Det Deliske Søforbund

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Det Deliske Søforbund var en sammenslutning af græske poleis (bystater) i det 5. århundrede f.Kr. Det blev anført af Athen. Da mange af forbundets poleis var for fattige til at give skibe til den fælles flåde, betalte de i stedet skatter til Athen så der var penge nok til at bygge de dyre triremer.

I 478 f.Kr. efter Xerxes' fejlslåede forsøg på at erobre Grækenland, førte spartaneren Pausanias de græske styrker imod Persien. Han var en upopulær hærfører (som måske konspirerede med perserne), og Sparta var ivrig efter at stoppe krigen. De opgav lederskabet i den følgende kampagne til Athen der var glad for at modtage det. Det Deliske Søforbund blev oprettet i 477 f.Kr. som en både offensiv og defensiv alliance imod perserne. Hovedbystaterne i forbundet var Athen, Khios, Samos og Lesbos, men også mange af de større øer og joniske bystater gik med.

Athen var forbundets leder fra starten, men fælleskassen var dog ved grundlæggelsen placeret på øen Delos, deraf navnet. Det som hver stat skulle bidrage med, blev fastsat af athenernes leder, Aristides. Nogle af medlemmerne bidrog med skibe, andre med tropper, andre med våben og andre med penge. Et råd bestående af alle bystaterne mødtes regelmæssigt på Delos, sandsynligvis da de medbragte deres afgifter til kassen på øen.

Det Deliske Søforbunds første handling var indtagelsen af Eion, et persisk forsvar af en flod på vejen til Asien, under Kimons lederskab. Efter sejren handlede forbundet imod adskillige piratøer i det Ægæiske Hav, mest kendt er Skyros hvor de gjorde de dolopiske indbyggere til slaver, og Athen oprettede en koloni. Få år senere sejlede de imod Caria og Lycia, og de slog den persiske hær og flåde i slaget ved Eurymedon.

Disse aktioner var sandsynligvis mest populære hos forbundets egne medlemmer. Men forbundet, især athenerne, var villig til at tvinge byer til at melde sig ind eller forblive i forbundet. Carystus, en by på sydspidsen af Euboia, blev tvunget til at melde sig ind pga. militære aktioner foretaget af Athen. Ræsonnementet varat Carystus nød forbundets fordele (beskyttelse imod pirater og persere) uden at bidrage til det fælles ansvar. Derudover var Carystus en traditionel base for persiske belejringer. De athenske politikere var nødt til at retfærdiggøre disse handlinger for at få stemmer. Naxos, en af medlemsstaterne, forsøgte at træde ud, og blev gjort til slaver. Man mener at Naxos blev tvunget til at rive deres mure ned, miste deres flåde og miste sin stemmeret i forbundet.

I 454 f.Kr. flyttede Athen forbundets fælleskasse fra Delos til Athen under påskud af at beskytte den mod perserne. Plutark påpeger at mange af Perikles' rivaler så flytningen til Athen som et forsøg på at tilrane sig økonomiske midler til forskellige byggeprojekter, bl.a. Parthenon. Athen skiftede også mening mht. til modtagelse af afgifter til forbundet. Hvor de tidligere accepterede skibe, mænd og våben, ville de nu kun acceptere penge. Den nye forbundskasse i Athen blev brugt til mange ting, og ikke kun ting der havde forbindelse til forbundet. Akropolis, Parthenon og andre ting der ikke havde med forbundet at gøre, blev bygget for forbundsmidler. Det var i denne tid at nogle påstod at det Athenske Imperium opstod eftersom den tekniske definition på imperium er at en række byer betaler skatter til en central, domerende by mens den lader de lokale regeringer sidde. Det Deliske Søforbund skiftede fra at være en alliance til at være et imperium.

I 461 f.Kr. blev Kimon landsforvist ved ostracisme, og i indflydelse blev han efterfulgt af demokrater såsom Ephialtes og Perikles. Dette markerede et totalt skift i athensk udenrigspolitik, de forsømte alliancen med spartanerne, og de allierede sig i stedet med Spartas fjender, Argos og Thessalien. Megara forlod det Peloponnesiske Forbund og allierede sig i stedet med Athen. Det muliggjorde bygningen af dobbeltmure på det smalle stykke land der forbinder Peloponnes med det græske fastland. Det beskyttede Athen mod angreb fra den side. På ca. det samme tidspunkt byggede de også - på opfordring af den indflydelsesrige taler Themistokles - de lange mure der forbandt Athen med Piræus, Athens havneby. Dette gjorde praktisk talt Athen usårlig mod angreb fra landsiden.

