Palmemordet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sveriges daværende statsminister Olof Palme blev i 1986 skudt ned på åben gade i Stockholms bymidte.

Indholdsfortegnelse 1 Hændelsesforløbet 2 Mordvåbnet og ammunition 2.1 Ammunition 2.2 Våben 3 Gerningsmand 3.1 PKK 3.2 Christer Pettersson 3.3 Viktor Gunnarsson - "den 33-årige" 3.4 Apartheidstyrets agenter 3.5 Bofors-forbindelser 3.6 Andre teorier 4 Kilder/henvisning 4.1 Offentlige undersøgelser 4.2 Noter

[redigér] Hændelsesforløbet

Nedskydningen af Olof Palme skete i Stockholm 28. februar 1986 klokken 23:21 i krydset Sveavägen-Tunnelgatan. Olof Palme og hans kone, Lisbet Palme, var på vej hjem til deres lejlighed i Storkyrkobrinken 31 i Gamla Stan efter at have set Brødrene Mozart i biografen. En mand talte muligvis med Olof Palme i 20-30 sekunder. Manden skød Palme i ryggen og flygtede ad Tunnelgatan. En kugle strejfede også Lisbet Palme. Palme blev kørt til Sabbatsbergs sygehus i ambulance, men døde af forblødning^[1].

[redigér] Mordvåbnet og ammunition

[redigér] Ammunition

Politiets teknikere fandt ikke de to kugler der var brugt: Den ene blev fundet af en indisk journalist på det modsatte fortov den 1. marts. En anden kugle blev fundet af en kvinde den 2. marts tæt ved gerningsstedet. Ammunitionen var en panserbrydende Winchester .357 Magnum Metal Piercing fra producenten Winchester Western. Isotop-analyse i 1990 afslørede at fabrikken havde fremstillet den i 1979 og pakket den i æsker med mærket "PM". Ni andre kugler af denne type blev senere opsporet blandt andet til en våbenhandler i Lapland. 4 af de 9 kugler kom fra en æsker mærket "3 PM 7" hvilket betød at de var fremstillet den 7. november 1979^[2].

[redigér] Våben

Ammunitionen tydede på at våbnet var en Smith & Wesson .357 magnumrevolver. Svenskere med en .357 magnumrevolver blev bedt om at henvende sig ttil politiet med den. Ifølge Jan Bondeson blev 429 ud af 620 magnumrevolvere testskudt omkring slutningen af 1989 uden at der kom et interessant resultat ud af det. Men nogle få våben var særlig interessante:

• "Mockfjärd-revolveren": En magnumrevolver og panserbrydende Winchester ammunition blev stjålet i Haparanda i Lapland den 6. september 1983^[3]. Revolveren blev brugt af en af indbrudstyvene ("Veijo R") til at røve en bank i Bruzaholm den 28. september 1983 sammen med en anden kriminel ("Lasse A")^[4]. En måned efter var der et andet røveri den 27. oktober 1983 i Mockfjärd^[5], hvor en røver havde skudt en kugle i væggen. Denne kugle og kuglen fra mordet stemte overens i blyets isotoper, men Mockfjärd-kuglen var for beskadiget til mærkerne kunne sammenlignes med kuglerne fra mordet. To finske brødre havde (efter al sandsynlighed) begået røveriet. En af finnerne fortalte senere at revolveren var solgt til en narkoman og finnen ville have penge for at oplyse hvem det var^[6]. En af finnerene, Pekka, havde dog i 1997 påstået overfor politiet at han havde solgt våbnet til Christer Petterson i 1985. Pekka havde været sammen med Christer Petterson i fængslet Kumla. Den anden finne har dog påstået at han kastede revolveren i søen Flosjön, og politiet gennemsøgte denne sø i to omgange^[7]. Med et tip der kom frem via den svenske avis Expressen's journalist Christian Holmén^[8] fandt man i november 2006 i en sø i Dalarna et våben som sandsynligvis var Mockfjärds-revolveren.
• "Sucksdorff-revolveren" var en anden magnumrevolver der var i søgelyset. Ifølge Bondeson's bog blev den fundet i 2002, men balistiske undersøgelser udelukkede denne revolver, mens Dagens Nyheter skriver at den er den ene af to manglende^[9]. Også Svenska Dagbladet skriver at et våben fundet i 2002 ikke var Sucksdorff-revolveren men et ukendt våben^[10]. Denne revolver blev stjålet fra filminstruktøren Arne Sucksdorff's hjem i Stockholm en gang i 1977^[11].
• Den 47-åriges revolver: En dengang 47-årige person der boede et kvarter fra gerningsstedet og ejede en Magnum-revolver mødte aldrig op til testskydningen. Han sagde at han havde solgt revolveren i 1992, da han senere blev opsporet.

