Grande Arche
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Grande Arche de la Fraternité er et monument i form af en triumfbue, i kontor- og forretningskvarteret La Défense vest for Paris. Det er også kendt som Arche de la Défense eller blot La Grande Arche.
En international arkitektkonkurrence blev udskrevet på initiativ af den franske præsident François Mitterrand og vundet af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987). Han konstruerede den som en moderne udgave af Triumfbuen: et monument for menneskeheden og de humanistiske idealer i stedet for militære triumfer. Byggeriet blev påbegyndt i 1982. Efter Spreckelsens død i 1987 afsluttede hans partner, den franske arkitekt Paul Andreu, projektet i 1989/90.
Den næsten færdiggjorte Arche blev indviet i juli 1989 samtidig med de store militærparader, der markerede tohundredåret for den franske revolution.
Arche er en næsten perfekt kubus (bredde: 108 m, højde: 110 m, dybde: 112 m; det er blevet antydet, at bygningen ligner en firedimensional hyperkubus, projiceret ind i vores tre dimensionelle verden. Den har en betonramme dækket af glas og Carrara-marmor fra Italien og blev bygget af det franske entreprenørfirma Bouygues.
Dens idé er at afslutte monumentalaksen Axe historique, der går gennem Paris. Arche er, underligt nok, drejet i en vinkel på 6,33° i forhold til aksen, en ejendommelighed der er blevet forsøgt forklaret med utallige teorier. Det siges, at arkitekten ønskede at fremhæve monumentets dybde, samtidig med at den præcise vinkel blev valgt for at skabe symmetri med det tilsvarende vinklede Louvre i aksens modsatte ende. Men meget tyder på, at den vigtigste grund ganske enkelt var teknisk. Med en métrostation, en RER-station og en motorvej alle placeret direkte under bygningen var vinklen den eneste måde, hvorpå man kunne skabe plads til bygningens gigantiske fundament.
De to sider af Arche er hjemsted for regeringskontorer. Tagsektionen rummer et udstillingscenter. Den lodrette struktur, der er synlig på fotografiet, er elevatorens stillads. En imponerende udsigt over Paris kan nydes fra elevatorerne, der bringer de besøgende op til foden af trapperne, der fører det sidste stykke op til taget.
I 1999 besteg den franske "byklatrer" Alain "Spiderman" Robert bygningens ydervæg kun ved brug af sine hænder og fødder og uden nogen form for sikkerhedsanordninger.
I filmen Godzilla: Final Wars fra 2004 er den et af de parisiske monumenter, der bliver ødelagt af kæmpeinsektet Kamacuras.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Satellit billede fra Google Maps
- Panorama
- Grande Arche (på fransk)
- Grande Arche (på fransk)
Wikimedia Commons har medier relateret til: |