Treenigheden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion

Abrahamitiske religioner

jødedom - islam

kristendom Denne artikel er del af serien Kristendom

Skrifter

Bibelen · GT · NT Salmebog· Katekismus

Trosartikler

Frelse · Nåde Trosbekendelse

Treenigheden

Faderen · Sønnen · Helligånden

Mærkedage

Kirkeåret advent · jul · hellig tre konger faste · påske · pinse trinitatis · allehelgensdag

Livscyklus

dåb · konfirmation Ægteskab Død · Begravelse

Bønner

Fader vor

Kirkeliv

søndag · præst Kirkebygningen Kirken som institution

Dagligt liv

Kristen etik

Nye testamente

Jesus · Maria · Paulus

Middelalderen

Gregor den store Ansgar · Skt. Knud

Reformationen

Jan Hus · Martin Luther Jean Calvin · Ulrich Zwingli Hans Tausen

Folkekirkelige retninger

pietisme · grundtvigianisme Indre Mission · Tidehverv KFUM og KFUK

Retninger

ortodoks katolsk unieret anglikansk · presbyteriansk luthersk · Folkekirken adventisme · baptistkirken Frelsens Hær

Kamp og splid

kristenforfølgelse mission · korstog skismaer - økumeni

Traditionel fremstilling af treenigheden. Her understreges det, at både Faderen (Pater), Sønnen (Filus) og Helligånden (Spiritus) er (est) Gud (Deus), men at fx Faderen ikke er (non est) Sønnen.

Treenigheden er det centrale dogme i den kristne religion, da det betragtes som nødvendigt at acceptere dette dogme (symbolsk og/eller konkret bogstaveligt eller på anden vis) for at tro på Jesus som Kristus.

Den klassiske formulering, som ikke fremgår af Bibelen, men først formuleret blev af Tertullian fra Karthago omkring 200, er: Gud er én substans og tre personer. På dansk dog ofte formuleret som: Gud er ét væsen og tre personer. De tre personer i treenigheden er Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden.

Ordet Treenighed blev først brugt af Theophilus af Antiokia i 180'erne og blev et afgørende tema under dannelsen af den katolske kirke, fx i forhold til konflikten mellem de alexandrinske og antiokenske teologiske skoler, og diverse "kættere" som arianerne, modalisterne og det makedonske kætteri.

Dogmet er en videreudvikling af forskellige nyplatoniske teorier, specielt den øverste Guddoms hypostatiske natur og Platons oprindelige mellemledsbegreb: Katolikkernes version opfattede dog ikke stoffet som ondt (hvilket dengang førte til en stærk kritik fra hedenske filosofiske kredse) og kunne inkorporere andre filosofiske skoler (hvilket så på anderledes måde hjalp dens popularitet).

Den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikænske trosbekendelse fra 381. Man kan videre læse om emnet i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley.

Interessante citater om treenigheden fra forskellige opslagsværker:

• The Encyclopedia Americana: Treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“
• A Dictionary of Religious Knowledge: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“
• New Catholic Encyclopedia: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“

Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Treenigheden