Helligånden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Helligånden er Guds ånd, der virker i mennesker. I klassisk kristen dogmatik fastslås Helligånden som den tredje person i Treenigheden, ligestillet med Faderen og Sønnen (Kristus).

I klassisk kristendom knyttes Helligånden tæt sammen med en formidlingsrolle mellem Gud og mennesker og er den, der giver mennesker troen på kristendommens sandhed. Dette begrundes bibelsk ved brugen af betegnelsen "talsmanden" i Johannesevangeliet og beskrivelsen i Apostlenes Gerninger af begivenhederne i pinsen efter Kristi himmelfart. I særdeleshed knyttes den tæt til dåben, hvor den døbte antages at få skænket Helligånden. I visse kirkelige retninger antages dette dog at ske ved en persons omvendelse til kristendommen. I flere karismatiske retninger er det at blive døbt med Helliganden, at man får tungetalen.

Helligånden knyttes også til de såkaldte nådegaver, heriblandt tungetale. I kirkelige retninger som Pinsekirken og Apostolsk Kirke lægges der stor vægt på disse.

[redigér] Jehovas Vidners fortolkning

Ifølge Jehovas Vidner er den hellige ånd Guds aktive virkende kraft. Det den kraft han brugte til at skabe alt i himmelen og på jorden med. Deriblandt:

• den himmelske hærskare af engle
• det fysiske univers

Jehovas Vidner tror desuden på, at den hellige ånd også er den kraft der virker på troende mennesker så de får styrke til at holde ud og holde ud i deres kristne tro; også under særdeles vanskelige vilkår (som fx i en tysk koncentrationslejr).

[redigér] Kilder/Henvisninger

Jørgen Kjeldsen: FOCUS, Gjellerups étbinds-leksikon, 1982. side 402.