Kopskat
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kopskat (tysk Kopf, hovede) betegner en ældre form for skat, der svaredes af hvert individ med samme sum per hovede. Skatten svaredes altså ikke i forhold til indkomst eller formue og tog i princippet ingen sociale hensyn.
I følge Roskildekrøniken var årsagen til oprøret imod Knud den Hellige, at han ville indføre en kopskat.
Kopskatten var meget udbredt fra middelalderen, især kendt fra de mange ekstraskatter i 1600–1700-tallet, hvor den blev anvendt. Fra 23. september 1762 og frem til 1812 blev der påbudt en kopskat på alle indbyggere over 12 år på én rigsdaler, dog blev den for de fattigste pålignet de mere velhavende i sognet.
Kopskatten er en regressiv skat, det vil sige at den procentdel af sin indkomst man betaler er mindre jo mere man tjener.
[redigér] I Storbritannien
Kopskat er nu gået af brug i den vestlige verden; En undtagelse er Storbritannien hvor man i 1989 (Skotland) og 1990 (England og Wales) indførte en kopskat kaldet Community Charge. Dette førte til kraftige protester og uroligheder. 31. marts 1990 demonstrerede mere end 200.000 mennesker på Trafalgar Square i London, og urolighederne var medvirkende til at Margaret Thatcher 22. november måtte trække sig tilbage fra posten som premierminister.
Det var planer om at indføre den i Nordirland også, men på grund af urolighederne valgte man ikke at gøre det. Fra 1993 blev den erstattet af en Council tax som, selv om den er baseret på et kopskatlignende princip, i langt højere grad tager hensyn til forskelle i indtægt og formue.
[redigér] Den danske medielicens
Når den danske licens bliver udvidet fra at dække tv-apparater til også at dække computere, telefoner, og internetforbindelser er det meget få danskere som ikke skal betale den; man kan derfor argumentere for at medielicensen er en kopskat. Medielicensen som kopskat er på nogle måder endnu mere regressiv end en almindelig kopskat, i det den opkræves per husstand, så en enlig studerende på SU skal betale lige så meget som et etableret ægtepar med to indkomster.
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse. |