En fjerde revolverpipe indleveret via freelancejournalisten Nuri Kino i marts 2006 skulle prøveskydes^[12]. Pipen blev dog ikke afskudt da man kunne udelukke den på anden måde^[13].

[redigér] Gerningsmand

Palmemordet er aldrig blevet opklaret, men mange teorier og spor er blevet fulgt.

[redigér] PKK

Den teori, der det første år blev tillagt størst vægt af politiets efterforskningsleder, Hans Holmér, var, at PKK (Det Kurdiske Arbejderparti / den kurdiske selvstændighedsbevæglse) stod bag mordet. Efter at to kurdere var blevet myrdet af PKK i 1984 og 1985 fik en række ledere i PKK rejseforbud. Ifølge teorien skulle dette have bevirket, at PKK myrdede Olof Palme.

Hans Holmér måtte i marts 1987 trække sig tilbage fra det resultatløse efterforskningsarbejde, efter at anklagemyndighedens leder Claes Zieme offentligt udtalte, at han ikke tillagde PKK-teorien særlig vægt.

[redigér] Christer Pettersson

Christer Pettersson var en alkoholiseret småkriminel, der havde begået et drab i 1970. Han blev anholdt for Palmemordet og dømt i byretten, men frikendt i landsretten. Det vægtigste indicium mod ham var Lisbet Palmes identifikation af ham ved en vidnekonfrontation. Denne identifikation blev senere anset som utroværdig.

Ifølge et vidne skulle Christer Pettersson have sagt "Kan ingen skära halsen av Palme?" efter domfældelsen af bombemanden Lars Tingström i 1985. I en anden forbindelse og ifølge et andet vidne skulle Christer Pettersson have sagt "den där jävla (Olof) Palme ska vi skjuta". Hvis disse vidner er korrekte kunne Christer Petterssons had til Olof Palme være hans motiv.

En anden teori om Christer Petterssons motiv til at begå mordet er, at der har været en forveksling med Palme og Sigge Cedergren. To dokumentarfilm kredser omkring denne teori: Journalisten Stig Edling's Satans mördare fra 1995^[14] og Mikael Hylin og Lasse Spang Olsens Det forkerte mord (Jag såg mordet på Olof Palme) der vistes på dansk og svensk TV i 2006 omkring 20-årsdagen for mordet^[15]. Hylin-Olsen filmen baserer sig især på oplysninger fra den døende narkoman Roger Östlund. Östlund var fuld og havde taget amfetamin på mordnatten. Han har flere gange ændret forklaring. To STV-medarbejdere var kritiske overfor denne dokumentarfilm og kaldte den et "moralsk havari"^[16]. Östlund døde af kræft i maj 2006^[17]. Tore Forsberg har i sin bog også behandlet denne teori ud fra en kilde kaldet "Marcus"^[18].

På trods af frikendelsen i landsretten er der flere der anser Christer Pettersson som morderen, blandt andet politimanden Ingemar Krusell^[19].

[redigér] Viktor Gunnarsson - "den 33-årige"

En anden person, der var anholdt gennem længere tid var Viktor Gunnarsson (også kaldet "den 33-årige"), der er blevet beskrevet som "en stærkt anti-kommunistisk person med psykopatiske træk". På mordaftenen opholdt han sig på caféen Mon Chéri ikke langt fra gerningsstedet, hvor han opgav falsk navn til tre kvinder (men også sit telefonnummer). Der blev fundet krudtpartikler på hans frakke, men de stammede ikke fra den ammunition, der benyttedes til mordet. Gunnarsson havde aldrig begået voldskriminalitet, og tidsmæssigt ville han have haft svært ved at begå mordet. Heller ingen øjenvidner kunne fæste Gunnarsson til gerningsstedet.

Den ihærdige kriminalkommisær Börje Wingren stod for afhøringen af Gunnarsson og skrev senere en bog Han sköt Olof Palme^[20]. Anklagerne Claes Zeime og Karl-Gerhard Svensson samt efterforskningslederen Ingemar Krusell var kritiske mod Wingren.

Gunnarsson rejste senere til USA, hvor han i december 1993 blev myrdet uden for byen Salisbury i North Carolina. Politimanden Lamont C. Underwood var under mistanke og blev dømt for mordet^[21][22]. Underwood's motiv skulle have været, at Gunnarsson havde været sammen med Underwood's tidligere kæreste. Underwood har ikke tilstået mordet og har oprettet en web-side, hvor han påstår, at et afgørende teknisk bevis er plantet: www.plantedevidence.com.

[redigér] Apartheidstyrets agenter

En teori var fremme i 1996-1997 efter arrestationen af en hvid sydafrikaner, Nigel Barnett. Han var blevet arresteret i Maputo, Mozambique og blev forhørt af svensk politi.