Snart brød den Peloponnesiske Krig ud. I 458 f.Kr. blokerede Athen øen Ægina, og på samme tid forsvarede de Megara mod korintherne ved at sende en hær ud der var sammensat af de der enten var for unge eller for gamle til normal krigstjeneste. Det følgende år sendte Spara en hær til Boiotien, og de modtog hjælp fra Theben for at holde athenerne i skak. Deres tilbagevenden blev blokeret, og de besluttede at marchere mod Athen hvor de lange mure ikke var blevet bygget færdige endnu, og vandt slaget ved Tanagra. Da de havde gennemført dette, kunne de vende tilbage. To måneder senere invaderede athenerne under Myronides Boiotien, og de vandt Slaget ved Oenophyta. Derved fik de kontrol over hele Boiotien bortset fra Theben.

Krigen mod perserne forsatte i mellemtiden. I 460 f.Kr. havde Egypten gjort oprør under Inarus og Amyrtaeus der havde bedt athenerne om hjælp. Perikles kom dem med 200 skibe der oprindeligt skulle angribe Cypern, til hjælp fordi det ville skade perserne. Persernes omdømme havde allerede lidt da de fejlede i et forsøg på at erobre grækerne, og Perikles ønskede at forstærke persernes dårlige omdømme. Men efter fire år blev oprøret slået ned af general Megabyzus som tog størstedelen af de athenske styrker. De tilbageværende flygtede til Kyrene (ligger i det nuværende Libyen) og derfra hjem.

Dette var athenernes hovedgrund (officelt set i hvert fald) til at flytte forbundskassen fra Delos til Athen - hvad der styrkede Athens kontrol over forbundet. Perserne fulgte op på sejren ved at sende en flåde ud der skulle genoprette persisk kontrol over Cypern, og 200 skibe blev sendt dem i møde ledt af Kimon der i 451 f.Kr. vendte tilbage fra ostrakisme.Han døde under blokaden af Citium skønt flåden vandt en dobbeltsejr.

Denne kamp var den sidste store der blev kæmpet imod perserne. Mange forfattere rapporterede at en formel fredstraktat, kendt som Kalliasfreden, blev formaliseret i 450 f.Kr., mens andre mener at traktaten var en myte der var skabt senere for at oppuste Athens magt. Men der kom i hvert fald en forståelse der tillod athenerne at rette deres blik imod begivenheder der skete i det græske område.

Freden med perserne blev efterfulgt af adskillige nederlag. Slaget ved Koronea i 447 f.Kr. førte til tabet af Boiotien. Euboia og Megara gjorde begge oprør, og mens den første fik sin status som skatpligtig allieret tilbage, blev sidstnævnte et permanent tab. Det Deliske Søforbund og Det Peloponnesiske Forbund sluttede en fredstraktat der skulle vare i 30 år. Den varede kun indtil 431 f.Kr. da den Peloponnesiske Krig brød ud.

De der gjorde oprør, men uden held, så at Athen statuerede et eksempel ved mytilenernes oprør. Mytilenerne var hovedbefolkningsgruppen på Lesbos, og efter et fejlslagent oprør, beordrede athenerne døden over hele den mandlige befolkning. Efter lidt betænkningstid formildede de ordren til kun at henrette de 1000 førende anstiftere til oprøret, og de fordelte hele øens landområde til athenske andelshavere der blev sendt ud for at bebo Lesbos.

Denne form for behandling var ikke kun for de der gjorde oprør. Thukydid dokumenterer et eksempel hvor Melos, en lille ø, neutral i krig skønt den var grundlagt af spartanerne, blev tvunget til at slutte sig til athenerne eller blive erobret. Da de valgte at stå imod, blev deres by belejret og indtaget. De mandlige indbyggere blev dræbt, og kvinderne solgt som slaver (se Thukydids Meliske Dialog).

Det Deliske Sørforbund blev aldrig formelt gjort til det Athenske Imperium. Men med begyndelsen på den Peloponnesiske krig, var der kun Khios og Lesbos tilbage der bidrog med skibe, og disse stater var nu alt for svage til at rive sig løs uden støtte. Lesbos prøvede at gøre oprør først, men det slog fuldstændigt fejl. Khios, det største mest magtfulde af de oprindelige medlemmer bortset fra Athen, var de sidste til at gøre oprør, og i efterspillet til Ekspeditionen til Syrakus havde de succes i flere år og opmuntrede hele Jonien til at gøre oprør. Athen var dog stadig stærk nok til at undertrykke disse oprør.

Det Athenske Imperium var meget stabilt, og kun 27 år med krig, hjulpet af perserne og intern strid, var i stand til at knække det. Det Athenske Imperium forblev ikke besejret længe. Det Andet Athenske Imperium, et maritimt selvforsvarsforbund, blev oprettet i 377 f.Kr. og blev anført af athenerne. Men Athen skulle aldrig genskabe den fulde magtudstrækning, og deres fjender var nu langt stærkere og mere varierede.