Jehovas Vidner
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jehovas Vidner er et verdensomfattende trossamfund, der selv opfatter sig som kristne. Det blev grundlagt i 1870'erne af Charles Taze Russell. I Danmark blev Jehovas Vidner oprettet i 1900. De baserer udelukkende deres tro på deres forståelse af Bibelens tekst.
Medlemstallet i Danmark og i resten af Skandinavien - og for så vidt også resten af Vesteuropa - er kendetegnet af enten stagnation eller direkte fald. Således var der over 16.000 medlemmer i Danmark i begyndelsen af 90'erne, mens medlemstallet nu er faldet til ca. 14500, et fald på omkring 10% på et årti. Jehovas Vidner betegner ikke selv antallet som medlemstal, men som "aktive forkyndere".
De er kendt for at opsøge folk for at forkynde for dem, enten på gaden, fra hus til hus, eller via telefon. De er også kendt for at sige nej til blodtransfusion, for at være militærnægtere og for at de ikke holder jul og fødselsdag. De er ligeledes kendt for at udelukke folk fra deres menighed, hvis et medlem har begået en alvorlig overtrædelse af Guds lov uden at ændre sind(angre, vende om).
Jehovas Vidner (eller rettere Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab) trykker bibelske bøger samt udgiver bladene Vagttårnet og Vågn Op! Bøgerne og blandene betales via frivillige bidrag. De fremstilles ligeledes af frivillige som kun får logi, kost og lommepenge til gengæld.
Jehovas Vidner trykker deres egen oversættelse af Bibelen, som på dansk bærer titlen "Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter", der - som det fremgår af oversættelsen - er "omhyggeligt sammenholdt med den hebraiske aramaiske og græske grundtekst".[1] Første af i alt seks bind udkom i 1950, og sidste bind udkom i 1960, og i 1961 udkom hele "Ny Verden-oversættelse" første gang.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Hvad de tror
Jehovas Vidner vil ikke have fællesskab med andre religioner ved f.eks fælles bønner for fred mv. De tror Jesus vil komme igen og indføre Guds Rige. De tror Jorden vil bestå til evig tid og at jorden (igen) vil blive omdannet til et paradis, hvor mennesket vil blive ført tilbage til fuldkommenhed. De finder det meget vigtigt at bruge Guds navn, som de udtaler Jehova på dansk.
[redigér] Hvad de ikke tror
Nogle af deres lærepunkter(doktriner) adskiller sig væsentligt fra andre kristne religioner. De afviser læren om treenigheden, at Jesus er Gud, at der skulle findes et brændende helvede, sjælens udødelighed, prædistinationslæren(skæbnen). Doktriner, som de mener ikke har belæg i Bibelen.
De er ikke kreationister, der mener at jorden er skabt på 6 gange 24 timer.
[redigér] Møder
Jehovas Vidner holder fem møder hver uge. 45 minutter med teokratisk skole, hvor medlemmerne kan lære at undervise og læse. 45 minutter med et tjenestemøde, hvor de lærer at forkynde. Disse to møder holdes samme dag. En time hjemme i private hjem hvor de i mindre grupper studerer en bibelstudie bog sammen. Der er 45 minutter med et offentlig foredrag ud fra et tema, som så bliver bahandlet ud fra et bibelsk synspunkt. Endelig er der studiet af en artikel i Vagttårnet. Dette studie varer en time. Det offentlige foredrag og studiet af Vagttårnet er samme dag. Der er fri adgang. Fem møder i alt som dog er fordelt på 3 dage.
[redigér] Om "Vagttårnet"
Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab udgiver i Danmark bladet "Vagttårnet - Forkynder af Jehovas Rige". Bladet studeres hver uge i deres menigheder og dette studie betragter de som deres vigtigste møde.
"Vagttårnet" udkommer pr. 1. februar 2007 på 158 sprog, i et gennemsnitligt oplag på 28.578.000. "Vagttårnet" udkommer på dansk to gange hver måned som blad, på CD og i en udgave med stor skrift.
"Vagttårnet" siger om sit formål. "Vagttårnets formål, er at ophøje Jehova Gud som universets suveræne Herre. Det holder et vågent øje med verdensbegivenhederne og sammenholder dem med Bibelens profetier. Det trøster alle slags mennesker med den gode nyhed om at Guds rige snart vil fjerne dem der undertrykker deres medmennesker, og at dette rige vil gøre jorden til et paradis. Det tilskynder til at tro på Guds regerende Konge, Jesus Kristus, hvis udgydte blod åbner vejen for at menneskene kan opnå evigt liv. Vagttårnet, udgiver af Jehovas Vidner siden 1879, er upolitisk og benytter Bibelen som autoritet."
"Vagttårnet" udkom første gang på engelsk i juli 1879 under navnet "Zion's Watch Tower and Herald of Christ's Presence" ("Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse"). Navnet blev rettet flere gange indtil det i marts 1939 ændredes til "The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom" (Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige). Siden 1892 har det udkommet to gange om måneden.
Bladet er udkommet på dansk siden 1900.
[redigér] Om "Vågn op!"
Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab udgiver i Danmark bladet "Vågn op!". Bladet, som medlemmerne af Jehovas vidner ofte deler ud på gaden, er kendetegnet ved at indholde artikler om forskellige emner, som kan være oppe i tiden, eller som udgiverne betragter som alment relevante. Fx spørgsmålet om, hvorfor kroppen ældes, forskellige naturfænomener eller hvornår og hvordan man skal fortælle sin datter om menstruation.[2] Hvad emnerne end måtte kredse om, er det gennemgående træk, at der sluttes af med forskellige bibelske citater, hvor emnet perspektiveres i forhold til trosamfundets religiøse overbevisninger.
"Vågn op!" udkommer pr. oktober 2006 på 81 sprog, i et gennemsnitligt oplag på 32.412.000. "Vågn op" udkommer på dansk hver måned som blad og på CD.
"Vågn op!" siger om sit eget formål. "Et oplysende blad for hele familien. Det viser hvordan dagligdagens problemer kan klares. Det bringer nyt, fortæller om folk i mange lande og går tæt på religion og videnskab. Men det gør mere end det. Det går bag om nutidens begivenheder og peger på deres egentlige betydning, men forholder sig politisk neutralt og fremhæver ingen race eller samfundsgruppe frem for andre. Og vigtigst af alt: Det giver grundlag for tillid til Skaberens løfte om en tryg og fredelig ny verden der snart vil træde i stedet for den nuværende onde og lovløse tingenes ordning."
"Vågn op!" udkom første gang på engelsk den 1. oktober 1919 under navnet "The Golden Age" ("Den Gyldne Tidsalder"). I 1937 ændredes navnet til "Consolation" (Trøst). I 1946 ændredes navnet igen. Denne gang til "Awake!" (på dansk "Vågn op!").
Bladet er udkommet siden 1925 på dansk-norsk og fra 1930 i en ren dansk version. Bladet hed på dansk "Ny Verden" fra 1930 til 1947.
[redigér] Kilder
- ^ Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, 1993.
- ^ Vågn op! - Hvor længe kan vi leve, maj 2006.
[redigér] Ekstern henvisning
- Jehovas Vidner: Vagttårnsselskabets officielle hjemmeside
- Jehovas Vidner: Lærepunkter
- Jehovas Vidner: Presse
- Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner
- Exvidne.dk – kritik af Jehovas Vidner
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |