Diocletian

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Diocletian

Gaius Aurelius Valerius Diocletianus (egl. Diocles) (ca. 236/237 - 3. december 316) var romersk kejser 284-305. Han var en af de mest nyskabende af den senromerske periodes kejsere og skaberen af Dominatet.

Han var søn af en frigiven slave fra Dalmatien, gik ind i militæret og avancerede langsomt til gardechef uden specielt at udmærke sig. Ved kejser Numerians død 284 blev han udråbt til kejser af styrkerne i Østen og besejrede året efter Numerians broder Carinus, hvorpå han stod som enehersker. Hans sejr afsluttede militæranarkiet.

Diocletians tyve år lange regeringstid betød den største revolution i rigets historie siden Augustus' magtovertagelse. Under ham gennemførtes definitivt kejserdømmets officielle overgang til fyrstestatus samt en gennembureaukratisering af staten. Endelig indførtes - skønt mere kortlivet - det såkaldte Tetrarki (firekejserdømme), som foregreb den senere opsplitning af riget.

Han indsatte i 286 krigskammeraten Maximian Herculius som medregent i vest og blev selv hersker (og egentlig magthaver) i øst. Magtskiftet betød, at Rom for første gang forsvandt som hovedstad, da de to kejsere valgte hhv. Milano og Nikomedia i Lilleasien som residensbyer. Få år efter udnævntes yderligere et par medregenter (Constantius I Chlorus og Galerius) for hver rigshalvdel som fik status af cæsarer (kronprinser). Diocletian forblev dog overkejser i hele perioden. Bortset fra en midlertidig løsrivelse af England lykkedes det nogenlunde at holde fred i perioden, også ved grænserne.

En vigtig indsats gjorde Diocletian ved opbygningen af en særlig kejserlig administration som overflødiggjorde den gamle blanding af kejserligt og republikansk bureaukrati. Senatet reduceredes til romersk byråd. Der oprettedes et særligt regeringsråd, Konsistorium. Den kejserlige prætorianergarde afskaffedes til fordel for en mere loyal palatinergarde. De enkelte lokaldistrikter blev lagt i faste rammer under et nyt embedskorps. Han søgte at sikre grænserne ved at tvinge soldaterne til at leve dér som bønder og forsvare jorden. Samtidig prøvede han at modvirke opløsningen af staten ved at gennemføre et tvangssystem, som tvang alle til at blive i familiens håndværk og således opretholde de forskellige erhverv ved at gøre dem arvelige - et forvarsel om middelalderens stænderstat. I 301 indførtes en ambitiøs, men mislykket, lov om maksimalpriser. Dens tekst er bevaret og er interessant, fordi den viser hvilke fødevarer der forhandledes i Rom på den tid.

Også kejsermagtens ydre symboler opgraderedes. Diocletian brød med den halvrepublikanske herskerform som mange forgængere havde anlagt, og optrådte åbenlyst som monark med stort hof og ceremoniel, ligesom han lod sig dyrke som gud. Det synes dog for hans vedkommende mere at skyldes ønsket om at sikre kejserpostens prestige og eksklusivitet end personlig forfængelighed. Ved disse ændringer blev han en banebryder for den senere fyrsteopfattelse i Europa.

Diocletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, men skyldes muligvis hans mistillid til de kristnes loyalitet samt deres generelle afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede derefter forfølgelserne og forbød i 303 direkte kristendommen. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diocletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på bjerget Ararat ("De ti tusinde martyrer"). Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne og blev til dels saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Svækket af sygdom, en hjerneblødning og skuffende resultater abdicerede Diocletian 1. maj 305 og gennemtvang et generationsskifte af kejsere i begge rigshalvdele. Systemet brød imidlertid hurtigt sammen, da tronkrævere nægtede at acceptere ordningen, og på få år brød voldsomme borgerkrige ud, der til sidst gjorde Konstantin den Store til enehersker. Diocletian isolerede sig i et slot i sin hjemby Spalato (Split), hvor han levede i fred til sin død.

Diocletian står mere tåget end flere andre betydelige romerske kejsere. Af kilderne fremstår han som en energisk, arbejdsom og hårdhændet mand, som med alle midler søgte at reformere riget for at bevare det. Hans kristenforfølgelser har skæmmet hans eftermæle, men ikke desto mindre må han regnes for én af middelalderstatens forløbere og det byzantinske systems grundlæggere. Det er svært at afgøre, hvor mange af periodens tvangs- og centraliseringsforanstaltninger, der skyldes ham, da efterfølgeren Konstantin videreførte kursen i skærpet grad.