Logisk positivisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Logisk positivisme (senere betegnet nypositivisme eller logisk empirisme) er en filosofisk retning udviklet i 1920'erne af Wienercirklen. Den logiske positivisme mener at filosofien skal stræbe efter den samme stringens som videnskab, hvorved teologi og metafysik udelukkes fra logiske ræsonnementer. Den logiske sandhed af en sætning skal i sidste ende baseres på dens overensstemmelse med den fysiske verden. Alle argumenter skal baseres på reglerne for logisk deduktion kombineret med observérbare fakta. Således støtter positivismen realisme, materialisme, filosofisk naturalisme, og empirisme, og foretrækker den videnskabelige metode.

Det mest karakteristiske postulat i logisk positivisme er at en sætning kun er meningsfuld hvis den er verificérbar, og at sætninger kun kan verificeres på to måder: empirisk, inklusive videnskabelige teorier, der verificeres ved eksperimenter og evidens; samt analytiske sandheder, sætninger der er sande eller falske pr. definition, og dermed også er meningsfulde. Alt andet, inklusive etik og æstetik, er ikke i bogstavelig forstand meningsfulde, og hører dermed til "metafysik". En betydelig konklusion er derfor at seriøs filosofi ikke bør beskæftige sig med metafysik.

Rudolf Carnap, Alfred Jules Ayer samt den tidlige Ludwig Wittgenstein er eksempler på logiske positivister.

Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse.