Arthur Wellesley

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Sammenskrivningsforslag
Artiklen Copenhagen er foreslået skrevet ind i denne artikel. (Diskutér forslaget)

Arthur Wellesley (1. maj 1769 – 14. september 1852) og fra 1814 hertug af Wellington kaldet the Iron Duke ("jernhertugen").

Wellesley er født enten i Dublin eller i grevskabet Meath, Irland og døde i Walmer, Kent, England, han var britisk officer, politiker og diplomat, udnævnt til oberst i 1796, feltmarskal i 1813, virkede som ambassadør i Paris i 1814 og valgt til og fungerede som engelsk premierminister i perioden 1828 -1830 og var senere engelsk udenrigsminister i perioden 1834 - 1835.

Hertugen ledede den allierede armé i slaget ved Waterloo 1815, hvor han red på hesten Copenhagen.

[redigér] Biografi

1769 – født enten i Dublin, Irland eller på Dangan Castle i County Meath, Irland.
1781 – påbegynder uddannelse på kostskolen Eton i England, afslutter i 1785.
1786 – fortsætter sin uddannelse i Belgien.
1787 – familien køber Wellesley en bestalling som officerselev i et infanteriregiment og han frekventerer det franske militærakademi i Angers, Frankrig.
1788 – bliver udnævnt til løjtnant.
1790 – bliver valgt som uafhængigt medlem af det daværende irske parlament, en position han bestred i syv år.
1793 – køber sig til rang som oberstløjtnant i et engelsk infanteriregiment.
1794 - kampagne mod franskmændene i Nederlandenedeltager blandt andet i slaget om Boxtel.
1796 – efter udnævnelse til oberst bliver han med sit regiment udkommanderet til tjeneste i Indien. Broderen Richard Wellesley bliver året efter generalguvernør i Indien.
1798 – deltager i den fjerde Mysore-krig som divisionschef samt fungere som guvernør i Seringapatan en post han havde til 1805. Krigen slutter i 1799.
1803 – øverstkommanderende for den engelske hær i Maratha-krigen i slagene ved blandt andet Assaye, Argaum og og fortet ved Gawilghur.
1804 – modtager Bath-ordenen, den første af mange udmærkelser.
1805 – returnerer med sin broder til England, deltog samme år i slaget ved Austerlitz i de russisk-engelske styrker mod Napoleon.
1806 – flere politiske poster blandt andet som parlamentsmedlem i England.
1807 – mindre militær komando i ekspeditionen til Danmark. Bliver udnævnt til generalløjtnant i den engelske hær.
1808 – som chef for mindre hærstyrker vinder han slaget ved Roliça og slaget ved Vimeiro mod Napoleons styrker. Øverste chef var på det tidspunkt general Dalrymple, politisk udnævnt, øverstkommanderende for de kombinerede engelske, spansk og portugisiske styrker.
1809 – som øverstkommanderende vinder Wellesley Slaget om Talavera, for denne sejr blev han adlet som Viscount Wellington af Talavera og Wellington.*1810 – Franskmændene invaderer Portugal. Wellington sinker invasionen ved Busaco og deltager i belejringen af det fransk besatte Almeida.
1811- Wellington vinder slaget ved Fuentes de Onoro og bliver samme år udnævnt til general.
1812 – Wellington erobrer Ciudad Rodrigo og vinder slaget ved Badojoz og slaget ved Salmanca, bliver Jarl og senere Marquess af Wellington. Bliver militær øverstkommanderende.
1813 – bliver udnævnt til feltmarskal efter sejren i slaget om Vitoria og sejrer i slaget om Toulouse.
1814 – bliver hertug af Wellington og senere engelsk ambassadør i Frankrig.
1815 – Wellington vinder som øverstkommanderende slaget ved Waterloo.
1819 – bliver udnævnt til Master-General of the Ordnance (formodentlig det samme som krigsminister) i den daværende Tory-regering.
1827 – udnævnt til øverstkommanderende for den engelske hær.
1828 – engelsk premiereminister indtil 1830.
1834 – engelsk udenrigsminister til 1835.
1841 – engelsk minister uden portefølje og udnævnt til formand for overhuset til 1846.
1852 – dør på Walmer Castle og bliver begravet i Saint Paul's Cathedral ved siden af Lord Nelson.