Demokratiske parti (USA)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det demokratiske parti er det ene af de to store amerikanske politiske partier; det andet er det republikanske parti. Partiet - under dets nuværende navn - blev dannet under Andrew Jackson i 1820'erne, men dets rødder kan spores tilbage til Thomas Jefferson og det Demokratisk-Republikanske Parti. Det er det næstældste politiske parti i verden, kun overgået af Storbritanniens Konservative. For tiden er demokraterne i mindretal i Senatet (USA) og i Repræsentanternes Hus. De kontrollerer 19 delstatparlamenter og sidder på 22 guvernørposter. Siden 1896 har demokraterne været det mest liberale af de to store partier (i den amerikanske forståelse af ordet). Franklin D. Roosevelts arbejderklassevenlige, aktivistiske filosofi har dannet grobund for store dele af partiets dagsorden siden 1933; hans New Deal-koalition kontrollerede regeringsførslen helt ind i 1960'erne. 1960'ernes borgerrettighedsbevægelse, som på trods af modstand fra dets sydstatsfløj blev støttet af partiet, har siden inspireret partiets ideer og principper.
[redigér] Ideologisk basis
De dominerende holdninger i Det demokratiske parti er siden 1930'erne generelt blevet anset som liberale. Man skal her være opmærksom på, at liberalisme generelt har en anden betydning i USA ift. udenfor (se amerikansk liberalisme), men i en international kontekst bliver Demokraternes synspunkter dog også ofte set som liberale. Partiets politiske standpunkter har deres rødder i den såkaldte progressive bevægelse i USA fra starten af det 20. århundrede og desuden i tankerne fra sådanne intellektuelle som John Dewey.
Partiet er fortaler for de fleste demokratiske frihedsrettigheder, sociale rettigheder, lige rettigheder, lige muligheder og den fri næringsdrivelse, hvis værste konsekvenser dog skal modereres af regeringens indblanden. Partiet mener, at regeringen skal forsøge at forhindre fattigdom og social uretfærdighed, også selvom det måske skulle betyde, at det offentlige bliver nødt til at spille en større rolle i samfundet og et progressivt skattesystem for at sikre finansieringen.
Ethvert givent partis principper og værdier er svære at definere, og generelt behøver de ikke at gælde for alle medlemmer. Hos Demokraterne, som er et meget bredt dækkende parti, kan et medlem således også sagtens være uenig med partiet i et eller flere af partiets "officielle" standpunkter. Disse standpunkter repræsenterer de holdninger, et flertal af de delegerede på det nationale konvent - ofte under indflydelse af årets nominerede præsidentkandidat - har vedtaget.
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne links
Det Demokratiske Partis officielle hjemmeside
Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |