Østromerske Kejserdømme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 (Våbenmærke for dynastiet Palaiologos) |
|
|
Motto: Βασιλεὺς Βασιλέων |
|
| Officielt sprog | Græsk |
| Hovedstad | Konstantinopel |
| Statsoverhoved | Kejser |
| Rådslående organ | Østromerske senat |
| Lovgivningsmagt | Concilium Plebis |
| Areal - Total |
Omk. 2 millioner km² |
| Befolkning | Ca. 20-40 millioner |
| Etableret | 11. Maj, 330 e.Kr. |
| Opløsning | 29. Maj, 1453 |
| Første Kejser | Konstantin den Store (306 e.Kr. - 337 e.Kr.) |
| Sidste Kejser | Konstantin 11. Palaiologos (1449 - 1453) |
| Efterfulgte | Romerriget |
| Tidszone | UTC -1 til +2 |
Det Østromerske Kejserdømme var det ene af de to riger, som Theodosius den Store opdelte det romerske verdensrige i 395 e.Kr. Det omtales også under navne som det Østromerske Rige, det Græske Kejserdømme, eller det Byzantinske Rige.
Riget omfattede alle de romerske provinser i Afrika, Ægypten og Kyrenaika, i Europa provinserne Thrakien, Møsien, Dacia, Makedonien og Achaia, samt de asiatiske provinser; Illyrien var delt mellem det øst- og vestromerske Rige. Romerrigets østlige halvdel, med den nylig anlagte hovedstad Konstantinopel, gjaldt for den rigeste og mest sikrede; ved delingen blev den af samme grund tildelt den ældste af Theodosius' to sønner, Arcadius, medens den yngre, Honorius, fik det vestlige rige med Rom til hovedstad. Begge var børn ved faderens død og fik derfor formyndere, Honorius vandaleren Stilicho, Arcadius galleren Rufinus, og denne var den egentligt ledende, medens Arcadius (395-408) kun var det af navn. Da Rufinus allerede 395 blev dræbt af goteren Gainas, fik først eunukanføreren Eutropius magten, siden Gainas selv; 399 blev denne dog fortrængt, og Arcadius regerede nu under indflydelse af sin rænkefulde hustru, Eudoxia.
Han blev efterfulgt af sin søn, Theodosius 2., (408-450), og det var i hans regeringstid, at en krig med Persien 422 endte med en deling af Armenien mellem de to riger, medens man tilkøbte sig ro over for Hunnerne ved at betale dem en årlig tribut. Theodosius' navn er knyttet til en lovsamling, Codex Theodosianus, der indeholdt alle de forordninger, der var udstedt siden Konstantin den Store.
Efter hans død udråbtes hans søster, Pulcheria, til kejserinde, og hun ægtede den dygtige senator Marcianus, som efter sin hustrus død (453) regerede ene til 457. Hans efterfølger, Leo 1., (457-474), led et blodigt nederlag over for vandalerne, som plyndrede Middelhavets kyster. Hans svigersøn, Zeno Isaurieren, (474-491), måtte kæmpe om magten med sin svigermoder, Verina. Anastasios 1. blev Kejser (491-518) ved at gifte sig med Zenos enke, Ariadne. Han blev efterfulgt af en kriger, bondesønnen Justinus 1. (518-527), der adopterede sin brodersøn, Justinian og tog ham til medregent.
Under Justinian 1. (527-565) fik riget en glimrende tid. Som sikring mod de slaviske folk, der trængte frem fra nord, og som nu afløste germanerne som rigets hovedfjender, havde allerede Anastasios 1. befæstet hovedstaden ved en 50 km lang mur fra Propontis til Sortehavet. Justinian styrkede grænsen ved en række fæstninger langs Donau og syd derfor. Hans feltherre, Belisar, gjorde ende på Vandalerriget i Afrika (533-534), og efter næsten 20 års kampe lykkedes det at vinde Italien fra østgoterne i 553), mens man erobrede en række havnebyer fra vestgoterne i Spanien.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Tidslinje | |
|---|---|
|
|
|
| tid | begivenhed |
| 330 | Konstantin den Store erobrer Byzans, og anlægger en ny hovedstad, under navnet Konstantinopel. |
| 476 | Det vestromerske Kejserdømme bliver lagt sammen med det Østromerske Kejserdømme og Imperium Romanum genopstår, men nu med Konstantinopel som hovedstad. |
| 527 | Justinian 1. bliver Kejser. |
| 532-537 | Justinian bygger Hagia Sophia |
| 930 | Væring korpset oprettes |
| 1054 | Romerkirken bryder med kirken i Konstantinopel |
| 1204 | Konstantinopel bliver erobret af korsfarere |
| 1261 | Konstantinopel bliver befriet af den romerske kejser Michael Palaiologos. |
| 1453 | De tyrkiske osmanner erobrer Konstantinopel hvilket betyder afslutningen på Imperium Romanum |
[redigér] Kilde/henvisning
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |
Græske bystater: Det Deliske Søforbund | Det athenske demokrati | Dorer | Græske kolonier | Ioner | Makedonien | Milet | Mykene | Olympia | Oraklet i Delfi | Peloponnes | Peloponnesiske Krig | Perikles | Perserkrigene | Polis | Slaget ved Marathon | Sparta | Troja | Æoler
Hellenismen: Alexander den Store | Athens historie | Diadokerne | Græsk mytologi | Makedonerne | Theben | Thrakien |
Græsk litteratur: Aischylos | Aristofanes | Aristoteles | Demosthenes | Euripides| Herodot | Hesiod | Homer | Iliaden | Lysias | Menander | Odysseen | Platon | Sofokles | Thukydid | Xenofon
Den romerske republik: Det romerske Senat | Etruskerne | Forbundsfællekrigen | Gaius Julius Caesar | Gallerkrigene | Latium | Puniske krige | Romersk borger | Romersk arkitektur | Romersk religion | Slaver | SPQR | Triumviratet
Det romerske kejserrige: Armenien | Augustus | Germanien | Hadrian | Hadrians mur | Kejserkult | Limes | Mysteriereligion | Pannonien | Pax romana | Prætorianergarden | Trajan | Urkristendom
Det østromerske rige (Byzans): Belisar | Byzans | Cæsareopapisme | Eksarkat | Katafrakt | Hagia Sophia | Justinian 1. | Konstantin den Store | Økumeniske Konciler | Ravenna | Tetrarkiet | Theodora | Varægergarden
Romersk litteratur: Augustin | Aulus Gellius | Cicero | Horats | Juvenal | Livius | Lukrets | Martial | Metamorfoserne | Ovid | Plautus | Plinius den Ældre | Plinius den Yngre | Properts | Quintilian | Sallust | Seneca | Sueton | Sulpicia | Tacitus | Terents | Tibul | Vergil | Æneiden |
Persien: Achæmenide-dynastiet | Dareios den Store | Kyros 2. | Mederne | Partherriget | Perserkrigene | Sasaniderne Seleukiderne | Xerxes 1. | Zarathustra | Zarathustrianisme
Se også: Andre indgange til historien
