Historiefortællingerne
- Henrik VI, del 1 (1590-92)
- Henrik VI, del 2 (1590-92)
- Henrik VI, del 3 (1590-92)
- Richard III (1592)
- Kong Johan (1594)
- Richard II (1596)
- Henrik IV, del 1 (1597)
- Henrik IV, del 2 (1597)
- Henrik V (1599)
- Henrik VIII (ca. 1613)
Visse shakespeareforskere foretrækker desuden at dele komedierne ind i komedier og romancer. Romancerne omfatter så Cymbeline, Vintereventyret, Perikles, og Stormen.
Shakespeare var teatermand, og han skrev sine dramatiske værker alene med opførelse for øje. Han var ikke interesseret i deres udgivelse på tryk; de vigtigste trykte udgaver er besørget af andre, dels i digterens levetid, dels efter hans død. Da Shakespeares originale manuskripter med meget få undtagelser er gået tabt, og da trykkene indeholder mere eller mindre åbenbare korruptioner af teksten, er det en vanskelig og stadig fortsat opgave for tekstkritikerne at etablere en pålidelig tekst.
[redigér] Indholdet af skuespillene
Næsten alle Shakespeares skuespil bygger på andres værker, enten dramatiseringer af fortællinger eller omarbejdelse af ældre skuespil. Imidlertid omformer han dem som regel så radikalt, at de må anses for originale værker. Han overholder hverken handlingens, tidens eller stedets enhed, lader ofte dramatiske scener (mord, selvmord, slag) foregå direkte for øjnene af tilskuerne og lader scener skifte uanset antallet af personer på scenen. Ofte indfletter han desuden tragiske monologer i komedierne eller komiske indslag i tragedierne, hvilket ofte nuancerer stykkernes tone. Replikkerne er ofte skrevet i blankvers.
Når skuespillene er blevet så berømte, skyldes det uden tvivl, at Shakespeare ofte tager store problemer og livsspørgsmål op. I nogle skildres magtmenneskets kamp og fald (Richard III, Macbeth), i andre jalousiens ødelæggende virkning (Othello), utaknemmelighedens følger (Kong Lear) eller uforsonlighedens magt over ung kærlighed (Romeo og Julie). I sine komedier tager han som regel parti for livsglæden mod puritanismen og begrænsningen, men uden at hylde en hæmningsløs livsudfoldelse. Selv i det antisemitisk prægede Købmanden i Venedig mærkes en vis objektivitet, skurken Shylock fordømmes for sin mangel på evne til tilgivelse, men man ser også baggrunden for hans holdning. Hamlet, det måske berømteste stykke, er også ét af de mest omdebatterede, det kan både vise en ung mands reaktion på fordærvede omgivelser, et menneskes fatale fremturen i blodhævn eller dets handlingslammelse og tvivl.
Skuespillene har mange gode kvinderoller, og i det hele taget har kvinderne en mere fremtrædede og nuanceret placering end i f. eks. det samtidige spanske teater. Som bekendt disponerede Shakespeare ikke over skuespillerinder; kvinderollerne udførtes i samtiden af drenge (skuespillerelever).At kvinderoller blev opført af drenge kommer også til syne i, at trods rollernes store vægt blev de opført uden den store monolog.
[redigér] Apokryfer og ophavsret
Der har været forsket intenst i spørgsmålet, om Shakespeare har skrevet andre værker end de nævnte samt om hans ophavsret til værkerne. Adskillige anonyme skuespil fra Elizabeth-tiden har været tilskrevet Shakespeare på grund af stilistisk lighed eller simpelt hen traditioner for, at han var forfatteren. Disse såkaldte Shakespeare-apokryfer omfatter bl.a. Sir Thomas More, Kong Edward III, A Yorkshire Tragedy, The Two Noble Kinsmen (De to ædle Slægtninge, se ovenfor) samt mere end 30 andre. De fleste er afvist som usandsynlige, men forskning i stil og skrift kunne tyde på, at Sir Thomas More og Edward III har haft ham som medforfatter. Omvendt kan en del digte fra de anerkendte Shakespeare-skuespil være forfattet af kolleger. En meget populær, men aldrig accepteret teori går ud på, at filosoffen og politikeren Francis Bacon var forfatteren til alle Shakespeares værker. Baggrunden for teorierne har til dels været, at man ikke tilskrev skuespilleren Shakespeare tilstrækkelig lærdom og boglig dannelse til at kunne udtrykke sig så formfuldendt.
[redigér] Danske Shakespeareoversættelser
Interessen for Shakespeare begyndte for alvor med romantikken, men de første oversættelser var ofte mangelfulde eller forvanskede, da teatrene ofte fandt hans sprog vulgært og indholdet anstødeligt. Et eksempel på sådan forvanskning af Macbeth se [1]
Blandt de vigtigste oversættelser kan nævnes:
- Edvard Lembcke: William Shakespeare: Samlede Skuespil (1861-73). - Første danske oversættelse af samtlige dramatiske værker, meget populær trods sprogligt ukorrekte detaljer.
- V. Østerberg: William Shakespeare: Dramatiske værker (1958) - Omfatter kun en del af skuespillene, men nævnes ofte som mest korrekt oversat. Af samme oversætter desuden: William Shakespeare: Sonetter (1944).
- Anne Chaplin Hansen: William Shakespeare. Samlede værker (1975-78, nyeste udg. 2001)