[redigér] Bofors-forbindelser

Olof Palme havde på sin dødsdag et formiddagsmøde med Mohammed Saeed al-Sahaf ("komiske Ali") som på daværende tidspunkt var Iraks ambassadør i Sverige. På det møde kunne al-Sahaf have fortalt Olaf Palme, at den svenske våbenfabrikant Bofors eksporterede våben til Iran. Han kunne desuden have fortalt, at Bofors brugte bestikkelse for at opnå en kæmpeordre til Indien.

Denne teori er nærmere beskrevet af Jan Bondeson i hans engelsk-sprogede bog Blood in the snow. The Killing of Olof Palme. Også Salman Rushdie har henledt opmærksomheden på Boforssporet^[23].

[redigér] Andre teorier

En række andre mere eller mindre eksotiske konspirationsteorier har været fremme, e.g., at mordet skulle være begået det israelske efterretningsvæsen Mossad eller af CIA.

[redigér] Kilder/henvisning

• Frede Vestergaard, Palmes Død, Weekendavisen, 12.-18. august 2005
• Jan Bondeson, (2005) Blood in the snow. The Killing of Olof Palme, Cornell University Press, ISBN 0801442117.
  • Oversat til dansk som Boldspor i sneen. Mordet på Olof Palme, Gyldendal, 2006, ISBN 87-02-04518-4.
• Thomas Kanger, Mordet på Olof Palme. Utredning på villospår, Ordfronts förlag, 1987. ISBN 91-7324-298-5.
• Lästips - liste med bøger om Palmemordet.

[redigér] Offentlige undersøgelser

• Granskningskommissionens betänkande i anledning av Brottsutredningen efter mordet på statsminister Olof Palme Del 1, Justitiedepartementet, SOU 1999:88, 1999.
• Granskningskommissionens betänkande i anledning av Brottsutredningen efter mordet på statsminister Olof Palme Del 2, Justitiedepartementet, SOU 1999:88, 1999.
• Granskningskommissionens betänkande i anledning av Brottsutredningen efter mordet på statsminister Olof Palme Del 3, Justitiedepartementet, SOU 1999:88, 1999.

[redigér] Noter

1. ↑ Dödsbevis, copy på www.nationalmordet.nu
2. ↑ Brottutredningen efter morder på statsminister Olof Palme, pp. 204-205, 1999.
3. ↑ Christian Holmén, "Mockfjärdsrevolvern stals i Haparanda 1983", Expressen, 21. november 2006.
4. ↑ SOU 1999:88, side 207.
5. ↑ Hans Österman, Oisin Cantwell, "Clark hörs om Palmevapnet", Aftonbladet, 14. maj 2000.
6. ↑ Nya förhör i Palmeutredningen, Dagens Nyheter, 15. juli 2006.
7. ↑ Andreas Johannsson, "'Han köpte revolvern'", Expressen, 23. november 2006.
8. ↑ Alexandra Forslund, "Expressens Christian Holmén gjorde fyndet", Expressen, 21. november 2006.
9. ↑ "Polisen har spårat alla revolvrar utom två", faktaboks, Dagens Nyheter, 6. marts 2006.
10. ↑ Peter Carlberg, "Magnumfynd inte mordvapen," Svenska Dagbladet, 22 oktober 2002.
11. ↑ Micke Ölander, "Här jagar de Palmevapnet", Expressen, 20. december 2004.
12. ↑ "Påstått Palmevapen provskjuts", Dagens Nyheter, 6. marts 2006
13. ↑ Stefan Lisinski, "SKL: Pipan hade inget med Palmemordet att göra," Dagens Nyheter, 7. marts 2006.
14. ↑ Lennart Håård, "'Nej, jag har inte skjutit någon'," Aftonbladet, 12. marts 2003.
15. ↑ Det Danske Filminstitut, "Dokumentarfilm kaster nyt lys over Palme-mordet", Nyheder fra DFI, 2006.
16. ↑ Lars Borgnäs, Tomas Bresky, "'Filmen om mordet på Palme ett moraliskt haveri av SVT'," Dagens Nyheter Debat, 28 februar 2006.
17. ↑ "Vittne till Palmemordet död," Dagens Nyheter, 24. maj 2006
18. ↑ "Då insåg han: fel man var död", Aftonbladet, 12. marts 2003.
19. ↑ Behrang Behdjou, "Förre spaningschefen: 'Jag är säker på att det var Christer Pettersson'", Expressen, 11. november 2006.
20. ↑ Börje Wingren, Han sköt Olof Palme, Tiden, 1993. ISBN 9155040284.
21. ↑ Jonathan Weaver, "Underwood says he didn't do it", Salisbury Post, 11. januar 2004.
22. ↑ Jonathan Weaver, "A body found -- and four years of investigator's life go into case," Salisbury Post, 12. januar 2004.
23. ↑ Salman Rushdie, "Sleaze's slimy inventiveness," Guardian, 7. februar 2001.

Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse.