Ford
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ford er et amerikansk bilfirma, der blev grundlagt i 1903 af Henry Ford. Ford er i dag verdens fjerdestørste bilfirma og den ottende største virksomhed i verden målt på omsætning (se Fortune 500).
I de første år efter stiftelsen i 1903 producerede Ford kun et par biler om dagen, men med introduktionen af Ford T i 1908 blev Ford et kæmpe hit. Med Ford T nåede bilen for første gang ud til masserne i USA. Den store succes betød også, at man blev nødt til at effektivisere produktionen. Det medførte, at Ford som den første virksomhed begyndte at bruge et samlebånd, der bevægede sig. Hvilket betød, at man gik fra, at det tog 12,5 time at lave en bil, til at man nu kunne lave den på 2 timer og 40 minutter. Fleksibilitet var dog ikke noget man lagde stor vægt på, og Henry Ford skal have sagt: "Folk kan få deres bil i enhver ønskelig farve, så længe den er sort!". Det tog en dag længere at tørre andre farver end sort, så for ikke sinke produktionen, brugte man kun sort[1]. En anden nyskabende ting Ford indførte for at øge produktiviteten, var at fordoble arbejdernes lønninger og mindske deres arbejdstid til 8 timer om dagen. Dette medførte så stor en produktivitetsstigning, at det let betalte sig, og konkurrenterne blev nødt til at følge efter.
Succesen for Ford T var så stor, at man fra 1917 til 1923 ikke brugte nogen penge på reklamer. Konkurrenterne begyndte dog efterhånden at forbedre sig og tilbyde biler med flere features, mens Ford stadig kun havde Ford T. Derfor stoppede produktionen af Ford T i 1927, efter at man havde solgt ikke mindre end 15.000.000 eksemplarer.
Under depressionen i 1930'erne faldt bilsalget kraftigt, og Ford var nødt til at lukke 27 af koncernens 35 fabrikker, og ikke før 1939 nåede man op på samme salg som i 1929. Med udbruddet af 2. verdenskrig begyndte Ford at levere til hæren, bl.a. jeeps og flyvemaskiner.
Ford har siden 1956 været børsnoteret og ejer i dag en lang række mærker inkl. Jaguar, Volvo og Land Rover.
[redigér] Noter
De følgende af Wikipedias søsterprojekter har yderligere information om
Ford:
Billeder og media fra Commons