Hangarskib
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et hangarskib er et militært fartøj, hvis væsentligste funktion er at være base for en flystyrke. Hangarskibe indgår normalt i en større gruppe af krigsskibe, som muliggør at et land kan anvende en militær styrke over store afstande uden at være afhængig af lokale landbaserede baser. Hangarskibe er normalt de største skibe som indgår i et lands flådestyrke.
Et hangarskib af Nimitz-klassen drives frem af to atomreaktorer og fire dampturbiner, er mere end 300 meter langt og koster omkring 5 milliarder dollars at bygge. Kun ni lande har hangarskibe: Frankrig, Indien, Rusland, Spanien, Brasilien, Italien, Thailand, Storbritannien og USA. Kina er i besiddelse af et tidligere sovjetisk hangarskib Varyag, men de fleste flådeanalytikere er af den opfattelse, at Kina ikke har nogen intentioner om at gøre skibet operationsdygtigt.