Abu Laban
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ahmed Abu Laban, født 1946 i Jaffa i Palæstina og død 1. februar 2007 i Danmark, var imam.
Abu Labans familie udvandrede i 1948 til Ægypten, hvor han voksede op. I 1969 blev han uddannet som maskiningeniør, og efterfølgende har han boet og arbejdet i Ægypten, Kuwait, Forenede Arabiske Emirater og Nigeria, hvor han også studerede teologi under en række muslimske lærde, førend han i 1984 kom til Danmark som palæstinensisk flygtning og for at fungere som imam. Denne gerning udøvede han primært i Tauba-moskeen i København, en moske, der sorterer under Islamisk Trossamfund, som Abu Laban også fungerede som leder for, i hvilken forbindelse han ofte optrådte i de danske medier. Han var den mest kendte danske imam, ligesom han er den imam, der har været længst i Danmark.
Abu Laban blev i 1974 gift med sin kusine Inam; sammen fik de syv børn.
Abu Laban havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark. Han havde indtil sin død stadig sit palæstinensiske id-kort, der gav ham adgang til at rejse ind i Gaza fra Ægypten uden at skulle have godkendelse fra de israelske myndigheder.
Abu Laban døde d. 1. februar 2007, kun få uger efter at han fik konstateret lungekræft. Han blev dagen efter begravet på Den Muslimske Begravelsesplads i Brøndby. Abu Laban var nummer 36, som blev begravet på pladsen i Brøndby.
[redigér] Involveringer og kontroverser
- Ifølge DR var han uønsket i De Forenede Arabiske Emirater og Ægypten for sine "islamistiske synspunkter" [1].
- Abu Laban bistod som en af mæglerne imellem de berørte familier efter overfaldet på en dørmand fra Café Rust lørdag d. 28. maj 2005, hvor en person blev dræbt.
- Den 14. okt 2005 - Abu Laban bliver anklaget for sædelighedskrænkelse af en fader til en forulempet mindreårig pige, som angiveligt skulle være krænket af Laban i den moske, han underviser i. Anklagen frafaldt dog, da der ingen beviser var mod sigtede.[Kilde mangler]
- Den 1. februar 2006 anklagede DR Abu Laban for at "tale med to tunger", dvs. give modstridende udsagn til henholdsvis den arabiske tv-station Al-Jazeera og den danske presse i forbindelse med sagen om de 12 Muhammed-tegninger [2].
- Abu Laban var Islamisk Trossamfunds repræsentant i den delegation af muslimer, som rejste til Mellemøsten da Muhammedkrisen kradsede mest.
- Ifølge Jyllands-Posten den 11. maj 2006 har han udtalt at han og hans familie snart vil forlade Danmark og bosætte sig i Gaza. Han har valgt at forlade Danmark fordi han ikke føler sig retfærdigt behandlet af blandt andet medierne efter sagen om Muhammed-tegningerne.