Kætteri
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kættersk er i teologisk forstand en læresætning eller en samling af læresætninger, som er stemplet som falsk(e) af en kirkelig autoritet. Kætteri (xenodoksi) er i denne forstand en afvigelse fra ortodoksi (rettroenhed). Uden ortodoksi intet kætteri.
I kirkens historie skelner man gerne mellem før-middelalderligt og middelalderligt kætteri. I de første århundreder var den kristne tro endnu ikke udformet som en ensartet teologi, og kirken havde heller ikke befæstet sin stilling som institutionel statholder af den guddommelige åbenbaring. Derfor blev de første kættere ofte først dømt som kættere af eftertiden, når deres lære var mislykkedes i at blive den rette lære.
Først da ortodoksien var fastlagt og romerkirkens autoritet etableret, blev uenighed pr. definition kætteri. Kætterforfølgelsen tager til i renæssancen, hvor kirken som troens forvalter havde fortolkningsmonopol på de bibelske skrifter.
En kætter er ud fra den katolske kirkes definition enhver døbt person, som genstridigt (dvs. efter at det fejlagtige synspunkt er tydeliggjort) benægter og betvivler en guddommelig eller kirkelig sandhed. Fra 1200-tallet blev kætteri så stærkt udbredt, at der blev oprettet en permanent institution - inkvisitionen - for at bekæmpe det. I renæssancen opstod som noget helst særligt den Spanske inkvisition, der havde til formål gennem renæssancens stærkt styrkede og enerådige pavedømme at befri Spanien for kættere, jøder og muslimer.
Ligesom ortodoksien har kætteriet skiftet fra periode til periode og fra gruppe til gruppe op gennem historien. Martin Luther - der selv var kætter for en tid - erklærede i 1521, at kætteri ikke burde føre til fysisk afstraffelse overhovedet. Ti år senere foreslog han dødsstraf for blasfemi (offentlig erklæret kætteri) og for statsundergravende kætteri. Selv om kampen mod kættere har været mere fremtrædende indenfor katolicismen end protestantismen, har kirken i begge traditioner altid været på vagt overfor afvigende meninger. Denne tendens har varet ved lige frem til i dag.
Mange er gennem tiden blevet anklaget og straffet for kætteri. I renæssancen blev Jeanne d'Arc anklaget, bl.a. fordi hun påstod at hun talte med gud gennem ærkeengelen Mikael, St. Katherina og St. Margareta. Hun blev dømt, bundet til en pæl og brændt (1431). Men hun blev senere anerkendt som helgeninde (1920).
Helt op i barokken var der folk, der blev brændt for kætteri. Giordano Bruno (1548-1600) blev brændt på bålet. Ikke så meget fordi han holdt fast ved sin viden om astronomi, men fordi han holdt fast i teologiske synspunkter, der var i modstrid med den katolske kirke.
[redigér] Kilde/Reference
[redigér] Se også
- Albigenser
- Arianer
- Gnosticisme
- Hussit
- Katharer
- Religion
